Når man tænker på den kolde krig og dens mange historier om borgere fra DDR, der efter bygningen af Berlinmuren i 1961 forsøgte at flygte til Vesteuropa, er det for det meste den stærkt bevogtede grænse i Berlin, man ser for sit indre øje: Det er her, verdenspressen kunne observere og ofte sågar fotografere vellykkede eller mislykkede flugtforsøg, og det her, ens vej indtil i dag overalt krydser de mange trækors, der er stillet op ved for eksempel Rigsdagen i Berlins centrum for at mindes de mennesker, der døde ved forsøget på at krydse Tysklands indre grænse, i sin tid nok den mest bevogtede grænse i hele verden.
LÆS OGSÅ: Spørge-Jørgen anno 2012
Det er i journalisten Jesper Clemmensens Flugtrute Østersøen ikke denne del af grænsen, der står i centrum for interessen. Han retter derimod, som allerede ens titel signalerer, blikket mod den usynlige mur mellem Østtyskland og Danmark, der på trods af skarp bevogtning i det mindste muliggjorde forsøget på at forlade DDR. I modsætning til den indre grænse mellem Øst- og Vesttyskland var Østersøens kyst nemlig ikke konsekvent afspærret, således at det på trods af den eksisterende bevogtning i det mindste principielt var muligt at snige sig ud mod vandet om natten for at svømme eller sejle nordpå til Danmark.
Og der var da ifølge en også næsten 6000 mennesker, der mellem 1961 og 1989 forsøgte at flygte denne vej mod Vesteuropa. Kun en mindre del af dem klarede imidlertid turen. Som Clemmensen gør opmærksom på, lykkedes det for færre end 1000 mennesker fra DDR at flygte via Østersøen resten blev enten taget til fange undervejs eller omkom under deres forsøg på at krydse det uberegnelige hav, der adskilte DDR fra Danmark.
Clemmensens består især af en samling af individuelle historier, som han har gravet frem ved hjælp af de østtyske Stasi-arkiver, der nu er tilgængelige for offentligheden, og ved hjælp af interview med involverede personer deriblandt Niels Gartig, der i mange år var udstationeret på fyrskibet Gedser Rev, der lå nogenlunde midt imellem Danmark og DDR og dermed var det første sted uden for DDRs autoritetsområde, som de østtyske flygtninge kunne komme frem til, hvis det lykkedes dem at komme over havet.
Og historierne, som Clemmensen præsenterer i en, er ofte meget oprørende og skræmmende: Detaljeret gengiver han, hvordan enkeltpersoner forsøgte at krydse havet i gummibåde, med kajak eller ved hjælp af for eksempel surfbræt. Nogle konstruerede endog selv små motorer, der kunne drive dem frem på deres flugt fra diktaturet. Og især de skæbner, hvor hele familier sattes på spil og nogle gange kun en del af familien overlevede den ekstremt farlige tur er svære at ryste af sig igen. Det bliver her mere end tydeligt, hvor ustyrlig menneskenes længsel efter frihed i sidste konsekvens kan være: Hvordan selv den umiddelbare fare for døden ikke kan holde denne længsel tilbage.
Alligevel kan en, på trods af sine uomtvistelige fortjenester, kun delvist overbevise den historisk interesserede læser. Især konceptet med at samle et så stor antal individuelle historier bliver på et tidspunkt uproduktivt: Det ender i bund og grund med en opremsning og ophobning af forskellige skæbner, som Clemmensen præsenterer efter nogenlunde det samme skema: Journalistisk rutineret forbliver det på trods af de mange individuelle skæbner ganske monotont.
Det store billede om baggrunden og enkeltstående bevæggrunde antydes i en, men forbliver skematisk. Det virker til dels, som om Clemmensen har været så fascineret af sit stof og sine historier, at han nøjes med at fremlægge dem, den ene efter den anden, uden at skitsere en indre udvikling eller at udfordre det materiale, han sidder inde med. Resultatet er således en fortjenestfuld , der indeholder dybt bevægende historier, men som ikke altid formår at løfte dem op på et mere overordnet niveau.