Kære brevkasse
Vi er et par i midten af 30erne, som er glade for hinanden. Vi har gode job, stor omgangskreds og mange fritidsinteresser. Vi har imidlertid et dilemma, som vi håber på, at I kan hjælpe os med. Vi har ikke børn, men tænker en del på, at det snart må være tid. Vores dilemma kommer sig blandt andet af, at vi hyppigt hører, at man får flere skænderier og vanskeligheder i sit parforhold, når man får børn.
LÆS OGSÅ: Skal bedsteforældre altid stå til rådighed?
Medier og diverse eksperter fortæller, at skilsmisserisikoen stiger betragteligt, og at man i bedste fald bliver sammen under vanskelige vilkår, når der kommer børn. Desuden florerer der blandt venner, kollegaer og bekendte en særlig tone, når talen falder på børn. Nok kan de jævnligt sige, at børnene er søde og sjove, men det er ikke den historie, der hyppigst dominerer. Tværtimod er det ofte talen om, at det er hårdt og stressende. De fortæller, hvordan de ikke får sovet, at de ikke har tid til at snakke med hinanden, at der er mange praktiske gøremål, og at de ikke har nær så megen lyst til sex. De kan fortælle om rodede hjem og om begrænset overskud.
Så nu står vi altså her midt i 30erne og er forvirrede. På den ene side har vi altid tænkt, at vi skulle have børn, og på den anden side ved vi ikke, om vi tør. Vi forestiller os ikke, at I kan løse det for os, men vi hører gerne om jeres tanker.
Venlig hilsen Anja og Per
Kære Anja og Per
Tak for jeres brev. Vi forstår godt, at en vis tvivl kan dukke op i jeres tanker, når I lytter til mange skrækhistorier om, hvor hårdt det er at få børn. Specielt med tanke på, at I lige nu har et liv med stor frihed, og et liv som virker til at være godt og relativt problemfrit.
At være et par uden børn er på en måde et singleliv med bedre økonomi. Det er fuldstændig rigtigt, at det er en stor omvæltning at få børn, og derfor vil det komme til at udfordre det liv, I lever nu. I vil i lang tid fremover have mindre tid til venner, fritidsinteresser og til hinanden.
Det er heller ikke til at komme uden om, at man ofte må påregne mindre søvn, og at man bliver mere presset med hensyn til tid og ressourcer. Det er en helt realistisk og nøgtern betragtning. At få børn kan næsten betragtes som en narcissistisk krænkelse af egne egoistiske udfoldelser. Men det er også en stor mulighed for modning og udvikling som voksen.
Det er klogt at overveje og diskutere, om man er villig til at skære ned på nogle aktiviteter og ambitioner, for er man ikke det, vil man formentlig opleve at blive spændt ud mellem flere poler. Man kan ikke nå det hele, og vil man alligevel det, kommer det til at gå ud over én selv, ens parforhold og nok så vigtigt: barnet.
Når det er sagt, er det en god anledning til at sige, at det at få børn set fra vores perspektiv måske kan koste ekstra kræfter, men det helt dybe og betydeligste som forældre er den glæde, kærlighed og taknemlighed, der kommer ind i livet. At få børn kan være noget af det største i ens liv. At holde en nyfødt i armene, at se sin søn tage de første skridt, at se sin datter spille musical og diskutere liv med voksne børn er blot fire ud af tusind oplevelser, der kan fylde en med stor taknemlighed.
K.E. Løgstrup skrev engang, at man ikke har med et andet menneske at gøre, uden at man holder noget af dets liv i sin hånd. Dette er i især sandt, når det gælder ens børn. Man har et enormt ansvar for deres udvikling og velfærd i de år, de bor hjemme, og ens tilgang til børnene har betydning for barnets selvværd resten af livet. Ansvaret kan være krævende og kan endda opleves tidvis bekymrende, men det er også uendelig meningsfuldt og kan give oplevelsen af fællesskab og stor betydning.
Psykiateren Viktor Frankl, som overlevede koncentrationslejr under Anden Verdenskrig, har nogle vigtige pointer ind i en nydelseskultur. I hans tænkning findes meningen i forholdet mellem en opgave, der skal løses, og en person, der skal udføre denne opgave. Denne pointe står i kontrast til forestillingen om, at det gode liv primært består i at lytte til og følge det, som man selv har lyst til. Behovstilfredsstillelse i sig selv giver ikke mening.
Vi spurgte engang en god ven om, hvad han syntes, der var det bedste ved at være far. Til dette svarede han, at noget af det bedste var, at hans børn hjalp ham med at glemme sig selv. Han sagde, at der ligger en befrielse i ikke kun at skulle pille i egen navle og tænke i egne behov hele tiden. Han talte om, at der ligger en lykke i selvforglemmelsen. Det synes vi var godt sagt. Det er ikke sikkert, at dette gælder for alle og måske heller ikke for jer, men vi synes, det er en god pointe ind i en kultur, der har et enormt fokus på personlig nydelse og kortsigtede glæder.
Vi kan selvfølgelig ikke vælge på jeres vegne. Men for os er der ingen tvivl om, at det er det hele værd at få børn. Hvis det er besværet, bleerne og de søvnløse nætter, der vækker jeres frygt og skepsis, vil vi opmuntre jer til at kaste jer ud i det. Det tager kun nogle år. Og i et livsperspektiv er det ikke så langt. Børn er et ansvar og en opgave. Men allerførst og allermest er de en gave. De er søde, ærlige, sjove og udfordrende. Og så hjælper de Vor Herre med at hjælpe os til at tænke på andre end os selv.
Mange hilsener