Rettigheds-tænkningen har et religiøst fundament

Politisk frihed er afhængig af kristelig frihed, mener filosoffen Henrik Gade Jensen, der i søndags besteg prædikestolen for første gang som sognepræst. Det fører ham til at kritisere liberalister, der ser marked og frihed som mål i sig selv, for markedskræfterne kan udrette mirakler, men de skal administreres af mennesker, der tror på arvesynden

Henrik Gade Jensen har ikke meget tilovers for det tidlige Tidehverv, som ødelagde meget socialt kirkeligt arbejde med sin kritik. Her ses han ved indgangen til sin nye arbejdsplads, Dannemare Kirke på Lolland. –
Henrik Gade Jensen har ikke meget tilovers for det tidlige Tidehverv, som ødelagde meget socialt kirkeligt arbejde med sin kritik. Her ses han ved indgangen til sin nye arbejdsplads, Dannemare Kirke på Lolland. –. Foto: Allan Kristensen.

Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi jeg går ud herfra som et frit menneske, bedes som en af de faste udgangsbønner i den danske folkekirke.

Det sker også denne søndag i Dannemare Kirke på Lolland, og dermed er Henrik Gade Jensens første gudstjeneste som statsansat sognepræst næsten ovre. Men er den frihed, udgangsbønnen taler om, og som vi netop er blevet skænket, ikke noget ganske andet end den politiske frihed, Henrik Gade Jensen i syv år har arbejdet med som filosof i den liberale tænketank CEPOS?

LÆS OGSÅ: Det kvindelige geni kan skabe revolution

Kristeligt Dagblad har mødt den analytiske sognepræst for at tale om forholdet mellem frihed forstået i politisk og kristelig forstand.

Politisk frihed, som den kommer til udfoldelse hos John Locke i 1700-tallet med frihedsrettigheder på verdsligt grundlag, har som forudsætning, at man i Reformationen begyndte at operere med, at der er en sfære, der er ikke-moralsk. Når det er troen alene, der retfærdiggør, bliver mange gerninger ikke-moralske, altså etisk set indifferente. Hvis man kigger i bekendelsesskriftet Confessio Augustana står der også, at det ikke er mad og klæder, der frelser os. Det er den sfære, Locke knytter an til, når han skal formulere sine borgerlige frihedsrettigheder. Det er, fordi der findes moralsk indifferente områder, at der kan tillades frihed i disse. Så borgerlig frihed er forudsat af en religiøs bestemmelse, lægger Henrik Gade Jensen ud og er dermed allerede i færd med at koble en af liberalismens koryfæer på en kristen tradition.

Grunden til, at Henrik Gade Jensen, der er mag.art. i filosofi, overhoved kan indsættes som sognepræst, er den såkaldte §2-eksamen, hvor lægmænd på en biskops anbefaling kan få lov til at tage en række teologieksamener og dermed kvalificere sig til præsteembedet. Den har Henrik Gade Jensen for længst taget, og nu var tiden altså kommet til at iføre sig præstekjolen for den 53-årige Gade Jensen, der tager imod i sin halvtomme præstegård, som endnu hverken har bøger i reolerne eller kunst på væggene. Han skal nå tre allehelgengudstjenester denne første søndag i embedet, men taler alligevel længe og grundigt ved hvert spørgsmål. For ham er den politiske frihed dog ikke kun reformatorernes værk:

Det er et vigtigt opgør, reformatorerne tager med den skolastiske teologi, hvor moralen fylder det hele, hvor hele tilværelsen er gennemsyret af etos. Dette opgør har kristen inspiration, men også antik arv. Men reformatorerne knytter netop an til Det Nye Testamente, hvor man kan se, hvordan Jesus bereder vejen for, at der findes etisk indifferente områder af samfundslivet: Hvad vi spiser, hvad vi laver på sabbatten og så videre. Den borgerlige frihed kommer derfra at vi religiøst ikke længere er bundet af lovgerninger.

