Det var søndag morgen, og i toget fra Esbjerg sad to venner med tømmermænd. Den ene Jan Degner var dengang direktør for det store pladeselskab Sony, og den anden Jakob Kvist var en fremtrædende journalist på Berlingske Tidende og forfatter til en række bestsellerbiografier.
Sammen havde de været til rocksangeren Johnny Madsens alt andet end appelsinfri 50-års-fødselsdag på Fanø, og da salgsvognen kom igennem toget, fik de begge lyst til at dulme tømmermændene med en omgang ristede pølser med brød.
LÆS OGSÅ: Forlag nærmer sig avisstatus
Det eneste, de havde, var kogte pølser, og det kunne vi ikke arbejde med. Så det fik os til at prøve at organisere os frem til de ristede pølser på egen hånd, fortæller Jakob Kvist og forklarer, hvordan de to venner gjorde en sport ud af at ringe rundt til forskellige mennesker ved hjælp af nummeroplysningen, klassiske impressariokneb og almindelig journalistisk researchteknik. Missionen lykkedes.
Da toget ankom til Fredericia Station, stod der en fremmed person klar med deres drømmemedicin mod tømmermænd i form af to portioner dampende varme ristede pølser med brød, ketchup og sennep.
Den oplevelse gav os modet til at starte vores egen virksomhed. Når vi ud af det blå kunne orkestrere ristede pølser på Fredericia Station en søndag morgen, kunne vi sikkert også klare meget andet sammen, siger Jakob Kvist og lader et lille smil vokse i mundvigen.
Jakob Kvist fortæller sin historie omkring et stort, rundt konferencebord i Artpeoples moderne mediehus midt i København. I sidste måned kunne firmaet fejre 10-års-jubilæum.
Også den mission er lykkedes. For vi er her endnu, som han siger.
Ud over forlaget PeoplesPress og børneforlaget PeoplesPress Junior styrer Artpeople også en del af Radio 24syv, et pladeselskab og en kulturformidlingsvirksomhed. Og det er faktisk kun radiostationen, der er kommet til, siden de to ihærdige pølsespisere stiftede selskabet for 10 år siden.
Vi var begge i en livsfase dengang, hvor der gerne måtte ske noget nyt. Hver for sig ledte vi efter udgangen i vores job. For mit eget vedkommende kunne jeg mærke, at forholdene for avisjournalister havde ændret sig, så man skulle skrive kortere og kortere på kortere tid. Jeg foretrak at gå en anden vej, og jeg havde længe haft en idé om, at man kunne overføre journalistikken til bogmediet i langt højere grad. Samtidig kendte jeg både bogbranchen og pladebranchen i forvejen, og Jan Degner og jeg blev stadig mere overbeviste om, at de to brancher med fordel kunne lære af hinanden og befrugte hinanden.
Sådan opstod idéen altså til at stifte et forlag, et pladeselskab og et kulturformidlingsbureau på én gang.
Pladebranchen var god til at markedsføre sine ting, men manglede noget af den soliditet og vedholdenhed, som man kunne finde i bogbranchen. Og det fik os til at forsøge at forene det bedste fra de to brancher i vores firma.
Artpeople fik en god start og ramte bogbranchen som en uventet bombe med et slogan om, at bøger ikke skulle være nogen hemmelighed. Med til sloganet fulgte også nye markedsføringsmetoder. Og det skabte for eksempel forargelse, da PeoplesPress lancerede Benn Q. Holms roman Album med forfatteren på forsiden og senere kørte en sportsvogn fuld af bøger ind på bogmessen. Men bestsellerlisterne vidnede om, at det virkede. Og det må have været en personlig fryd for Jakob Kvist at se sin egen Møllehave-biografi ligge nummer ét på den ene bestsellerliste og forlagets nye bog af Tor Nørretranders ligge nummer ét på bestsellerlisten for faglitteratur på samme tid.
Vi havde pladebranchens selvfølgelige tilgang til at markedsføre ting med os. Når man udgiver noget, skal man råbe så højt, man overhovedet kan. Det var man ikke vant til i bogbranchen på den måde, og derudover kom jeg selv med en journalistisk idé om, at ting godt kunne laves hurtigt, siger Jakob Kvist om selskabets entré på det danske bogmarked.
Siden er det også gået stærkt. PeoplesPress tiltrak flere og flere bestsellerforfattere inden for stort set alle genrer. To gange på de 10 år har forlagets romanforfattere oven i købet vundet en debutantpris. Og i årenes løb har PeoplesPress udgivet alt fra Dostojevskijs samlede værker til en eksrockers fortælling i en af dette års bestsellere: Kronvidnet.
Mest skandale skabte det dog, da forlaget udløste den såkaldte jægerbogssag, da en tidligere jægersoldat stod frem i en af forlagets bøger og fortalte sin historie til stor irritation for forsvaret, der forgæves forsøgte at få bogen stoppet.
Det blev ikke bedre for forsvaret, da Politiken endte med at trykke bogen som særtillæg, og en politisk skandale fulgte i kølvandet med en falsk oversættelse af bogen til arabisk. Men inden det kom så vidt, forsøgte forsvaret allerede tidligt i forløbet at overtale Jakob Kvist til at droppe projektet:
En dag troppede der to topchefer fra forsvaret op på forlaget og sagde, at vi ikke måtte trykke bogen. Hvis jeg havde læst dansk på universitetet, havde jeg muligvis bare sagt o.k., når I siger det. Men nu var det altså journalistik, jeg havde gået til, og derfor sagde vi: Det skal I ikke bestemme, medmindre I kan fortælle os præcis hvorfor. Og det kunne de jo ikke, siger Jakob Kvist og tilføjer:
Pressefriheden ligger dybt i mig. Og jeg føler heller ikke, at jeg har forladt journalistikken, selvom jeg ikke længere arbejder på en avis. Her på stedet opfatter vi os også som publicister. Og det betyder blandt andet, at alle har ret til en stemme, og at alle har ret til at blive hørt, også selvom det er ubekvemt for magthaverne.
