Ud af myten og ind i historien

Det klæder i den grad Hans Hertels store bog om Poul Henningsen, at forfatteren ikke går arm i arm med sit emne som to kulturradikale våbenbrødre, der rigtig gungrer og skræmmer alle reaktionære mørkemænd ned i deres huller

Bogen er nem at læse, for Hans Hertel skriver simpelthen bare notorisk ukrukket, veloplagt og lige ud ad landevejen om PH.
Bogen er nem at læse, for Hans Hertel skriver simpelthen bare notorisk ukrukket, veloplagt og lige ud ad landevejen om PH. Foto: .

Når litteraturprofessor emeritus Hans Hertel har beskæftiget sig med Poul Henningsen igennem 40 år, er det måske ikke så sært, at han kan skrive den definitive biografi, forstået på den måde, at han har vendt hver arkivstump og læst hver eneste nok så lille avistekst, der er skrevet af PH og om PH. Og at det enorme materiale ikke blot virker gennemarbejdet, men i allerhøjeste grad kritisk fordøjet.

LÆS OGSÅ: En åkande på vandet

Det er allerede meget at få foræret som læser og offentlighed. Men det virkeligt forbløffende er, at stoffet i PH en biografi samtidig træder frem med en friskhed, som om Hertel er faldet over stoffet i forgårs og har kastet sig over det med den sene passions glæde og enorme appetit. Ville det have været så sært, hvis en vis rutine og metaltræthed havde sneget sig ind efter 40 år? Nej, men sådan er det bare ikke.

Hertel har truffet en serie gode valg i sin . Han undgår bevidst at skrive om privatmennesket PH og privatlivet. Derved undgår han alt det psyko-fnidder, der let sniger sig ind, hvor den biograferede ofte vil fremtræde som enten overmenneskelig i en beundrende idealisering eller omvendt skal afsløres og skoses for den smålighed og trivialitet, han deler med mennesker, som vi er flest.

Og formidleren Hertel er selvfølgelig i sit es. Billedmaterialet er helt overvældende, og der er så mange citater af og om PH, at man kan tage bad i dem. Som i en moderne avis er der mange indgange for læseren hele tiden. På den måde er det en rigtig sofabords, som kan nydes i små doser gennem de lange vinteraftener.

Bogen er nem at læse. Hertel har ikke prøvet at lefle for læseren gennem dramatiserende greb eller en særlig, fortællende krønike-tone. Han skriver simpelthen bare notorisk ukrukket, veloplagt og lige ud ad landevejen.

Endelig har han inddelt en i længdesnit, der følger PHs forskellige aktiviteter. Et kapitel til arkitektur og design, et andet til revyen, et tredje til danmarksfilmen og så fremdeles. PH lavede jo så mange forskellige ting, at en kronologisk gennemgang hurtigt kunne blive en meget kaotisk affære.

Det allermest velgørende ved en er dog selve dens indholdsmæssige grundanliggende: at frigøre PH fra alle de store og små myter, der omgiver ham. Man føler det, som om PH endelig får lov til at indtage sin naturlige plads i historien, renset og restaureret.

Og det skyldes blandt andet, at Hertel ikke er ukritisk over for sit emne. Snarere tværtimod. PH får alle de tæsk og al den kritik, der kan ligge på ham. Det klæder i den grad en, at Hertel og PH ikke går arm i arm som to kulturradikale våbenbrødre, og sikke de gungrer og skræmmer alle mørkemænd ned i deres huller. Hertel er især ude med riven efter den primitivisme og vitalisme, der præger PHs skriverier i 1930erne, og efter den kulturpessimisme og det had til pop, der præger hans sidste tid i 1960erne, hvor han virkelig var blevet en sur (og syg) gammel mand. For PH havde selvfølgelig som alle andre sine historiske, menneskelige og intellektuelle begrænsninger.