Skal kristelig frihed kun defineres negativt som fravær af tvang?

Nej. Nu taler jeg med en journalist, og så går man bagud fra det verdslige til det kristelige. Men som præst forkynder jeg jo den kristne frihed. I gudstjenesten og i forkyndelsen går man forlæns. Her siger man, at dette er evangeliets anliggende. At vi er syndere af Guds nåde, og vi ikke kan gøre det gode, vi gerne vil, men at vi må leve så godt, vi kan, og med det, vi nu kan udrette. Her bliver friheden ikke forkyndt indirekte, det vil sige negativt. Den kristelige frihed er det, at mennesket står til ansvar for sine gerninger over for Gud. Så må det handle på egen fro og fromme, og som det selv mener, er kristeligt forsvarligt.

Er den politiske frihed for dig at se kun frihed fra noget og aldrig frihed til noget?

Der vil jeg vende det om i forhold til den kristelige frihed. Med erkendelse af, at der findes etisk indifferente områder, kan vi indrette samfundet således, at folk kan gøre, hvad de vil, inden for de områder. Derfra har Locke også sin tankegang. Det, der er fejlen i dag, er, at mange ikke er klar over, at denne rettighedsbestemmelse af frihed er en bestemmelse, der har et religiøst fundament. Derfor forbavses vi også, når vi møder andre religioner, der overhoved ikke gør den skelnen. Vi undrer os over, at de i Libyen eller Syrien ikke vil have et sekulært retssystem som vores. Men vores retssystem er nøjagtig lige så religiøst, som sharia er. Det får bare en anden betydning hos os på grund af kristendommen.

Sprænger fordringen om, at du skal elske Herren og din næste som dig selv, ikke grænsedragninger mellem borgerlig og kristelig frihed?

Jo, det gør den da. Selvfølgelig har det dobbelte kærlighedsbud implikationer, også for den borgerlige frihed. Men det har ikke konsekvenser, man kan cementere og eksplicitere i en borgerlig frihedsform. Når vi handler i vores civile liv, er vi jo stadig under den fordring. Og den fordring kan let komme i konflikt med den borgerlige frihed. Eksempelvis var den måde, mange tyske protestantiske kristne i 1930erne tilpassede sig den herskende styreform på, gruopvækkende. Det var ikke etisk indifferent, selvom det handlede om det politiske liv.

Mener du, at det at være kristen får indflydelse på ens politiske synspunkter?

Ja. Ellers betyder kristendom jo ikke noget. Men der kan netop ikke trækkes klare konsekvenser. Derfor bliver vi inspireret på hver vores måde af kristendommen. Vi kan se som faktum, at der er mange forskellige fortolkninger af kristendommens politiske konsekvenser. I 1800-tallet var mange præster højre-mænd og konservative, så blev de grundtvigianere, og i dag er der sikkert mange præster fra det lyserøde segment. Og det viser jo kristendommens vitalitet, at den kan inspirere så bredt. Og det viser også, at der er stort rum for almindelig dømmekraft.

Som ansat i CEPOS gennem længere tid kunne nogle mennesker måske have fået den opfattelse, at Henrik Gade Jensen er meget liberalistisk sindet. Men han er kritisk over for liberale tænkere, der ser marked og frihed som mål i sig selv.

Jeg har altid været uenig i, at frihed er et mål i sig selv. Den egentlige frihed får vi fra kristendommen, og resten er verdslige konsekvenser. Markedskræfterne er et middel. Det er ligesom djævlen i Jonatans flaske hos Martin A. Hansen: Den kan udrette mirakler, men skal administreres af mennesker, der tror på arvesynd. Markedet er et fantastisk middel, og de steder, det holdes nede eller korrumperes, dør folk af sult.

Mange fra Luther op til Bultmann i det 20. århundrede har talt om faren ved at glemme, at sand kristeligt frihed er frihed i bundethed. Er der ikke en virkelig risiko for, at det sker i dag?

