Præsternes Napoleon

DR-journalist og præst Mogens Hansen fylder 70 år i dag men det fejres ikke før i 2013 sammen med hustruens 70-årsdag og guldbrylluppet

Præst, journalist og pensionist Mogens Hansen fylder 70 år i dag. Han har stadig omkring to gudstjenester om måneden som vikar. –
Præst, journalist og pensionist Mogens Hansen fylder 70 år i dag. Han har stadig omkring to gudstjenester om måneden som vikar. –. Foto: Ditte Valente.

Da Mogens Hansens far, der var generalsekretær i Blå Kors, for mange år siden blev inviteret på spise- og dansestedet Wivex af noget familie, benyttede han en pause i musikken til selv at stemme i: Alle gode gaver, de kommer oven ned, lød det fra Peter Hansen, som mente, at bordbønnen var blevet forsømt ved måltidet.

Præst og journalist Mogens Hansen, der fylder 70 år i dag, er ikke faldet langt fra stammen, hvad temperamentet angår.

LÆS OGSÅ: Fra børne-tv og komik til filminstruktør

For Mogens Hansen, der blev født i Skjern på et plejehjem har musikken og teologien haft næsten lige meget plads. Efter flytningen til København, 2. baggård på Blågårds Plads, kom han på det nuværende Sankt Annæ Gymnasium, og han sang også i Københavns Drengekor.

Mogens Hansen er en habil pianist. Det får venner og venners venner glæde af, når han cirka hver anden måned lejer et natværtshus på Frederiksberg. Han spiller, og vennerne kommer med begrundede valg for, hvilken sang fra Højskolesangbogen der nu skal synges. Skribenten har lovet ikke at røbe navnet på værtshuset, da trængslen så bliver for stor. I forvejen ankommer omkring 80 mennesker hver gang.

Lige efter gymnasieuddannelsen begyndte Mogens Hansen på teologien, og efter endt uddannelse blev han præst i Filipskirken på Amager. Seks år senere begyndte han på Danmarks Radio, og det er herfra mange, mange lyttere stadig ville genkende hans stemme. Mogens Hansen producerede over en årrække de kirkelige udsendelser. Et af hans børn er Ved dagens begyndelse.

Han passede godt til tiden, siger en kollega fra den tid.

Mogens havde social bevidsthed, han var debatlysten og venstreorienteret og en del af ungdomsoprøret. Og han blev accepteret, selvom han var lidt from, fordi han havde de rigtige holdninger.

Og udsendelsesmæssigt fik han lov at give af sig selv og gøre stort set, som han ville.

Blandt andet besøgte han paven, hvor der blev taget et billede. Her skrev en anden kollega: Det er paven til venstre på billedet. Uden selvfølelse var Mogens ikke.

Da programledelsen ville fjerne Ved dagens begyndelse, kaldte han det barnemord. Programmet blev dog genoptaget efter et par års pause.

Han var også idémanden bag og ansvarlig for Søndag morgen om os selv og det vi tror på. Det blev det dengang mest aflyttede program på P1. For sine programmer har han fået både den kollegiale P1-pris på 50.000 kroner og Egholt-prisen på 100.000 kroner.

Omdannelse af DR fra anarki til moderne ledelse var ikke Mogens Hansens kop te. Han havde, siger flere, svært ved at samarbejde med yngre medarbejdere, der efter hans mening ikke forstod, hvor programmet skulle hen.

Han er utrolig idérig. En slags præsternes Napoleon, hvor man, bedst som man tror, han står i Paris, så opdager man ham foran Moskvas porte.

DR og Mogens Hansen blev skilt. Og for to år siden gik han ret mod kirkestrømmen og kaldte det i en kronik gammeldags og unødvendigt med landsdækkende mediegudstjenester.

I 1997 blev han præst ved Vor Frelser Kirke på Christianshavn.

Han var en isbryder i den danske folkekirke, en mageløs prædikant. Her er ingen leflen for den inkluderende måde at prædike på, og hvad der synes florlet, er en fin evne til at indføre kirkegængerne i svære overvejelser, der kan bruges, hvis der er behov, hedder det fra en kollega.

Men han er også både krakilsk, egenrådig, stridbar og meget, meget følsom, hedder det fra en anden kollega.

Vor Frelser Kirke blev meldt til Arbejdstilsynet på grund af det psykiske arbejdsmiljø og fik voldsom kritik for det. Af den afsluttende rapport fremgik det, at arbejdsmiljøet var bedret betragteligt, efter at tre medarbejdere havde forladt arbejdspladsen. Den ene var Mogens Hansen.

Den sag var meget vanskelig, og få kan gennemskue den. Arbejdsmiljøet i Vor Frelser dengang trænger til en videnskabelig gennemgang, mener Mogens Hansen selv.

Ikke mindst Tidehvervs indblanding i sagen om fyringen af en kvindelig sognepræst.

Efter pensioneringen fik Mogens Hansen en blodprop. Det resulterede i en af de sjældnere recepter: Lægen ordinerede ham en hund.

Det må være en læge, der kender ham meget godt. Han var aldrig kommet ud ad døren, hvis den hund ikke var kommet inden for den, siger en ven.

Festen fejres ikke i dag. Den er udskudt til foråret, hvor også hustruen fylder 70 år, og hvor de begge kan fejre guldbryllup. Parret har tre voksne børn og seks børnebørn.