Jeg fornemmer mellem linjerne, at Hertel har diskuteret PH med yngre kolleger fra forskellige generationer og fået en øget forståelse af, hvorfor nogle af hans positioner kan virke naive, bedagede og uigennemtænkte, når man ikke lige står med Klaus Rifbjerg eller andre af de nærmeste fans og klapper ad koryfæet.

Fordi kritikken får lov lufte ud i mausolæet, står fortjenesterne så meget desto klarere frem, ikke blot i hans kendte indsatser, men også i den stædige og kompromisløse front mod kommunisterne, hvor PH var langt tidligere ude end andre kulturradikale, og i debatten om retsopgøret efter krigen, hvor han på linje med Løgstrup og Hal Koch talte imod revanchismen og hævntørsten.

Hertels tese er, at PH simpelthen får udvidet sin intellektuelle horisont i det internationale eksilmiljø i Sverige efter flugten over sundet i 1943. Og det er dette ekstra gear, han kører i efter hjemkomsten. Det virker meget plausibelt, ikke mindst fordi problemet i den danske kulturradikalisme ofte har været en vis provinsialisme: holdninger, der ret beset er temmelig vilkårlige og har svært ved at tåle at blive flyttet ud af et givet miljøs mekanismer af gensidig bekræftelse. Hos PH gør det sig også gældende i en provinsialisme i tid, hvor kulturarven og religionen nærmest smides på historiens mødding. Hertel finsliber ikke pointen, måske fordi den ville lyde for tidehvervsk, men han antyder, at PH pga. blindhed over for religion ophøjer først primitivismen, senere avantgardekunsten, til religionserstatninger.

Hans Hertel er ikke bare forsker og formidler, han er også et temperamentsfuldt holdningsmenneske, og min største frygt inden læsningen var, at der ville gå kulturkamp i både forskningen og formidlingen, så Hertel hele tiden skulle stoppe op for at dele øretæver ud til Søren Krarup og Pia Kjærsgaard.

Men Hertel holder sig i skindet; derfor vil det også være muligt at læse en om 10 år, 20 år og videre frem, og sandt at sige er der jo rigeligt med polemisk gods i det, der refereres fra PHs eget liv. Jeg synes, Hertel skulle have taget skridtet fuldt ud og udeladt det sidste halve kapitel om receptionen af PH efter hans død og diskussionen om PH i forbindelse med 00ernes kulturkamp og Muhammed-krisen. Eller have gemt det til den debat-antologi, han også har udsendt, og som vil blive anmeldt senere her i avisen.

Det er og bliver helt spekulativt og forkrampet at diskutere, hvad PH nok ville have ment om Muhammed-tegningerne, da ikke mindst når man lige har fået illustreret, hvor ekstrem og selvmodsigende, han (også) kunne være.

PH var skuffet og bitter i sine sidste år. Det var, som om årtiers polemik og skældud begyndte at gøre sin virkning. Var det lidt synd for PH? Nej, når man provokerer, revser, udæsker og blander sig i alt i den offentlige debat gennem et helt liv, vil man selvfølgelig vække en masse modstand og irritation. Den, der sår vind, høster storm. Og PH såede snarere orkan.

Men man kan få den tanke, at det var synd for mennesket og håndværkeren Poul Henningsen, at han investerede sig så meget i debatten. Kan man være professionel rigsrevser gennem et helt liv uden at kamme over, forvilde sig ind i selvmodsigelser eller ryge ud ad diverse tangenter? Det kan man selvfølgelig ikke. Hertel mener, at PH som autodidakt og praktiker kunne mangle historisk sans og historisk bevidsthed og derfor nogle gange snublede i sine egne kortsigtede polemiske dagsordener.

Det kan også være, at han skrev for meget og for længe. Som om debatten blev et fix for ham. Som om han, alle sine talenter til trods, savnede et rum, han kunne søge ind i og så lige lade samfundet klare sig selv et stykke tid. Måske fik han alligevel sat for få drager op.