Reformationen var en kirkelig forandring, men Reformationen var egentlig oprindelig universitetets fornyelse, der bredte sig ud i kirken. Det var et opgør med den herskende skolastiske teologi, der satte den hellige lære (sacra doctrina) over den hellige skrift (sacra pagina).
Gennem hele sin reformatoriske kamp påberåber Martin Luther sig derfor altid Skriften. Skriften er for Luther ikke Skriftens ord eller bogstav, men altid Skriftens sag: Jesus Kristus som Herre og frelser. Det er Skriftens sag, der er det afgørende. Og den sag anså Luther sig for at være indrulleret i ved sin kaldelse som doktor i den hellige skrift.
LÆS OGSÅ: Troens hovedpersoner: Martin Luther (1483-1546)
Og netop i dag, den 19. oktober, er det 500 år siden, at Luther blev promoveret til sit doktorat. Fakultetet ved universitetet i Wittenberg, som kurfyrsten Frederik den Vise havde oprettet i 1502, og hvortil Luther var kommet i 1508 som underviser i særligt den aristoteliske etik og senere også i den skolastiske teologi i Peter Lombardens (1096-1164) udformning, havde bekræftet Luthers værdighed til at aflægge doktoreden, som blandt andet indebar et løfte om fællesskab både med den romerske kirke og med kaldsfællerne på universitetet. Doktorpromoveringen kostede 50 gylden, som blev betalt af kurfysten.
Den egentlige doktorpromovering fandt sted den 18. og 19. oktober 1512. Andreas von Bodenstein (1482-1541) kaldet Karlstadt forestod handlingen, og den begyndte på førstedagen med en timelang fest, hvor de, der skulle promoveres i de akademiske grader, blev fremstillet. Handlingen blev denne dag afsluttet med et morsomt causeri fra Karlstadts side.
Dagen efter fulgte så den egentlig doktorpromovering, som fandt sted i slotskirken i Wittenberg, som også fungerede som universitetskirke. Her fandt doktoreden sted, hvor Luther aflagde løfte på, at han altid ville i Wittenberg og alle steder læse, lære og udlægge teologien, og at han ikke ville fremføre en lære, som var kirken imod.
Efter aflæggelsen af eden modtog Luther tegnene på sin doktortitel: bibel, baret og ring. Ringen var udsmykket med tre ringe, der udtrykte det højeste og væsentligste teologiske mysterium: treenigheden. Efter modtagelsen holdt Luther en tale til teologiens pris og dernæst en disputation over et teologisk emne, hvor forskellige opponenter fremtrådte. Dagen blev rundet af med en større fest ved fakultetet.
LÆS OGSÅ: 13 berømte citater af Martin Luther
Dagen gav Luther legitimiteten til at fremføre sit opgør med den herskende teologi. I de heftige år mellem 1517 og 1521, hvor den reformatoriske kamp for alvor bryder igennem, bygger Luther gang på gang sin legitimitet på, at han er doktor i den hellige skrift og derfor har nærmest en pligt til at gøre kirken og teologien opmærksom på deres fejltrin og vildveje. Denne legitimitet fremfører han på højeste plan over for såvel ærkebiskoppen Albrecht af Mainz, kardinal Cajetan og sågar paven selv. Luther var bundet af sagen.
Men samtidig er Luthers påberåbelse af sit doktorat et udtryk for den splittelse, der opstår i disse år mellem kirkeligt og verdsligt. Universiteterne var indtil Reformationen grundlagt på pavelig tilladelse. Københavns Universitet fik denne tilladelse 1479. Men efter Reformationen blev universiteterne grundlagt på fyrstens eller kongens tilladelse. Således blev Københavns Universitet som bekendt genåbnet af Christian III i 1537 som et led i Reformationen i Danmark, og derfor bærer universitetet den dag i dag Christian IIIs billede i sit segl. Universiteterne løsrives under Reformationen fra kirkens magt. Det første helt igennem protestantiske universitet er oprettet i Marburg i 1527 af landgreven Phillip I af Hessen. Med Luthers påberåbelse af sin autoritet ved siden af den kirkelige autoritet tegner han således konturerne af en ny tids forståelse. Retfærdigvis skal det siges, at middelalderens universiteter havde langt større frihed end vore dages moderne universiteter, som helt er under politisk kontrol. Så vidt gik det aldrig hverken i middelalderen eller under Reformationen. Men det er en helt anden og dog meget væsentlig sag.
