Flot nyoversættelse af en tysk klassiker

Thomas Manns novelle Døden i Venedig fra 1912 hører til de absolutte mesterværker i den tyske og europæiske litteraturhistorie. I sin helhed er der tale om en pragtfuld oversættelse

Thomas Mann, der her ses ved sit skrivebord, udgav ”Døden i Venedig” på tysk for præcis 100 år siden. –
Thomas Mann, der her ses ved sit skrivebord, udgav ”Døden i Venedig” på tysk for præcis 100 år siden. –. Foto: .

Litteraturens oversættelser har den besynderlige egenskab at de, i modsætning til originalerne, ældes med tiden. Sproget begynder efter en tid at lyde gammeldags, og især med klassikerne opstår der efter nogle årtier et naturligt behov for at skabe en nyoversættelse, der flytter originalteksten ind i samtiden.

Forlaget Gyldendal har taget en konsekvens af dette behov og sat et større oversættelsesprojekt i gang, hvor Thomas Manns samlede fortællinger skal nyoversættes og udgives i en samlet, således opdateret udgave. En første smagsprøve foreligger allerede nu med den berømte novelle Døden i Venedig, der udkom på tysk for første gang i 1912, altså for præcis 100 år siden.

LÆS OGSÅ: En karikatur af kristendommen i en bog fyldt med fraser

Novellen, der har foreligget på dansk i en tidligere oversættelse af Alex Garff, er en central hjørnesten ikke blot i den tyske nobelpristager Thomas Manns forfatterskab, men i hele den europæiske litteratur- og kulturhistorie. I centrum for novellen står den midaldrende forfatter Aschenbach, der midt under en stor sygdomsepidemi ankommer til den italienske by Venedig, hvor han møder den unge polske dreng Tadzio, som han hovedkulds forelsker sig stormende i.

Man har ofte søgt efter det reale forbillede for Tadzio i Thomas Manns eget liv. Og der hersker ingen tvivl om, at Manns egne homoseksuelle tilbøjeligheder afspejles i teksten. Langt mere væsentligt er imidlertid, at Aschenbachs længsel efter Tadzio i novellen forbindes med en omfattende dødslængsel, en søgen efter en anden kunstnerisk verden, der adskiller sig substantielt fra den kolde borgerlige rationalitet, som Aschenbach ligesom Thomas Mann selv ellers færdes i.

Rusen, seksualiteten, døden og kunsten stilles således over for de borgerlige dyder, pligtopfyldelser og ægteskabets faste og snærende rammer.

Forstærket af den tiltagende, dødelige sygdomsepidemi, der på dette tidspunkt hærger i Venedig, tegnes således i novellen et enestående portræt af århundredskiftets undergangsfornemmelser, dets kulturkritik og dødslængsel. Og det er netop Manns eminente beskrivelse af den udbredte undergangsstemning, der bærer en del af teksten.

I stærke vendinger og med en for Mann typisk præcision gives udtryk for en hel kulturepokes atmosfæriske tilstand: længselen efter at opgive den borgerlige rationalitet som omdrejningspunkt. Enhver oversættelse må derfor rumme ikke blot indholdet, men også fornemmelsen, atmosfæren i teksten, der er så afgørende for novellen.Og de nye oversættere, Judyta Preis og Herman Monrad, slipper mere end godt fra udfordringen.

Sammenlignet med Garffs gamle oversættelse (der i øvrigt også benyttede en anden udgave af originalteksten), fremstår teksten skarp og flydende, uden at den derfor taber det atmosfæriske mørke af syne. Især de mange rus- og fantasibeskrivelser er vellykkede.

Eksempelvis ser Aschenbach, allerede inden han tager til Venedig, i sit indre et landskab, et tropisk sumpområde under en diset, uigennemsigtig himmel, fugtigt, yppigt og uhyre stort, en slags urverdensvildnis af øer, morads og vandløb fuld af slam. Hans rejselyst og hans længsel efter en anden verden udløses der også af et regulært anfald, et sansebedrag, der udformer sig i hans indre fantasiverden. Sprogets dynamik, de lange sætninger, afspejler her indholdet: fanget mellem borgerlige pligter og indre lyster giver Aschenbach på tiltagende vis efter for døds- og ruslængslen og giver sig hen til sin indre fantasiverden, som Preis og Herman gengiver yderst overbevisende.

Dermed er ikke sagt, at Preis og Hermans oversættelse er komplet fejlfri det findes der vist ingen oversættelse, der er. Eksempelvis virker det besynderligt, at en lurende tigers øjne, som Aschenbach under sin første fantasivision synes at se lyse bag tætvoksende bambusrør, i den nye oversættelse bliver til den ganske tiger, som Aschenbach iagttager: Hvor det i originalen kun er øjne, han ser lyse i mørket, fornemmer man nu, at han faktisk ser en hel tiger med glødende øjne sidde i et bambusbuskads.

Små uoverensstemmelser som denne er ærgerlige, siden de fra starten giver et lidt unuanceret indtryk af Aschenbachs fantasiverden, som vist er endnu mere uigennemskuelig og mørkt truende, end den nye oversættelse giver indtryk af. Men samtidig hersker der ingen tvivl om, at Preis og Herman i deres oversættelse generelt rammer præcist såvel i forhold til tekstens indhold som til dens tone og stemning.

I sin helhed er der tale om en pragtfuld oversættelse, der giver lyst til mere: Og eftersom Thomas Manns grandiose kunstnernovelle fra 1912 nu foreligger på velfungerende dansk, kan vi blot glæde os til også at få præsenteret den tyske nobelpristagers øvrige noveller i en ny oversættelse. Det tegner mere end godt for de kommende udgivelser.