Forbuddet mod at afbilde Gud har også eksisteret i kristendommen.
– Det er meget udannet af Jyllands-Posten, at de gør billedforbudet til en muslimsk specialitet, siger præst og forfatter Niels Højlund.
At billedforbuddet blev ophævet i den kristne kirke, men bevaret i islam, har betydet en verden til forskel for udviklingen af den vestlige og mellemøstlige kultur, mener iagttagere på området. Derfor er balladen om Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten også en illustration af, hvordan tilstedeværelsen og fraværet af billeder af Gud, Jesus og Profeten kan påvirke ikke bare betydningen af det hellige, men også skabelsen af kunst og synet på mennesket.
Billedkunstner Peter Brandes peger på, at ophævelsen af billedforbuddet i den kristne kirke i 843 er en af de væsentligste begivenheder i den nyere kulturhistorie.
– Det menneskesyn, som vi har i dag, ville aldrig have taget den form, som vi kender, hvis forbuddet var opretholdt, siger han og fortsætter:
– For en maler er det utænkeligt at forestille sig en billedverden uden for eksempel Tizian, da Vinci, Rembrandt eller Goya. Og moderne kunstnere som Malevitj, Mondrian og Rothko var ikke nået frem til deres nonfigurative udtryk via et forbud.
Til sammenligning savner Peter Brandes en dimension i den islamiske kunst, der med sin nonfigurative ornamentik er præget af billedforbuddet.
– Når du står i moskeen i den spanske by Cordoba og kigger op i stukloftets åbenbaring ind til uendeligheden, hvor har du da nådesbegrebet, tilgivelsen, kærligheden, lidelsen og den barmhjertige samaritaner? Det findes ikke i den non-figurative islamiske forbudskunst.
– Dertil kommer, at hele vor litteratur og tænkemåde i samklang med den figurative kunst danner en symbiose. Hvis vi kigger på højdepunkterne i vores litteratur som blandt andre Dante, Shakespeare, Goethe og Cervantes, ville de ikke have kunnet skrive, hvad de skrev med indsigt i den menneskelige natur, hvis ikke de var opdraget med billeder. Den arabiske fortælling "1001 nats eventyr" er også et vidunderligt værk, men er skematisk opbygget og uden dybde og psykologisk indsigt. Hele det register, som vi har bygget op i vores kultur, er baseret på, at vi har kigget på billeder. En kunstner som William Blake havde ikke kunnet eksistere uden, at Dante havde været her og så videre. Der er en symbiose, du ikke finder i muslimsk kunst, siger Peter Brandes.
Ifølge ham har kunsten og litteraturen haft stor indflydelse på den kristne verdens opfattelse af gudsbegrebet.
– Goya kom tæt på lidelsen i sine malerier fra den franske krig mod spaniolerne. Det påvirkede folk, og det er blevet sagt, at med Goyas kunst eksisterer Gud ikke længere. Der bliver i kunsten stillet spørgsmål, også hos den enkelte. Vi kan også tage udviklingen af subjektivitet over for gudsbegrebet som hos Kierkegaard og Pascal. Her skal det enkelte menneske stå til ansvar over for Gud, som også Luther siger det. Alt dette stammer tilbage fra ikonoklasmens tid (se faktaboks red.), hvor oldkirken tog et opgør med billedforbuddet. Hos muslimerne bygger gudsforholdet på den kolletive bevidsthed. Dér er det hele gruppen, det gælder, og de har ikke individualiteten i sig. Det, tror jeg, skyldes billedforbuddet.
– Når du sidder i en kirke og ser på den lidende Jesus på korset, tænker du: Skylder jeg ikke ham noget? Den dimension findes også i Koranens tekster. Men det er meget vigtigt, hvad synet giver. Jeg tror, at det sete har lige så stor kraft som det, der kan læses. Og ikke mindst før i tiden, hvor mange ikke kunne læse, siger Peter Brandes.
Præst og forfatter Niels Højlund er enig i, at der er en forbindelse mellem at acceptere billeddannelse og den moderne individualitet.
– I vores kredsen omkring, hvad Gud er, finder der en indre udvikling sted mellem religiøse billeder og billeder af mennesket. Og den diskussion findes ikke i den muslimske verden. Her får man hele sit indblik i den enestående ornamentik, mens vi får det i billeder af den lidende Kristus og det lidende menneske.
– Personligt mener jeg nok, at det er et problem for mig, at de i islam ikke har afstand til deres billeddannelse. Deres forestilling om paradis og 70 ventende jomfruer bliver meget bogstavelig, fordi de aldrig har fået symboler for det hellige i form af billeder.
Niels Højlund kalder sig selv for et barn af udviklingen efter oldkirkens billedstrid og ophævelse af billedforbuddet.
– Det er godt, at vi overvandt den strid for vores menneskeligt udførte kunst. Men diskussionen om at billedliggøre det hellige er ikke uaktuel. Det er vigtigt, at også moderne kunstnere forstår konflikten. Den ligger i, at i samme øjeblik, man har gjort sig et billede over Gud, har man også gjort sig til herre over Gud. Konflikten ligger i en slags menneskelig tagen Gud i besiddelse. Men Gud er det usigelige og ufattelige, og det kan mennesket ikke afbilde. Til forskel er en ikon ikke et billede af det hellige, men et billede, hvor det hellige støder ind i verden, siger Niels Højlund.
Han nævner billedhuggeren Hein Heinsens definition på kunst i kirken som eksempel på, hvordan det hellige kan billedgøres.
– Heinsen kalder kunsten for et symbol på symbolet. Billedet er et vindue ind til virkeligheden.