Luther indleder sin nye akademiske bane med en forelæsning over Davids Salmer, som var Luther velbekendt som liturgisk tekst fra klosterets tidebønner. Forelæsningen finder sted 1513-1514 og er en teologisk labyrint af skolastiske brokker og analysemetoder og til tider reformatoriske lynglimt, som man dog kan tvivle på er helt bevidst for Luther selv.
Luther bevæger sig i forelæsningen væk fra en aristotelisk værenstænkning, og i glimt dukker den reformatoriske relationstænkning op. Med fremmedord kan man sige, at den reformatoriske teologi var en bevægelse fra substans til relation. Altså for eksempel i spørgsmålet om synden, hvor synden i den skolastiske teologi var en del af den menneskelige natur, der er den i reformatorisk teologi en forkert relation til Gud og derved også til næsten.
Syndens helbredelse er således ikke en forandring af menneskets natur, men af dets forhold: Mennesket skal have et forhold til Kristus for at slippe ud af syndens greb. Denne skelnen er eksempelvis meget afgørende i vore dage, hvor megen modstand mod forkert seksualitet i virkeligheden er en nyopdukket skolastisk teologi, der ikke følger det reformatoriske spor.
For Luther var arbejdet med Skriften et spørgsmål om liv og død. Han siger selv, at han under forberedelsen af forelæsningen kunne høre Djævelen gå rundt ud på toilettet og skumle.
Indeholder denne første forelæsning over Salmernes Bog den såkaldte reformatoriske opdagelse af retfærdiggørelse ved Kristus alene? Altså at alt modtages ufortjent af Guds nåde. Særligt i gennemgangen af Salme 72 kan dette findes. Den reformatoriske opdagelse, som Luther selv beskriver i fortalen til sine latinske skrifter i 1545, hvor han netop slår ned på Rom. 1, 17, hvor der står, at den retfærdige af tro skal leve, og Luther opdager, at det ikke er os, der skal gøre os retfærdige over for Gud, men Gud, der gør os retfærdige i Kristus, finder sted i foråret 1513.
Her er der meget uenighed i forskningen, og nogle sætter den reformatoriske opdagelse så sent som foråret 1518. Jeg går ind for en tidlig datering, og her støtter jeg mig til eksempelvis Regin Prenter, Gerhard Ebeling og Leif Grane, og enhver kan ved læsning af særligt romerbrevsforelæsningen 1515-16 ved selvsyn konstatere reformatorisk teologi.
Noget andet er, at Luther nok ikke selv er helt bevidst om rækkevidden af denne indsigt. Til tider kan han i romerbrevsforelæsningen være meget tæt på en kirke- og pave-/embedskritik, men holder sig tilbage. Det er først i årene 1517-1521, Luther opdager betydningen af sin opdagelse, og det opdager han særligt i disputationen mod vel den dygtigste af de teologer, han mødte, kardinal Thomas Cajetan i oktober 1518, hvor Luther forstår, at pavens autoritet er i modstrid med evangeliet. Derefter bliver den reformatoriske opdagelse for alvor kirkekritisk og munder ud i Luthers skrift fra 1520 om paven som Antikrist og Luthers afbrænding af den pavelige trusselsbandbulle og den kirkelige ret i december samme år.
Martin Luthers udnævnelse til doktor i teologien, som altså finder sted i dag for 500 år siden, er en af de mest afgørende begivenheder i det, der fører frem til Reformationen og til evangeliets klare dag. Derfor er dagen i dag væsentlig at huske og en indledning til reformationsjubilæet 2017.
STORT TEMA: Luther