Årets julemærke sætter fokus på børnene

Børn, der græder, smiler, piller næse eller rækker tunge, er motivet på julemærket 2012. De 50 tegninger af julemærkebørn markerer 100-året for det første julemærkehjem i Danmark

Kronprinsesse Mary og kunstneren bag mærket, Carl Quist Møller, præsenterede årets julemærke i går på Københavns Rådhus. –
Kronprinsesse Mary og kunstneren bag mærket, Carl Quist Møller, præsenterede årets julemærke i går på Københavns Rådhus. –. Foto: Keld Navntoft.

Selvsikre børnestemmer fyldte festsalen på Københavns Rådhus i går, da årets julemærke blev lanceret af Julemærkefonden og kronprinsesse Mary.

Her holdt tidligere julemærkebørn nemlig tale og sang om, hvordan det er at være på julemærkehjem. Hjælpen starter med et mærke, lød det i sangen Ansigt, som er inspireret af årets julemærke, hvor 50 julemærkebørn er afbildet.

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mary afslører årets julemærke

Kunstneren bag er 48-årige Carl Quist-Møller. Han kan blandt andet kalde sig forfatter, illustrator og animator, og så er han designeren bag tegneserien Jungledyret Hugo og kendt af mange børn som Løgnhalsen fra børnekanalen Ramasjang. Det sidste år har han brugt på at rejse rundt til de fire julemærkehjem for at tale med børnene.

Det har været vigtigt for mig at tegne børnene, som de er i dag frække, fjollede og søde. På den måde er det blevet 50 ærlige illustrationer af børnene, og ved at placere de her moderne børn i midten af en frimærkeklassiker, ellipsen, så illustrerer det meget godt spændet mellem 1912 og 2012. Mange vil mene, at det her julemærke adskiller sig fra det typiske julemærke, men derfor håber jeg også, vi får fat i en ny generation, hvor det at købe et julemærke ikke er en tradition, siger Carl Quist-Møller.

En af de børn, der pryder julemærket, er 13-årige Oliver Carn. I april i år stoppede han på julemærkehjemmet, og samtidig med, at han tabte sig 9,1 kilo, vandt han en masse selvtillid.

Julemærkehjemmet har givet mig en ny chance, og derfor vil jeg gerne give dem noget tilbage ved at blive portrætteret på julemærket. Jeg har fået meget mere selvtillid og en masse nye venner, efter at jeg begyndte på julemærkehjemmet.

Over 70.000 børn har siden julemærkets fødsel for 100 år siden fået et ophold på et julemærkehjem, og hvert år er der cirka 700 børn, der får en plads. Men i år er der historisk lang ventetid, og børn må vente i op til 16 måneder på at få hjælp. Derfor håber Julemærkefonden, at der bliver sendt en masse julepost udsmykket med de smukke julemærkebørn.