Du har sikkert for længst lagt mærke til det: Det nordiske er alle vegne og giver positive associationer som aldrig før.
Den nordiske mad- og livsstilsbølge med det københavnske restaurantfænomen Noma som galionsfigur har bredt sig i en sådan grad, at selv politiske initiativer som en modernisering af folkeskolen nu bliver solgt som nordiske på linje med økologiske kyllinger i SuperBrugsen.
LÆS OGSÅ: Regeringen skrotter egen sprogstrategi
Samtidig er man i nordiske kredse begyndt at tale om en mulig renæssance for det ellers hengemte politiske samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Det fremgår af en ny debatbog om det nordiske samarbejdes fremtid, som udkommer i forbindelse med Nordisk Råds 60-års-jubilæum senere denne måned. Kristeligt Dagblad har haft adgang til at studere arbejdspapirerne bag bogen og har talt med en række af bidragyderne, der tæller forskere, politikere og embedsmænd fra hele Norden. Heriblandt senioranalytiker Peter Munk Jensen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Retorisk er der stor enighed om, at det nordiske samarbejde er inde i en frugtbarhedstid i øjeblikket. Der er kommet ny strøm på batterierne, og retorikken er meget positiv. Man kan også konstatere, at der med Stoltenberg-rapporten er sket nogle konkrete fremskridt på en række områder, så man har noget at hænge den positive vurdering op på, siger han.
Den omtalte Stoltenberg-rapport, opkaldt efter den tidligere norske forsvars- og udenrigsminister Thorvald Stoltenberg, er en af de centrale brikker i den retoriske forvandling af det nordiske samarbejde.
Den nordiske livsstilsbølge, som også har bredt sig uden for Norden, er en markant kontrast til for bare 10-15 år siden. I kronikken Sig ordet: Norden fra 1999 i Morgenavisen Jyllands-Posten beskrev den danske sprogprofessor Preben Meulengracht, hvordan der voksede mug på det nordiske: Norden er forsvundet for tiden, og magtens folk forsøger at introducere en europæisk identitet. Man tør næsten ikke skrive ordet, i hvert fald ikke med stort bogstav. Det er folkedans og bragesnak. Det ligger på fortidens lossepladser. Der er mug på det. Det er en vits. Ha, ha, halm i træskoene og norske nissehuer! Vi må videre. Verden ligger et andet sted. Vi er europæere. Toget er kørt, siger de, men har de fortalt, hvor det kører hen?.
Den nu afdøde professor skrev sig dermed med slet skjult frustration ind i en tid, hvor al fokus var på EU, og hvor det officielle nordiske samarbejde var reduceret til en skyggebokser i fjerneste ringhjørne af de nordiske landes udenrigspolitik.Sverige og Finland havde sluttet sig til Danmark i EU i 1995, og Norden forspildte i årene deromkring et gyldent øjeblik, mener Hans Engell, politisk kommentator og tidligere formand for De Konservative i Nordisk Råd. Ikke som alternativ til EU, som debatten dengang ofte gik på, men som lobby for fællesnordiske interesser inden for EU.
Da først Sverige og Finland blev EU-medlemmer, stillede de antennerne ind efter Bruxelles, og det nordiske samarbejde gled pludselig fuldstændig i baggrunden. Da stod vi virkelig ved en korsvej, hvor man måtte gøre sig overvejelsen, om man ønskede at gøre det nordiske samarbejde til en fælles platform i forhold til det europæiske, siger Hans Engell.
Der var en vis vilje til at reformere det nordiske samarbejde, men det endte som småjusteringer, og hvis sådan noget skal lykkes, skal alle være enige om det. Så kræver det først og fremmest, at man har en vilje til at sige, at nu skal der ske noget, og den vilje var der ikke, da det kom til stykket, erindrer han.
Vilje var der dog heller ikke til helt at nedlægge Nordisk Råd, selvom det ikke skortede på opfordringer, og selvom det hurtigt stod klart, at det nordiske samarbejde mistede betydning. I stedet indtog Nordisk Råd en rolle i den offentlige debat som yndet mål for kritiske læserbreve og lederartikler, og øgenavne som den nordiske papirtiger, Nordisk Rod og b-politikernes diskussionsklub prægede retorikken i de følgende år.
