Lysende sopran med lang karriere

Tove Hyldgaard udgør sammen med gemalen Tonny Landy Danmarks mest elskede operettepar. De to holder den ellers hensygnende genre i live på fornemste vis. I dag fylder kvinden med den lyse sopranstemme 70 år

Tove Hyldgaard går meget op i sundhed, for, som hun siger, "mit instrument sidder jo i kroppen."
Tove Hyldgaard går meget op i sundhed, for, som hun siger, "mit instrument sidder jo i kroppen.". Foto: Claus Peuckert.

Tove Hyldgaard er lige nu midt i sin højsæson. Sammen med sin mand, Tonny Landy, rejser hun landet rundt til kirker, sognehuse, foreninger og andre steder, hvor mennesker samles om sang og musik. I oktober, november og december ligger arrangementerne tæt; dels synger parret mange julekoncerter, dels indbyder den mørke tid generelt til, at mange mennesker gerne vil opleve den positive, musikalske underholdning, som er blevet parrets varemærke. I dag, midt i travlheden, fylder Tove Hyldgaard 70 år.

Hun er kendt som sopranen med den lyse stemme og har som sådan fejret store triumfer på opera- og teaterscener både i Danmark og i udlandet.

LÆS OGSÅ: Messias med plads til forbedringer

I sin lange karriere har hun blandt andet sunget partier som Violetta i La Traviata og Susanna i Figaros Bryllup, men gennem årene er det især operettefaget og den lettere klassiske musik, hun har koncentreret sig om. Operetten er en hensygnende genre i Danmark, men Tove Hyldgaard og Tonny Landy holder fast i genren og er uden tvivl Danmarks mest elskede operettepar.

Tove Hyldgaards sangkarriere begyndte allerede i barndommen, hvor hun sang i Radioens Pigekor og derefter fortsatte i Radioens Underholdningskor. I 1965 blev hun uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og fire år senere fra Operaakademiet ved Det Kongelige Teater. Hun har søgt videreuddannelse i udlandet hos blandt andre Karl Schmitt-Walter i München og Erik Werba i Salzburg.

I 1974 tog hun tillige en eksamen som statsprøvet musikpædagog, og lige siden har hun sideløbende med sin egen karriere undervist kommende sangere på konservatoriet, ligesom hun har privatelever hjemme på adressen i Charlottenlund. Hun elsker vekselvirkningen mellem at optræde og undervise og vil meget nødig undvære det ene frem for det andet.

Det er en gave at kunne give det videre, som man selv erfarer, som hun udtrykker det.

Det Kongelige Teater var i mange år base for Tove Hyldgaards sangerliv. I 1990 kunne hun fejre sit 25-års jubilæum der, og allerede dengang blev hendes slanke og rynkefrie fremtoning bemærket. Hun er fra naturens side udstyret med skønhed, men der ligger også en række bevidste valg bag det faktum, at hun stadig er yndefuld, når hun stiller sig op på en scene. Hun går meget op i sundhed, og det er først og fremmest grøntsager, der fylder, når familien sætter sig til bords. Dertil kommer daglig motion i form af fitness og lange cykelture. Mit instrument sidder jo i kroppen, og hvis kroppen har det skidt, så har stemmen det også skidt, siger hun og fastslår, at hun føler en stor forpligtelse til at møde sund og velforberedt op, når mennesker har betalt for at høre hende synge.

Tove Hyldgaard var et par år solistorganisationernes repræsentant i Statens Musikråd, indtil dette blev omstruktureret. Hun har modtaget en række priser, blandt andet Musikanmelderringens Kunstnerspris, Edith Brodersens Ærespris og Volmer-Sørensens Mindelegat. Sammen med sin mand har hun selv oprettet et legat til fordel for unge, klassiske sangtalenter.

Tove Hyldgaard og Tonny Landy har været gift i 46 år. De har en voksen datter, og familien udgøres desuden af to voksne børn fra Tonny Landys første ægteskab. Fire børnebørn er det også blevet til.

70-årsdagen fejres under private former, for Tove Hyldgaard har hverken tid eller lyst til stor festivitas. Festen foregår for hendes vedkommende alle de steder, hvor hun kommer og synger, og den fest har hun bestemt ingen planer om at lade sig pensionere fra.