Fem minutter over dommedag

Hvad end man mener om Lars Muhl som romanforfatter, må man erkende, at han udviser en aldrig vaklende troskab mod sig selv og sin egen opfattelse af virkeligheden

”Om man kan engagere sig i romanen, har i høj grad noget at gøre med, hvordan man forholder sig til de visioner, som Lars Muhl (billedet) slipper løs,” skriver Claus Grymer i anmeldelsen af Muhls roman. –
”Om man kan engagere sig i romanen, har i høj grad noget at gøre med, hvordan man forholder sig til de visioner, som Lars Muhl (billedet) slipper løs,” skriver Claus Grymer i anmeldelsen af Muhls roman. –. Foto: Brian Rasmussen.

Lars Muhl er ikke til ortodoksi, hverken med hensyn til romanskriveri eller livsanskuelse. Det tema, der skal formidles, er vigtigere for ham end ubetinget overholdelse af krav fra en litterær genre. Romanforfatteren Muhl underordner sig mystikeren af samme navn. Derfor må historien fra tid til anden vige for fremlæggelsen af esoteriske, metafysiske og tantriske indsigter som kræver meget plads! Yderligere er en forsynet med et efterskrift samt seks fyldige appendikser. Det er mange ord om en ordrig roman.

LÆS OGSÅ: Den finansielle krise er et wake up call fra Gud

Muhl betegner den blandt andet som en holografisk fortælling og som sådan bestående af et utal af sammenhængende lag. Jeg skal ikke gøre mig klog på dem alle. Han synes nærmest at opfatte sig som en forfatter, der har modtaget en historie fra en instans uden for sig selv og nu giver den videre i en vis undren over, hvad han har skabt. Eller over, hvad der er blevet skabt med ham som mellemled.

Fortællingen er en drøm, men en drøm, som gentager sig selv, indtil dens budskab om forvandling efterleves, det vil sige forvandlingen fra ego til selv.

Stilen er ubesværet, enkel, uden forsøg på at være litterær. Det er en stil, der synes bestemt af at stå til tjeneste for en højere sag og derfor ikke har brug for og slet ikke vil gøre sig til. Støj på forbindelsen er uvelkommen. Intet må forstyrre udbredelsen af budskabet. Dette har da også afgørende betydning, for så vidt som det endelige mål er Europas frelse.

Det er i sidste øjeblik, ja, i grunden mere end det: Klokken er fem minutter over dommedag. Nogle af symptomerne på, at det er sent, er et foruroligende antal økonomiske kriser samt børskrak, der ser ud til at ville skubbe verdensdelen ud i det totale kaos. Denne i forvejen trøstes-løse verdensdel, der på trods af en mangfoldighed af muligheder har gjort alting livløst gråt og tomt. Dens eneste chance: at blive reddet fra sig selv. Eller sagt på en anden måde: fra den herskende åndløshed.

Om man kan engagere sig i romanen, har i høj grad noget at gøre med, hvordan man forholder sig til de visioner, som Lars Muhl slipper løs. Som en udenforstående, der ikke har mystikererfaring, må jeg indrømme, at jeg har det svært med en. Måske påtager forfatteren sig en del af skylden, når han i efterskriftet erkender, at læseren ikke får en nøjere beskrivelse af de to hovedpersoner, som derfor i højere grad bliver en slags medier end levende og nærværende mennesker.

Den ene af de to er Taxo Luma, hvis verden i første og for hende selv fremmede omgang består af et par middelklasseforældre, to middelklasse-små-søstre i et middelklasse-hus, i en middelklasse-forstad til Europas hovedstad Metropol Cent. Hun er præstedatter, men da hun begynder at søge Gud, er det ikke i kirken. Det kald til almen frelse, der leder hende, er grænsesprængende. Den anden person er forskeren Barato Beinonis, der jaget af agenter udsendt af de mørkets kræfter, der har taget magten i Europa, forsøger at finde frem til den længe ventede avatar.

Visse elementer i opbygningen er overtaget fra spændingsromanen. Men naturligvis føler Lars Muhl sig ikke forpligtet til at holde en ydre spænding ved lige.

Det hedder om fortællingen, at den er baseret på en virkelig profeti om en kommende Messias. Vi hører om en højt respekteret israelsk rabbiner, der inden sin død i 2006 i en alder af 108 år bekendtgjorde, at han i sine drømme havde været i kontakt med den af jøderne ventede Messias, der også selv jøde angiveligt vil stå frem, når Israels tidligere ministerpræsident Ariel Sharon, der har ligget i koma i syv år, erklæres for død.

At Taxo Luma er udsprunget af dyb bekymring over verdens tilstand, kan man ikke tvivle på. Imidlertid er det håbet, der står tilbage efter turen gennem de mange sider: en visionær slutning til Tonen fra Himlen.

Hvad end man mener om Lars Muhl som romanforfatter, må man erkende, at han udviser en aldrig vaklende troskab mod sig selv og sin egen opfattelse af virkeligheden. Han er en type, der kan danne menighed. Men nogle læsere vil ryste på hovedet. En mellemreaktion er mindre sandsynlig.