Nye rustvogne skal fragte fire døde ad gangen

Når et nyt storkrematorium til foråret står færdig i Ringsted, skal specialbyggede rustvogne transportere fire døde ad gangen til kremering

storkrematoriets styregruppe har planer om at bestille tre særlige Mercedes-rustvogne med plads til fire kister og med små reoler til flere urner.
Storkrematoriets styregruppe har planer om at bestille tre særlige Mercedes-rustvogne med plads til fire kister og med små reoler til flere urner. . Foto: colourbox.com.

Til foråret vil rustvogne med plads til fire kister rulle rundt på de sjællandske landeveje.

For til den tid vil et nyt storkrematorium være opført i udkanten af Ringsted, hvor op mod 8000 lig årligt skal brændes. Fælleskrematoriet Sjælland og Lolland-Falster, som tegnes af Henning Larsen Arkitekter, skal afløse de nuværende krematorier i Slagelse, Holbæk, Roskilde, Helsingør, Køge, Næstved, Nykøbing Falster og Nakskov på grund af økonomiske og miljømæssige fordele.

LÆS OGSÅ: Krematoriestordrift. Uværdig omgang med lig

Og for at lokale bedemænd ikke skal bruge tid og penge på at fragte lig til storkrematoriet der er eksempelvis 132 kilometer fra Nakskov til Ringsted har storkrematoriets styregruppe planer om at bestille tre særlige Mercedes-rustvogne med plads til fire kister og med små reoler til flere urner. Transporten af kister har været diskuteret grundigt, fortæller Torben Hjul Andersen, provst og formand for storkrematoriets styregruppe.

Vi har lagt meget vægt på, at transporten skal foregå værdigt og har udarbejdet etiske retningslinjer for transporten. Det bliver pæne, neutrale biler med særlig affjedring, så kisterne står stille hele vejen, kistepynten bliver på kisterne, og chaufførerne bliver nobelt klædt.

Proceduren hos storkrematoriet bliver stringent: Kølerummene bevares ved de nuværende krematorier, som lukker, så når den borgerlige eller kirkelige handling er overstået, kører en lokal bedemand kisten til kølerummet. Her afhenter en af storkrematoriets særlige vogne den og fragter den til Ringsted.

Kisten bliver sat ind og hævet lidt op, så der er plads til endnu en kiste nedenunder. Med fire kister er det stadig en normal størrelse bil, som ikke vækker opsigt, og som kan køre direkte uden pause. Vognene vil aldrig komme til at holde og vente på en parkeringsplads, siger Torben Hjul Andersen.

Med sidstnævnte sætning refererer han til, at Kristeligt Dagblad i torsdags fortalte, hvordan en ligtransport med 12 afdøde var stjålet i Tyskland.

De 12 lig var opbevaret i en kassevogn, som holdt parkeret på en firmagrund sammen med to andre vogne med almindelige varer. Begrundelsen for at fragte 12 lig sammen var, at de såkaldte billig-bisættelser har haft en voldsom popularitetsvækst i Tyskland. Torben Hjul Andersen garanterer, at fire afdøde er det maksimale antal, som krematoriet vil transportere.

Det er slet ikke værdigt, at man lader en bil med lig holde på en parkeringsplads. Selvfølgelig skal afdøde behandles med den respekt, der kræves.

Det kommende storkrematorium er det første af sin slags i Danmark, og der er ikke umiddelbart planer om flere. Grundlaget for stordriften blev lagt i sommeren 2010, hvor menighedsråd og kommuner, som ejer krematorier, ved lov fik mulighed for at samarbejde om krematoriedrift.