Ofte handler kulturdebatten om de klassiske kulturområder. Vi diskuterer støtte til landets teatre, fordelingen af midler mellem forfattere, e-bøgernes indtog eller nye tendenser i billedkunsten.
Ved siden af den gængse opfattelse af kultur findes der en langt bredere, der handler om kulturhistorien i al dens bredde med fænomener som krige, religion og sport. Og natur. Den sidste komponent diskuteres desværre alt for lidt i offentligheden. Bag udformningen af en simpel gåtur i skoven eller en ny rapport fra Skov- og Naturstyrelsen gemmer sig imidlertid en lang række faglige valg foretaget af mennesker med stor indsigt på baggrund af filosofiske eller politiske antagelser, der lidt storladent kan formuleres som: Hvordan bør det rette forhold mellem mennesker og natur være?
LÆS OGSÅ: Skovekspert: Naturromantikere er ved at ødelægge den danske skov
At naturdebat også er kulturdebat, kan man forvisse sig om ved at læse dagens kronik. Her advares der imod at gøre op med en 200 år lang tradition for en bestemt form for skovdrift, hvor man forenklet sagt planter et nyt træ, hver gang man fælder et. Den nye tendens i skovdrift er imidlertid selvsåning, der medfører færre egetræer og mere birkekrat. Skoven bliver mere oprindelig, men træet er også af ringere kvalitet, hævder kritikere af den nye skovpolitik.
Bag uenigheden om den rette skovdrift øjner man en filosofisk debat mellem et romantisk og materialistisk natursyn. Skal danske statsskove se ud, som de gjorde i tidernes morgen, eller skal de sikre os træ af høj kvalitet? Det første er naivt og ikke ønskeligt, selvom mange i tiden sværmer for det oprindelige og autentiske. Så hellere nytteargumentet, hvor naturen tjener mennesket. Fagfolk vil mene, at det er for forenklet stillet op, men lad os tage debatten. Der er for mange penge og vigtige principper gemt i debatten om danske skove til, at den skal føres alene af eksperter i faglige fora.mbh