Jo, det er der. Men i den lockeanske opfattelse er der ikke tale om værdinihilisme. Der er bare tale om, at vi på visse områder ikke har noget at lade hinanden høre. Det er det, jeg kalder politisk frihed. I den moderne tid er frihed så blevet et formål i sig selv, hvor det førhen blot var en konsekvens af kristendommen. Så blev den parret med moderniteten, hvor det er et formål i sig selv at overskride grænser og være selvafprøvende, som det eksempelvis skete i 1968, og som endte i total nihilisme. Udviklingen har et kristent udgangspunkt, men ender i en ukristelig samfundsnedbrydning. Den borgerlige frihed er ikke et mål i sig selv, den er et middel til at have et ordentligt samfund.

Tidligere på året modtog Henrik Gade Jensen og CEPOS prisen Templeton Freedom Award, der er en internationalt anerkendt pris for arbejdet med forståelse af, hvad frihed er.

Motivationen for tildelingen af prisen fokuserede udelukkende på Gade Jensens bog Menneskekærlighedens værk, der udkom i år.

I bogen beskriver han, hvordan der før velfærdsstaten i civilsamfundet var et omfattende netværk af private personer, der tog sig af de svageste i samfundet. Gade Jensen nævner især hattedamerne som afgørende i dette arbejde, der i dag ifølge ham er helt glemt, fordi staten har overtaget alle opgaver, der handler om at tage sig af de svageste.

Det, der satte mig i gang med arbejdet, var, at jeg engang faldt over Københavns Understøttelsesforenings 50-års-skrift fra 1924, som handlede om den private fattigforsorgs historie i København. Jeg anede ikke, at der var en fattigforsorg. Det var hele borgerskabets, alle hatterdamernes historie, og den var langt mere omfattende, end jeg havde fået indtryk af fra historiebøgerne.

Nu skal Henrik Gade Jensen så være statsansat og repræsentant for systemet.

Det synes måske ikke at ligge lige til højrebenet for den tidligere CEPOS-ansatte. Men han ser ikke nogen modsætning.

Præsterne er nok ansat af staten, men alt det andet er jo ret lokalt. Som udgangspunkt synes jeg, at det er en god fordeling. Jeg er stolt over at være blevet statsansat tjenestemand med decorum og føler mig vel til rette med min præstekjole på. Og i hvert sogn er der jo et stort kirkeligt og folkeligt engagement, som styres lokalt. Det er jo også menigheden, der kalder, og det er den, der valgt mig ikke staten. Så længe vi har det forhold mellem kirke og stat, vi har nu, er der jo også stor frihed for menighederne og forkyndelsesfrihed for præsterne. Der er da også noget smukt i, at hvor folk her på Lolland nu skal køre over 50 kilometer for at føde eller komme på skadestue eller møde i retten, kan man stadig modtage nadveren i hver eneste landsby.

Det kirkelige er da heller ikke fremmed for Gade Jensens slægt. Faktisk var hans farfar i 20 år præst i Esajas Kirke på Østerbro og kollega med den legendariske tidehvervsteolog Kristoffer Olesen Larsen. Men det er ikke den tradition, Gade Jensen gerne vil indskrive sig i som præst:

Min farfar var kirkefondspræst i København, og når jeg læser hans kirkeblade fra dengang, får jeg enorm respekt for den kirkelige og sociale aktivitet. Så kom Tidehverv og slog det hele ned. Den første generation af tidehvervsfolk var de værste, fordi det var ren kritik. Det glemte opbyggeligheden og fromheden. Nogle ville så sige, at der var brug for dét, brug for opgøret. Men det vil jeg ikke vide af. Hvad der var sandt og gyldigt dengang, må også være gyldigt i dag, og omvendt. Det kristne budskab forældes ikke.

Men vores retssystem er nøjagtigt lige så religiøst, som sharia er.