Sidste sommer så jeg en annonce i magasinet Bogmarkedet, som fik mig til at ønske, at jeg var en ung, modig idealist: Boghandlen i Tranebjerg på Samsø plus lejlighed til overtagelse.
Men som alle andre vidste jeg også, at det ville være en stakket frist, før man ville stå i samme situation som den forrige ejer, og den 23. november 2011 lukkede den sidste handel på Samsø. Jeg kom til at tænke på annoncen, fordi forfatteren Vibeke Grønfeldt bor på Samsø, men især fordi hendes nye Bogstavets betydning foregår i et såkaldt udkantsområde, hvor eksistensen af en handel længe har været en saga blot.
LÆS OGSÅ: Anmelder afslører: Jeg har læst bogen!
Bogstavets betydning er en både politisk, indigneret og æstetisk interessant roman om et samfund af udstødte af vidt forskellig observans, der er opstået som konsekvens af kapitalismen. Skrevet i Vibeke Grønfeldts særegne stil med sætninger af stor skønhed, samtidig med at vi indholdsmæssigt befinder os i et krydsfelt af realisme og en absurdisme, der ikke lader Beckett noget efter.
Vi befinder os i resterne af det, der engang har været en rigtig by, som både har huset arbejderne på Søsters Småkager og borgerskabet. Søsters Småkager er lukket, overklassen har forladt deres huse, tilbage er et samfund i opløsning, præcis sådan som vi nærmest har vænnet os til, at provinsen skal se ud. Men noget er anderledes her, nye kommer til, et stort segment af stilfærdige besættere i deres bedste alder er rykket ind i de tomme huse, som ingen alligevel kerer sig om.
Nu gør de dem til deres, og hvad de mangler, henter de rundtomkring i det efterladte tagselvland, der er ved at gro totalt til i et inferno af vilde vækster og gammelt affald. Måske er vi igen blevet et samlersamfund, som det et sted konstateres. Længere ude ligger Rusland, hvor slummens østeuropæere holder til.
Romanen åbner med, at alle beboere har fået brev fra den nye storkommune, der inviterer til fejring af sig selv med middag for alle. Men der er ikke nogen her, der har noget at fejre med kommunen, det nye parallelsamfund har vendt deres afmagt til selvforvaltning, og de laver deres egne middage: Her i kvarteret får vi lov at være i fred, hvis vi kommer for at ryge og drikke. Der er ingen forstillelse, men så meget desto mere fingerspidsfornemmelse. Det skal man ikke få fejl af. Ingen æder sig ind på nogen. Til gengæld er der den der sære følelse af ikke at være alene i stilheden.
Romanens fortæller, Nini No Nilsen bor for sig selv. Hun kendte samfundet før, og hun kender det nu. Hun er ikke digter, siger hun selv, hun er nøgtern, en smæklås om sig selv. En skaber er hun dog, uden evne til sentimentalitet og ynk.
Det er Nini No, der staverer, fortæller og holder øje. Med V for Vanderbilt, akademikeren der vandt 14 millioner i lotto og nu har valgt klondike-lands frihed i den tidligere fabriksbestyrers forladte bolig. I for Ilselil, der ikke anerkender eksistensen af andre mennesker, men hvis erotiske væsen drager dem som en magnet. A for Arild, døende af lungecancer, som bare vil være i fred for systemet. H for haderen, det lille postbud, der selv har spinket og sparet til sit hus og ikke kan holde de nye tider ud. Den blide Per kan reparere alt, Pæren kalder sig it-aktivist, og hans fortjeneste er det, at der pludselig ankommer 22 ton rosiner!
Og så er der Audrius fra Litauen, som med sit lydløse, servicerende væsen finder nåde for Ninis ører og får lov at flytte ind hos hende.
Mange flere er der, hvortil også kommer de døde. Alle stemmerne fra fortiden, alle dem, der engang har befolket de tomme huse, og som nu befolker kirkegården.
Om sommeren kommer feriefolket, som ingen har noget tilovers for:
Vi skylder ikke feriefolkene noget () De har afspærret og ædt landets skønneste kyster, de frodigste skove, de højeste højder. Sammen med osen fra al deres forbrænding hælder de deres lov og ret ud over os. Også paragrafferne træller for dem. Målet er ved at være fuldt. Vi prøver at genoprette, kun det, en tålelig balance mellem plus og minus, minus og plus.
Helt ude ved kysten går Mester Tavs. Opbyggeren, skaberen, der uden et ord, støt og roligt bygger på et fantastisk hus. Romanens forside, en akvarel af Paul Klee fra 1922, Haus der Firma Z, virker, med sine labyrintiske gange og sit varme lys som en hilsen fra fortiden til Mester Tavs.
Hans værk er en utopi, en drøm, som i sagens natur aldrig må blive færdig, hvorfor Mester Tavs da heller aldrig flytter ind i sit hus, men bygger videre af de materialer, som hele byen ærefrygtigt bringer ham.
Og Nini No Nilsen? Hun skriver på et gådefuldt værk, der vakler mellem at hedde Beklædningens betydning og Omsvøbenes orden. Jeg læser det som en langsom gentilegnelse af kroppen, en form for fastholdelse af en identitet. Måske derfor brænder hun sluttelig sit manus, eller måske for at få lov at forblive i stilheden.
Ikke så sjældent udspiller der sig i medierne klager over, at forfatterne vender virkeligheden ryggen og kun skriver om sig selv. Det er ikke sandt alle de værker, der i år er indstillet til eksempelvis Montana-prisen, skriver i højeste grad også på indignation og vrede over samfundets indretning.
Jeg synes, Vibeke Grønfeldt burde have været iblandt de indstillede.
Bogstavets betydning er en kompleks roman, som yder både sprog og samfund tiltrængt modstand.