Kirkeanalyse: Den etiske Jesus står i høj kurs

Når danskerne forholder sig til kristendom, er det noget andet, de forestiller sig, end læren om frelsen

For de spirituelle er livet en fortsat rejse mod større menneskelig rummelighed med Jesus som det ideal, man måske aldrig kan nå - men som man dog alligevel kan komme tættere på.
For de spirituelle er livet en fortsat rejse mod større menneskelig rummelighed med Jesus som det ideal, man måske aldrig kan nå - men som man dog alligevel kan komme tættere på. Foto: .

Det er blevet almindeligt at referere til de kristne værdier. Det hører vi igen og igen politikere gøre i medierne. Men spørgsmålet er, hvad der menes, når vi taler om kristne værdier.

O du Guds Lam!/ med korsets skam,/ du bar alverdens synder,/ derfra alt liv begynder . Sådan lyder den oldkirkelige salme, der hver søndag bliver sunget i de danske folkekirker som en fast del af højmessens nadverritual. Salmen henviser til Jesu død på korset; dét, at han fødtes, levede, døde og genopstod for menneskets skyld. Den handler om frelseshistorien.

LÆS OGSÅ: Kærlighed, krop og frisættelse

Men hvor meget fylder frelseshistorien i den almindelige forestilling om kristendom i dag, hvor højmessen mister tilslutning, og hvor de færreste går op i deres egen frelse? Meget tyder på, at frelseshistorien i dag er trængt i baggrunden til fordel for synet på kristendom som bærer af nogle ganske særlige værdier. Når kristendom i disse år bliver debatteret i medierne, er det oftere med henvisning til de kristne værdier, end det er med henvisning til Gud, som blev menneske og døde for vores synders skyld. Og spørger man et menigt folkekirkemedlem, hvad kristendom går ud på, vil han eller hun typisk nævne netop de kristne værdier eller det kristne værdigrundlag som et afgørende træk ved kristendommen.

Hvis man nærlæser eller nærlytter til de mange udsagn om værdier i disse år, fremgår det tydeligt, at de kristne værdier ifølge den folkelige opfattelse først og fremmest handler om en kristen etik. Kristendommen er blevet til en fortælling om, hvordan vi bør opføre os over for hinanden. Spørger man danskeren på gaden, hvad denne etik nærmere bestemt går ud på, vil de fleste fremhæve næstekærlighed og tolerance.

LÆS OGSÅ: Filosoffens blog: Jesus - den største nytteetiker nogensinde

Kristendommens budskab er, at man i hvert fald som udgangspunkt skal forsøge at være hensynsfuld og udvise omsorg for sin næste, uanset hvem denne næste nu er: en kollega, et familiemedlem, den hjemløse eller muslimen. Forbilledet i den forbindelse er Jesus. Han er i folkelig forstand mere end noget andet i dag den store vejviser; han er den, der én gang for alle har vist os, hvordan vi bør leve.

Det store fokus på etikken og på Jesus som en etisk læremester og et forbillede kendetegner i dag både kristendomsopfattelsen blandt de kulturkristne og de mere spirituelt orienterede folkekirkemedlemmer.

Hos de kulturkristne giver det sig udslag i en almindelig forventning om, at folkekirken skal bære en særlig etik, og at kirkens (og især præsternes) fornemste opgave er at formidle og videreføre denne etik. Hos de spirituelle bliver det etiske fokus derimod til en stærk optagethed af, hvordan man som enkeltmenneske hele tiden kan vokse i selvindsigt og dermed også i evnen til at handle næstekærligt. Det er spiritualitetens udgangspunkt, at det selvudviklende menneske vil være mere tolerant og vil kunne møde sin næste med større forståelse end den, der ikke udvikler (og dermed kender) sig selv. For de spirituelle er livet en fortsat rejse mod større menneskelig rummelighed med Jesus som det ideal, man måske aldrig kan nå men som man dog alligevel kan komme tættere på.

Mens de kulturkristne og de spirituelle danskere altså lægger hovedvægt på kristendommen som etik ofte udtrykt som de kristne værdier er en noget anderledes tilgang til kristendommen dominerende blandt de kernekirkelige medlemmer af folkekirken: præsterne og kernemenighederne. For dem spiller etikken en langt mindre rolle. Ja, faktisk vil mange præster mene, at det store fokus på etikken skygger for eller ligefrem fordrejer det, kristendommen i mere fundamental forstand handler om: at Gud åbenbarede sig i Jesus og derved kom menneskeheden til undsætning.

Jesus er ikke bare en læremester, men Guds søn. Og hans lære om næstekærlighed er derfor ikke bare en etik, mennesker kan blive stadig bedre til at handle efter. Nej, den etiske anvisning giver kun mening, når den ses i dyb sammenhæng med frelseshistorien: at Gud frelser mennesket fra sin synd, når det ikke KAN det, det ifølge Jesus SKAL.

De to forskellige tilgange til kristendom støder i dag konstant sammen i det stille. Folket vil have etik, kirken vil forkynde frelse. Groft sagt. Der er ikke tale om nogen egentlig konflikt, men snarere om et spænd mellem folkelig forventning og kirkelig forkyndelse.

Med dette spænd, som sagtens kan tænkes at vokse sig større i takt med tidens optagethed af værdikampe, er der nok for moderne teologer at tage fat på.

Iben Krogsdal er forfatter og ph.d. i religionsvidenskab