I det seneste århundrede er døden blevet stadig mere usynlig. Danskernes død er flyttet fra sygesengen i soveværelset derhjemme til et klinisk miljø på sygestuerne. Døden er forsvundet fra hverdagslivet. De pårørende gør ikke selv den døde i stand længere, og traditionen med at mindes den døde inden begravelsen ved en åben kiste derhjemme er blevet et særsyn. Tidligere generationer havde et tættere forhold til døden, og bevæger vi os uden for en protestantisk kultur, har de levende ofte haft en endnu større fortrolighed og nærhed med døden og de døde.
LÆS OGSÅ: Danskerne skal have bedre muligheder for at dø hjemme
Men i de senere år er der sket noget. Der skrives flere bøger om døden. Hospicebevægelsen har trukket døden ud af den medicinske anonymitet på hospitalerne. Et markant flertal af danskerne siger i meningsmålinger, at de helst vil dø hjemme, og der gøres nu, som beskrevet i dagens avis, fremskridt for, at det kan ske. I kirken er fejringen af allehelgen blevet en af årets store gudstjenestedage. Det er den dag i kirkeåret, hvor man mindes sine døde og alle dem, der er gået forud. Den fejres i de fleste kirkesamfund på den første søndag efter allehelgensdag 1. november. Det sker mange steder med oplæsning af navnene på de mennesker i sognet, der er døde i årets løb.
Stadig flere danskere finder det meningsfuldt at konfrontere sig med døden og ikke gemme den væk. Den udvikling må hilses velkommen. Døden er et eksistensvilkår, og ved at leve med en stærkere bevidsthed om, at livet har en afslutning, kan man møde livet med større taknemmelighed. At se døden i øjnene kan give livet mening. Det er ikke mindst vigtigt i en kultur, hvor spise- og helseråd kan skabe det indtryk, at man selv er herre over sit helbred. Det skaber, måske ubevidst, den forestilling, at man kan holde døden på afstand ved en ihærdig indsats i supermarkedernes økologiske afdelinger og på fitnesscentrenes løbebånd.
I onsdags samlede mange af landets børn ind til halloween, der oprindeligt hed All Hallows Eve alle helgeners aften og var markeringen af aftenen før allehelgensdag. I sin moderne amerikanske form blandes her kristen tro med gammel dødekult og forestillingen om genfærd og spøgelser. Lysende græskarhoveder og børnenes larm skal foregive at holde spøgelserne væk. Den dødsopfattelse har intet med kristendom at gøre. Døde går ikke igen, og døden kan ikke jages væk.
Kirken forkynder et sobert og ikkeromantisk syn på døden. Vi skal alle dø, men livet er i kristelig forstand i Guds hænder. Det er kun godt, hvis flere får øjnene op for det og for, at deres egen dødelighed ikke skal fortrænges, men giver livet mening. bjer