Om blot en uge er det et år siden, at russerne gik på gaden i demonstrationer, der ikke er set større siden Berlinmurens fald. I modsætning til dengang tyder intet dog på, at de russiske magthavere denne gang lader sig påvirke af folkestemninger.
Protesterne sidste år gjaldt i første omgang parlamentsvalget den 4. december, hvor myndighederne blev beskyldt for at svindle med resultatet. Vreden var især rettet mod det store regeringsparti, Forenet Rusland, og dets leder, Vladimir Putin, der på det tidspunkt stadig var premierminister. Demonstrationerne fortsatte til efter præsidentvalget i marts.
LÆS OGSÅ: En knap så macho Putin
Umiddelbart efter hans genvalg sagde en talsmand for Putin, at præsidenten gerne ville tale med oppositionen.
Han har aldrig strøget dialog med oppositionen fra sin politiske dagsorden og fra sit daglige arbejde, og han har holdt kontakt indtil nu. Der er ingen tvivl om, at dette vil fortsætte, sagde Dmitrij Pesko dengang til det statslige nyhedsbureau RIA Novosti.
Håbefulde kommentatorer så udtalelsen som et tegn på, at Putin var en pragmatisk politiker, der havde lært af de kraftige protester og var villig til at lytte til sine kritikere for at skabe et bredere fundament for Ruslands udvikling. Flere pegede på, at Putin dybest set gerne vil have en demokratisk udvikling i Rusland, men blot vurderede, at han var nødt til at styre forløbet stramt, fordi han er den eneste, der kan forene de mange modstridende interesser i landet.
Nu snart et år efter sidder masser af mennesker stadig fængslet for at have deltaget i demonstrationerne. De har på intet tidspunkt været i nærheden af en dommer, og de har ingen viden om, hvad der kommer til at ske. Stribevis af love og reguleringer, som gør det endnu vanskeligere at udtrykke sig frit og samarbejde på tværs, er indført. Nu kan man for eksempel blive straffet for at referere noget, der allerede har stået i avisen, hvis myndighederne skønner, at man dermed undergraver staten. Oppositionspartierne er blevet ødelagt og reduceret til tandløse alternativer til Putins parti.
Alt, hvad Putin har gjort både før og efter valget, har peget på, at der ikke er nogen kære mor. Vi ser kun en Putin, der farer hårdt frem, og med det, han har foretaget sig de seneste måneder, tyder alt på, at han har tænkt sig at gå linen ud, siger Maria Nedergaard, der har arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i Rusland i en årrække.
På et møde for nylig i et menneskerettighedsråd, han selv har nedsat, Rådet for Civil-samfund og Menneskerettigheder, antydede Putin, at han var opmærksom på, at der måske var grebet for meget ind over for de politiske og civile rettigheder i Rusland, og at han var villig til at se på nogle af de stramninger, der var foretaget.
Putins udtalelser får dog ikke Maria Nedergaard til at vejre politisk morgenluft i Rusland. Dertil ser virkeligheden for sort ud. Selvom mange kommentatorer både under demonstrationerne og senere har vurderet, at Putin ikke overlever som præsident tiden ud, med mindre han forstår at åbne for reformer og større politisk frihed, mener hun ikke, at Putin er parat endnu:
Putin er i en situation, hvor han fornemmer, at han risikerer at dele skæbne med andre autoritære ledere, der bliver væltet, men jeg tror ikke, at han er kommet dertil endnu, at han ser reformer som en forudsætning for at redde sit skind. Indtil nu har han været meget uforsonlig.
Putin kunne ellers forholdsvis enkelt dæmpe kritikken.
Der skal bare nogle mindelige løsninger til. Folk beder ikke om meget. De ønsker ikke det kaos tilbage, der opstod, da Sovjetunionen brød sammen, så de vil helst undgå uro og vold, siger Maria Nedergaard.
For at gøre ondt værre vil det dog ikke engang være tilstrækkeligt, at Putin kommer i tanke om, at han gerne vil være en imødekommende præsident, der giver befolkningen større indflydelse. Putins magt har snævre rammer. Dels er hans politiske platform svundet ind Forenet Rusland støtter ham ikke længere ubetinget dels er den russiske stat som forvaltningsapparat ganske uduelig. I modsætning til stærkt autoritære lande som Kina og Vietnam, hvor landenes ledelser kan styre udviklingen oppefra, fungerer de russiske myndigheder ikke.
Selv hvis Putin kunne se, at der er noget, der bør gøres, har han ikke et apparat, der kan gøre det. De russiske myndigheder er så inkompetente og korrupte, at det er meget vanskeligt at føre en fornuftig lovgivning ud i livet, siger Maria Nedergaard.
Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet og formand for Dansk-Russisk Forening, ser en smule mere optimistisk på udviklingen i Rusland. Han registrerer små tegn på, at Putin overvejer et hamskifte fra hård til blød præsident.
Det er min fornemmelse, at Putin tænker lidt i den retning, og det er utrolig spændende. Man skal ikke tage fejl af, at Putin meget gerne vil være populær igen, som han har været det tidligere. Hvis han virkelig vil slække lidt på den centrale magt, viser det, at det faktisk kan betale sig at fastholde en kritisk dialog, siger han.
Karsten Fledelius hæfter sig blandt andet ved Putins udtalelser på mødet i Rådet for Civilsamfund og Menneskerettigheder:
Når Putin kommer med sådanne udtalelser, viser det, at han ser et behov for at komme sine kritikere lidt i møde. Han vil i det mindste gerne give indtryk af, at han har lyttet til disse stemmer. Men hvor dybfølt det er, kan vi selvfølgelig ikke vide på nuværende tidspunkt.
Ifølge Fledelius er Rusland ikke så tonedøvt over for udenlandsk kritik, som det kan synes. Han mener, at de demokratiske tilbageskridt i landet havde været endnu større, hvis Vesten ikke havde ført en kritisk dialog.
Rusland er på ingen måde en ø i verdenshavet. Slet, slet ikke. Det kan man se overalt, hvor Rusland manøvrerer diplomatisk, siger han.
Mere end 20 års hjælpe-arbejde for den russisk-ortodokse kirke har vist Connie Meyer mange sider af det russiske samfund, og hun er overbevist om, at Vladi-mir Putin ikke har haft andet valg end at indskrænke friheden.
Man kan ikke sammenligne Danmark og Rusland. Det er ikke realitisk at give befolkningen de samme civile rettigheder, som vi kender. Rusland er stadig et feudalt samfund, hvor borgerne ikke er vant til at få eller tage et ansvar. Det har været gennem kæmpe omvæltninger og er et land i stor tumult for at komme på benene. For de ældre russere er demokrati stadig en abstraktion. De forstår simpelthen ikke, hvad det går ud på. Og for nogle af de unge bliver friheden til tøjlesløshed. I den situation er Putin nødt til at stramme grebet, siger Connie Meyer, der er koordinator i Moskva for den danske hjælpeorganisation HumanCare Russia.
I modsætning til Maria Nedergaard har hun tillid til, at Putin faktisk ønsker reformer. Hans udfordring er, at han skal drible sig gennem et konservativt magthierarki, som afviser enhver forandring, der kan ramme dets egne privilegier.
Putin vil gerne, men han må spille de kort, han sidder med, siger hun.