USA er et fremmed land

Danskerne elsker Barack Obama, men hvorfor?Fordi de synes, han er ligesom os. Skal vi ikke blot sige: Det er han altså ikke. Skal man forstå USA, skal man se på landet som et fremmed land med en halt anden kultur end vores. Universitetslektor Hans Hauge causerer over forskelle mellem USA og Danmark her en uge efter præsidentvalget

Behandlingen i medierne af præsidentvalget i USA har båret præg af forkert og for megen pædagogik.
Behandlingen i medierne af præsidentvalget i USA har båret præg af forkert og for megen pædagogik. Foto: Lars Wittrock Denmark.

Behandlingen i medierne af præsidentvalget i USA har båret præg af forkert og for megen pædagogik.

Hvorfor har denne pædagogik været forkert? Fordi den forsøger at gøre noget, der er fremmed, til noget fortroligt. Et USA delt i rødt og blåt er let at fatte det eneste, man skal huske, er, at de røde ikke er røde, men blå. Diagnosen synes videre at sige, at de blå er de progressive, mens de røde er de konservative, og den kan let gå videre og antyde, at de blå er de gode, fordi de ligner os, mens de røde er onde, for de ligner amerikanere. Men demokrater er ikke socialdemokrater eller SFere, og republikanere er ikke konservative.

LÆS OGSÅ: Obama til Hamas: Drop angreb på Israel

Amerikansk politik ligner ikke dansk politik. USA er mere demokratisk end Danmark. Det forstår vi ikke. USA har ikke partier, som vi har i Danmark. Demokrater er ikke socialdemokrater. Der findes så godt som ingen socialdemokrater i USA. Det forstår vi ikke.

Amerikanske præsidenter går i kirke og beder til Gud. Det undrer os. USA er et velfærdssamfund, der blot er anderledes end det danske. Derfor mener vi ikke, de har et.

I Danmark har vi et offentligt syge-husvæsen; det har de ikke i USA. Det fatter vi ikke. De har i stedet Medicare og private forsikringer. De har også verdens bedste sygehuse. Det har vi ikke.

Danskerne elsker Obama, men hvorfor? Fordi de synes, han er ligesom os. Skal vi ikke blot sige: Det er han altså ikke. Skal man forstå USA, skal man se på landet som et fremmed land med en helt anden kultur end vores.

Den første fejldiagnose, som man kunne læse, gik ud på, at USA efter valget er splittet eller delt i to blåt og rødt. Næsten fifty-fifty. Diagnosen tager dels udgangspunkt i afstemningsresultatet, altså nogle tal, og dels i Barack Obamas tale.

Hvad talen angår, er det ren retorik eller ideologi. Men tallene, de lyver vel ikke? Jo. Et afstemningsresultat er ikke en afspejling af en deling. Det afspejler alle mulige ting mere eller mindre tilfældige. En afstemning er højst et øjebliksbillede. Man kunne også sige, at den viser forskellen på dem, der stemmer, og dem, der ikke gør.

Dog rokker afstemningen ikke ved et bestemt faktum: Flertallet bestemmer suverænt, selvom flertallet kun er på få tusinde stemmer. Mindretallet er ganske enkelt ikke repræsenteret eller afspejlet af eller i præsidentembedet.

Obama har vundet med et meget snævert flertal ganske som J.F. Kennedy vandt med et minimalt flertal over Richard Nixon i 1961. Da Nixon stillede op anden gang, vandt han stort over George McGovern. Det var i 1973. Og dengang var USA virkelig splittet. Det viste sig blot ikke i afstemningerne. Det var tiden omkring afslutningen af Vietnamkrigen og begyndelsen på Water-gate-affæren. Valgtal afspejler med andre ord ikke ret meget.

Når man ser på et valgkort over USA, ser landet tredelt ud. De gamle New England-stater og kyststaterne er blå, men Midt-Amerika er rødt. Disse midtstater kaldtes engang the cradle of democracy (på dansk: demokratiets vugge). De er det ægte Amerika.

Thomas Jefferson (1801-1809) var både republikaner og demokrat: democratic republican. Jefferson mente ikke, at folk i storbyer kunne være demokratiske. Han forbandt demokrati med bønder eller farmere. Those who labor in the earth are the chosen people of God (på dansk: De, der arbejder med jorden, er Guds udvalgte folk). Folket var farmerne.

