Islandsk kunst, så stenene synger

Den 53-årige maler, billedhugger og stenharpeopfinder Páll Gudmundsson regnes for at være en af Islands største nulevende kunstnere. I øjeblikket er han i Danmark for at se på kunst og introducere sig selv i det danske kunstmiljø

På to små islandske klippestykker har den islandske kunstner Páll Gudmundsson aftegnet den danske filosof Søren Kierkegaard og Kierkegaards ulykkelige kærlighed, Regine.
På to små islandske klippestykker har den islandske kunstner Páll Gudmundsson aftegnet den danske filosof Søren Kierkegaard og Kierkegaards ulykkelige kærlighed, Regine. Foto: Leif Tuxen.

Hvis disciplene tier, vil stenene råbe, svarer Jesus farisæerne i Det Nye Testamente. Og når den islandske kunstner Páll Gudmundsson vækker sten til live som billedhugger, oplever han det også som en måde at tilnærme sig Gud på, fortæller han:

Jeg er opvokset i den vilde natur, og på en måde føler jeg, at jeg oplever Gud, når jeg arbejder i naturen med min stenkunst, siger Páll Gudmundsson, da han besøger Kristeligt Dagblads redaktion under et besøg i Danmark i selskab med Johannes Møllehave og Møllehaves islandske veninde Kristin Godjonsdottir, der fungerer som tolk under interviewet.

LÆS OGSÅ: Forelsket i det nordiske

Respekten for skønheden stammer i hvert fald fra min tro på Gud som skaber. Og for mig kan naturen også føles som et kirkerum. Jeg har også lavet min egen altertavle på min grund ud af sten, tilføjer Páll Gudmundsson.

Med sig har han to små stykker af Island i form af et tvillingeklippestykke, der viser sig at være et lille kunstværk, da han åbner det.

På den ene klippeflade kan man se en aftegning af den danske filosof Søren Kierkegaard, og på den anden har Gudmundsson afbildet Kierkegaards ulykkelige kærlighed, Regine.

Det billede af Kierkegaard kunne blive en glimrende bogforside, når Kierkegaard har jubilæum næste år, siger Johannes Møllehave, der har kendt Páll Gudmundsson i en årrække. Og en del af formålet med at invitere ham til Danmark er at gøre ham kendt for det danske publikum.

I Island har Páll Gudmundsson længe været en anerkendt kunstner, der regnes blandt landets bedste. Ikke mindst fordi han forstår at kombinere den islandske sjæl i naturen med forskellige formeksperimenter, der gennem tiden har gjort ham til opfinder af flere nye kunstformer, som alle tager udgangspunkt i naturen.

Páll Gudmundssons atelier er den frie islandske natur omkring hans smukke hjemegn, Húsafell, fuld af fjelde, elve og klipper. Det er også dér i naturen, at en del af hans værker bliver efterladt som små skaberværker, der falder naturligt ind i det store skaberværk, hvad enten det er sket i form af en stenskulptur af Bach, der kan ses på en kilometers afstand i den vilde islandske natur, eller som gigantiske stenansigter, der stikker op og spejles af elven.

De seneste år har han tilmed skabt musik ud af sten ved at opfinde en stenharpe ud af sten i forskellige størrelser, han har hentet i det lokale fjeld. Og stenharpen har han blandt andet spillet værker af Bach med. Sammen med det islandske band Sigur Rós har stenharpen blandt andet været i brug til koncerter i Paris, London og Trondheim, hvor det kunne ses som lidt af et turistfremstød, at man bogstaveligt talt kunne skabe musik ved at spille direkte på Island i form af klippestykker fra vulkanøen.

Enhver sten har sin egen musik, siger Páll Gudmundsson og giver sig til at banke på Søren Kierkegaard og Regine med sine bare næver, så de flade klippestykker kommer til at lyde som klokker.

Han har også usædvanligt store, grove hænder, der endnu en gang vidner om, at han har mere kontakt med naturen end de fleste andre. Selv når han arbejder med at hugge tonstunge skulpturer ud af islandske klippeblokke, bruger han hammer og mejsel.

Elektrisk værktøj hæmmer min fornemmelse for at læse stenen. Og det at læse stenen er hele forudsætningen for at kunne arbejde med en sten. Kunsten er at se, hvad den kan blive til, før man hugger i den, og det fornemmer man bedst ved at arbejde med den med sine hænder. Og efterhånden er det også blevet stadig nemmere for mig, siger han.

Páll Gudmundsson begyndte sin karriere som maler og viste tidligt talent for både at tegne og male. Det fik forældrene, der selv var kunstinteresserede landmænd, til at sende ham på kunstskole i Tyskland, men her mente professoren, at han havde fat i et enestående talent, der skulle have lov til at udfolde sig i sit eget miljø.

Tilbage i Island prøvede han for første gang kræfter som billedhugger som 17-årig, da faderen døde, og han fik lyst til at lave en mindestatue af ham. På den måde fandt han ud af, at han havde et særligt talent for at arbejde med sten. Og det opdagede blandt andre den kendte islandske forfatter Thor Vilhjálmsson, der fik øjnene op for hans kunst på en udstilling i 1985. Thor Vilhjálmsson kom på den udstilling flere gange, og det førte til et venskab, der på trods af aldersforskellen varede i over 25 år, indtil Thor Vilhjálmsson døde sidste år.

Den kendte forfatter blev også et motiv for Páll Gudmundsson, der både malede ham og portrætterede ham som stenskulptur. Men sammen fandt de også en fælles kunstform. Når vandet frøs til is, udviklede Páll Gudmundsson nemlig sin egen teknik, hvor han malede direkte ned i isen med akvarelfarver og derefter lagde et stykke papir ned over isen, så kunstværket på den måde blev skabt i samarbejde med naturen. Derefter skrev Thor Vilhjálmsson digte på arket. Sådan opstod mange værker, og i dag savner Páll Gudmundsson både venskabet med Vilhjálmsson og hans evne til at sprogliggøre kunsten.

Det er svært for mig selv at sætte ord på min kunst. Mine værker taler bedre for sig selv, end jeg selv kan. For mig er det at skabe bare en væremåde. Måske kan man sige, at jeg bliver smittet af den skaberkraft, jeg ser omkring mig. Jeg går udenfor i naturen hele dagen, og sådan opstår idéerne til kunst også. Men jeg kan også godt lade mig inspirere af andre kunstnere, siger Páll Gudmundsson, der særligt glæder sig til at opleve Edvard Munchs billeder på ARoS under sit ophold i Danmark:

Edvard Munch malede med et meget tyndt lag maling, og det giver hans billeder et helt specielt liv, siger den islandske kunstner og tilføjer:

Det største, man kan give kunst, er liv. Sådan har jeg det også med tilværelsen i det hele taget. Den største oplevelse, jeg har nogensinde har haft, var, da jeg forrige år kunne give min ene nyre til min søster, så hun overlevede. Det føltes, som om jeg skænkede hende livet. Og det var en fantastisk følelse.

Fotografi gennem lup af computerskærm med en af hemmelige Afghanistan-dokumenter fra Wikileaks netside.
Fotografi gennem lup af computerskærm med en af hemmelige Afghanistan-dokumenter fra Wikileaks netside. Foto: Leif Tuxen.