Idéen om, at alle bør høres i den demokratiske debat, har Jakob Kvist med hjemmefra:
Min far var præst i Varde. Og han var præst for hele Varde. For høj og lav. Han var absolut ikke noget snobbet menneske. Han gik ind og ud af alle hjem fra stålværksarbejdere til fine fruer, og han dømte ikke nogen af dem på deres status i lokalsamfundet. Han så dem alle sammen som individer, siger Jakob Kvist og læner sig frem i stolen, idet han tilføjer:
Og spørgsmålet skal jo komme her i Kristeligt Dagblad, men ja, det er en del af det kristne dna, jeg er vokset op med. At ethvert menneske ubetinget er lige vigtigt i Vorherres øjne og derfor også bør være det i vores. Det passede på min fars arbejde som præst, men det passer også i journalistik og i det, jeg laver nu.
For mig er publicisme også, at man har alle antennerne ude og hverken lader sig styre af fordomme, angst eller såkaldt god smag. Alle sådan nogle filtre er vi gerne fri for her på stedet, siger han.
Den indstilling blev forstærket, da Jakob Kvist var journalistpraktikant på Det Fri Aktuelt, hvor en meget dygtig, meget idealistisk og meget ung redaktionschef Rolf Geckler lærte ham, at hvis man svigtede journalistfaget, svigtede man mange flere end sig selv.
Han blev mit forbillede, fordi han aldrig selv svigtede sine idealer. Desværre døde han allerede som 34-årig af kræft, men han var den bedste chefredaktør, som Danmark aldrig fik. Han fik allerede kræft som helt ung, og da han afleverede sin 13-tals-hovedopgave på Journalisthøjskolen, sad han samtidig og brækkede sig i en spand, fordi han var i kemoterapi. Men alle kunne se, at han var et lysende talent, siger Jakob Kvist og tier et øjeblik, inden han tilføjer:
Uden at det skal lyde for patetisk, spørger jeg ofte mig selv om, hvad han ville gøre i svære journalistiske situationer. Og jeg var for eksempel ret sikker på, at han også havde vist de officerer døren.
Rolf Gecklers eksempel er på den måde blevet Jakob Kvists eget journalistiske kompas.
Han lod sig aldrig styre af angst for magthavere, ligesom han omvendt ikke var bange for at lytte og vende på en tallerken, hvis man overbeviste ham om, at han tog fejl. Når han skrev en leder i avisen, kunne han for eksempel finde på at sige: Det er i grunden for dårligt, at paven ikke må prædike i Danmark. Så kunne jeg eller en anden sige Neej, Rolf. Og så endte han med at bruge vores argumentation i en leder, der argumenterede for, at paven selvfølgelig ikke skulle prædike i Danmark.
Hvorfor blev du selv journalist?
Måske mest af alt fordi jeg så nødig ville vælge noget fra. Jeg ville både beskæftige mig med rock and roll, teologi, økonomi, politik og fodbold. Jeg ville være generalist. Og det har jeg holdt fast i siden. Jeg har for eksempel aldrig haft lyst til at sidde i Folketinget i 30 graders varme, når alle politikere har ferie, og der er VM i fodbold. Og omvendt brændte jeg heller ikke for at sidde på et iskoldt stadion i Herfølge, når der var folketingsvalg. Jeg ville være der, hvor tingene skete. Det var en enorm drivkraft. Og sådan har jeg det nok også som forlægger. Jeg rynker ikke på næsen, når der er en eksrocker, der kommer med sin historie. Jeg vil have lov til at interessere mig for alt og alle. Og jeg synes også, at det er meget sjovere at udgive en bred palet af mangfoldighed.
Hvordan mener du, at du har påvirket bogbranchen?
Jeg har måske været med til at pege på slægtskabet mellem journalistik og bøger. Da vi kom til, snakkede man stadigvæk højtideligt om booogen med et stort, langt o, som om det medium i sig selv var bærer af en eller anden ophøjet uforgængelighed. Men for mig var bogen netop bare et medium. Og jeg gik ind i bogbranchen med en holdning om, at en bog på samme måde som en avis sagtens kunne gøre gavn, selvom den var forældet et halvt år efter, og det mener jeg stadigvæk, siger Jakob Kvist med en generals faste stemme.
Det er ikke nutiden, der skal afgøre, hvad der skal blive til klassikere. Eftertiden må afgøre, hvad der bliver stående. Det skal man ikke reflektere alt for dybt over. Man skal sådan set bare passe sit arbejde. Bogen er en mulighed og et medium, der også konstant er i udvikling, siger Jakob Kvist, der dog hverken har mistet sin hang til ristede pølser eller papirbøger, siden han blev forlægger:
Der er ingen tvivl om, at e-bogen er på vej, men jeg tror nu, at papirbogen vil overleve i mange år frem. Og jeg foretrækker også selv at læse papirbøger ligesom mange andre på min alder. Men omvendt behøver man bare at se på musikbranchen for at se, hvor hurtigt det kan gå. For musikbranchen er allerede i fuld gang med at genopfinde sig selv ud fra et digitalt udgangspunkt. Og jeg er sikker på, at vi kommer til at se noget af det samme ske for bogbranchen med tiden.