Her er noget, vi kan genkende. Grundtvig ligner Jefferson. Hans modstandere, føderalisterne (the federalists), turde ikke overlade magten til folket (bønderne) og slet ikke til flertallet.

Valgmænd er et tegn på frygt for folket. For hvad kan flertallet ikke finde på? Men Jefferson stolede mere på majoriteten end på konger, aristokrater og præster og bankfolk. Vi kan derfor sige, at de ægte demokrater stemte republikansk og byernes eliter, de unge og fattige stemte demokratisk. Det bliver de nu ikke rigere af.

I det danske demokrati stoler vi ikke på folket og finder flertalsstyre udemokratisk. Vi skal huske de mange, der ikke stemmer i USA. Derovre skal man være aktiv for at deltage. Hos os skal man intet gøre selv. Vi har et passivt demokrati.

USA har langt flere folkeafstemninger, end vi har. I USA frygter de ikke folket så meget, som vi gør. De kan vælge deres sherif (på nær i Rhode Island). Hvorfor kan vi ikke vælge politimesteren? Eller den såkaldte district attorney (lokal offentlig anklager)?

USA er med andre ord langt mere demokratisk og folkeligt end Danmark. De har en ganske anden demokratiforståelse. Vi lægger vægt på stemmetal, men det gør de ikke. I USA har afstemningen et formål: Man skal kunne skifte en præsident (regering) ud. Vi stemmer og stemmer, men regeringer bliver siddende, selvom de taber. Helle Thorning-Schmidt (S) tabte stort og blev statsminister. Det er da ikke demokrati.

USA er ved at ændre identitet. Det er ved at blive spansktalende og katolsk. Og der er forskellen på rig og fattig, som man søger at skjule ved at tale om forskellighed (diversity).

Få har dog bemærket, hvor epokegørende Romney-Ryan-parret var. Ikke siden 1850 har republikanerne opstillet to, der ikke er evangelisk-lutherske protestanter. The WASP er ved at forsvinde White Ango-Saxon Protestant. Romney er som bekendt mormon og biskop. Ryan er romersk-katolsk.

I Højesteret sidder seks katolikker og tre jøder. Den er protestant-fri. Det her forekommer os helt fremmed. Tænk, hvis der sad fem muslimer og to Jehovas Vidner i den danske højesteret.

Demokrater er ikke socialdemokrater eller SFere, og republikanere er ikke konservative. De er slet ikke partier i vor forstand. Man skal anskue dem i en europæisk optik, ikke en nationalstatslig.

USA er ikke en nationalstat, sådan som Danmark er. En demokrat er som en glødende EU-tilhænger, der vil have mere magt til Bruxelles. Det er vores Washington. En republikaner vil beholde magten tæt på folk, altså i de enkelte stater. På den måde er de fleste danskere republikanere, der bilder sig ind, de er demokrater.

USA er pr. definition liberalt eller liberalistisk, ligesom Sovjet var marxistisk-leninistisk. Man taler endog om totalitær liberalisme. USA bygger på John Locke, liberalismens fader. Derfor har de ikke et liberalt parti, for begge partier et liberale. USA styres af Venstre delt i to altså af Venstre og Radikale Venstre.

I dag er de politisk korrekte radikale ved magten i USA, selvom Obama er tilhænger af dødsstraf. Stueren ville han aldrig blive i Danmark. Hvorfor står Villy Søvndal og glæder sig over en Obama, hvis økonomiske politik minder om Liberal Alliances? Obama betaler 23,4 procent i skat af sine indkomster, men vil sætte den op til 30.

Det er dog et tegn på en heling, at Mitt Romney fik så mange stemmer. Mormoner er nu assimilerede og inkluderede efter mange års forfølgelse. The Melting Pot virker, samfundet bliver mere homogent. Og sådan en har vi ikke og vil ikke have den.

Barack Obamas egen historie viser, at den amerikanske drøm er intakt. Han er, ligesom Bill Clinton var, et eksempel på, at enhver kan blive præsident. Det er den såkaldte Horatio Alger-historie (from rags to riches fra klude til rigdom) om drengen, der solgte tændstikker og endte som en millionær.

Men den amerikanske drøm er ikke den europæiske. Det kunne ikke ske her, at vi fik en Obama. En dansk Obama ville være en grønlænder som statsminister.

Hans Hauge er universitetslektor