De øgenavne høres sjældent i dag, og selvom det er svært at fastslå, præcis hvornår retorikken begyndte at ændre sig, peger eksperterne især på tre tiltag, som har skabt fornyet interesse om det nordiske samarbejde:
For det første statsministrenes såkaldte globaliseringsinitiativ fra 2007, som satte fokus på globaliseringens udfordringer for Norden. Initiativet, der blev sat i søen af den ellers temmelig Nordisk Råd-skeptiske Anders Fogh Rasmussen, blev kritiseret for at være fattigt på indhold, men skabte tiltrængt positiv opmærksomhed om det nordiske samarbejde.
For det andet den tidligere nævnte Stoltenberg-rapport fra 2009, som lagde op til samarbejde mellem de nordiske lande på en række områder inden for forsvars- og udenrigspolitikken, ikke mindst for at spare penge. Det samarbejde har ført til, at de nordiske lande i dag reelt samarbejder om fælles forsvar trods de forskellige tilhørsforhold til EU og Nato og trods det faktum, at forsvars- og sikkerhedspolitik var tabu i Nordisk Råd frem til Murens fald, primært på grund af Finlands naboskab med Sovjetunionen.
Og for det tredje den svenske historiker Gunnar Wetterbergs kontroversielle forslag i 2010 om at skabe en nordisk forbundsstat inden 2030. En vision, der skulle give de nordiske lande en række afgørende fordele i den globale konkurrence i kraft af 25 millioner indbyggere, verdens 10.- eller 11.-største økonomi og fast plads i G20-kredsen. Wetterbergs idéer fik i en opinionsundersøgelse opbakning fra hele 42 procent af den nordiske befolkning, men de nordiske statsministre afviste tankerne.
Ud over de tre initiativer peger eksperterne på en række ydre og indre omstændigheder omkring Norden, der bidrager til både et øget behov og nye potentialer for nordisk samarbejde i disse år. De væsentligste af dem er EUs udvidelser i 2004 og 2007 til nu 27 lande, som har forstærket betydningen af regionale alliancer inden for unionen, isafsmeltningen i Arktis, der skaber presserende behov for samarbejde om de arktiske udfordringer, samt et igangværende reformarbejde internt i de nordiske institutioner, som skal gøre samarbejdet mere dynamisk og effektivt.
Men her og nu er det især den økonomiske krise og EUs krise, som fordrer nye, positive toner om det nordiske samarbejde, vurderer Thorsten Borring Olesen, Norden-ekspert og professor i historie ved Aarhus Universitet.
Retorikken om Norden har ændret sig, fordi den europæiske ramme har ændret sig. Hvor den dominerende diskurs omkring Europa i 1990erne var optimismen om, at EU skulle være rammen for det nye udvidede Europa, broen mellem øst og vest og nøglen til at løse konflikter som den jugoslaviske borgerkrig, har det jo efter finanskrisens gennemslag været en noget anden diskurs, der har sat sig igennem, forklarer professoren.
Vi er blevet vidne til alle de her konflikter om, hvordan EU håndterer krisen, og hvordan man håndterer Sydeuropa. EU er i dele af Europa blevet et fyord, hvor det ellers altid har været et plusord. Alt sammen har det bidraget til, at tanker om at styrke det nordiske samarbejde er dukket op igen. Altså, at det kan være godt i en usikker tid at ruste sig i fællesskab på nordisk basis, siger Thorsten Borring Olesen.
Endnu er det dog småt med konkrete politiske initiativer fra de nordiske regeringer, der peger i retning af mere nordisk samarbejde, påpeger professoren. Bortset fra Stoltenberg-rapporten og det nye forsvarssamarbejde er det ikke voldsomt ambitiøst, det vi har set indtil nu.
Tværtimod blev de nordiske samarbejdsministre så sent som i sidste uge enige om at beskære Nordisk Ministerråds budget med 10 procent de kommende år. En besparelse, den danske regering var den drivende kraft bag trods klare løfter i regeringsgrundlaget om at opprioritere det nordiske samarbejde.
Den danske minister for nordisk samarbejde, Manu Sareen (R), afviser dog, at man har droppet planerne om at opprioritere det nordiske, men han mener, at det nordiske samarbejde har behov for et serviceeftersyn.
Det trænger til, at vi kigger det efter i sømmene. Jeg har en kærlighed til det nordiske, og jeg ser potentialer, som vi sagtens kan og bør slippe løs. Vi er oppe imod 1,4 milliarder mennesker i Kina. Det er, når vi puljer vores kræfter, vores penge, vores befolkninger og vores hjerner, at vi virkelig kan stå imod de ting, der sker rundt om på kloden, siger Manu Sareen.
I nordiske kredse venter de nu bare på handling bag ordene.