– Alle de store omvæltninger, der har været i den kristne kirke, er altid blevet ledsaget af billedstorme. Det skete i oldkirken, under reformationen og i kølvandet på Den Franske Revolution. Når billedraseriet kommer, er det fordi, billedet er blevet misbrugt. Det er ikke længere rent, men blevet symbol for det urene, og derfor skal det renses. Da det moderne skyllede ind i det 20. århundrede, opstod der behov for at udrense billedet af romantikkens fremstilling af Jesus. Jeg har selv som præst haft stærkt behov for at prædike mod det billede, vi har gjort af Kristus som en vækkelsesfigur og som romantikkens Jesus, siger Niels Højlund.
For at forstå den arabiske kultur skal man vide, at den indeholder to hjertekamre: Islam og digtning. Det siger dr.phil. Else Marie Bukdahl, tidligere rektor på Kunstakademiet i København, nu leder samme sted af afdelingen for kunst og kulturhistorie. I samarbejde med billedkunstneren Dorte Dahlin er hun også initiativtager til et kulturelt udvekslingsprojekt mellem Danmark og Sharjah, der er et af de Forenede Arabiske Emirater. Projektet er p.t. sat på stand by på grund af den anspændte situation mellem Danmark og den arabiske verden.
– Det er utrolig vigtigt at få billeder frem, der er positive, af vores forskellige kulturer, siger Else Marie Bukdahl og fortsætter:
– Den islamiske kultur har for eksempel meget flot figurativ billedkunst i deres bøger. Men når de ikke gengiver Muhammed, skyldes det deres opfattelse af Allah som noget helligt, der ikke kan gribes og gøres forestilling om. Når de heller ikke må gengive Profeten, er det fordi, han er hævet over den menneskelige sfære. Ved at gengive ham, sætter vi ham ved siden af os selv, og det anser de for blasfemisk.
– Det betyder, at en hel anden kunst er opblomstret med stor styrke. Den er ornamentarisk, stiliseret, helt abstrakt, med blomstermotiver eller arabesker, der aldrig slutter og symboliserer det evige og guddommelige. det er en abstrakt kunst, der er meget betydningsladet kombineret med den arabiske skrift, der samtidig er dekoration.
– Når du ser ud over kunsthistorien, har det visuelle og billedet fået en mere og mere central plads. I gamle dage brugte man billedet til at fortælle om de hellige skrifter, fordi mange ikke kunne læse. Billedet har i vores kultur været et meddelelsesmiddel, der kan fortolke andre erfaringer end dem i skriften. I den arabiske kultur har digtningen til gengæld haft en meget stor plads og været af høj kvalitet, fordi den symboliserede det hellige og Koranen.
– Hvis man går ind i det islamiske billedforbud, kan man i den forbindelse spørge, hvorfor ornamentikken som kunstart ikke udviklede sig efter 1300-tallet? Det har ikke noget med billedforbuddet at gøre. Snarere er det fordi, stat og islam blev bundet sammen i en snærende grad og blev det, der bestemte alt. Men når man er i den arabiske verden og går ind i en moske, får man et stærkt og visuelt indtryk. Alt er skabt til Guds ære. Også deres arkitektur og fresker ser ud, som om det svæver helt frit og let. Det er også en visualisering af det guddommelige, siger Else Marie Bukdahl.
Hun har personligt svært ved at synes, at det hellige skal billedgøres, men erkender, at fraværet af billedforbud i den kristne kultur har medført en stor tolerance.
– Det har også betydet, at man på en hel anderledes måde har kunnet bruge billedet, fordi billede og ord er så forskellige. Vi har fået en langt rigere og visuel erfaringsmåde end muslimerne. Derfor føler de sig i den aktuelle konflikt om Muhammed-tegningerne sårede, fordi de har en mere snæver opfattelse af det figurative, men en langt større forståelse af, hvad abstrakte virkemidler kan symbolisere. Alle, der har arbejdet med den arabiske verden, ved, at de bliver sårede, når profeten bliver afbildet, siger Else Marie Bukdahl.
Spørgsmålet er, hvorfor der i islam aldrig har fundet et opgør mod billedforbuddet sted i lighed med oldkirkens ikonoklasme? Ifølge fil.dr. Kjeld von Folsach, der er direktør for Davids Samling af islamisk kunst og kultur i København, skyldes det, at det aldrig har været på tale.
– I den kristne kirke er billedstriden opstået dér, hvor der er blevet lavet billeder, og så er mere ortodokse elementer skredet ind over for det. I den islamiske kultur er der ingen eksempler på, at Gud nogensinde er blevet afbildet. Der findes ingen fremstillinger af Gud. Til gengæld har man lidt forskellige opfattelser af, hvordan man afbilder profeten. Hvis det sker, får han slør for ansigtet. Men i Rashid al Dins verdenshistorie fra 1300-tallet, der blev bestilt af mongolske efterkommere af Djengis Khan, er Muhammeds historie faktisk afbildet, og han er fremstillet uden slør, siger Kjeld von Folsach.
I Davids Samling findes mange eksempler på figurativ kunst som for eksempel miniaturemalerier, der adskiller sig fra den i religiøse sammenhænge stort set nonfigurative og ornamentariske kunst.
– Bevæger du dig ind i fyrsternes overklasse i den islamiske kultur, vil du se masser af figurative fremstillinger, blandt andet på, at der drikkes vin i fyrsternes sfære. Derfor kan man her på museet se fyrstens bedetæppe, købmandens drikkekar og så videre. Og det kan godt give problemer med de muslimer, der besøger museet. De bliver vrede og siger, at det har ikke noget med islamisk kunst og kultur at gøre, siger Kjeld von Folsach og tilføjer:
– Men hvis kunstneren Christian Lemmerz rådnende grise blev udstillet i Mellemøsten, kunne man også spørge, hvad det har med kristen kunst at gøre.
