Vi mennesker har kun været her på Jorden i meget kort tid. Alligevel har vi med vores kæmpehjerner fuldstændig ændret reglerne for, hvordan livet udfolder sig ...
Dette styrende synspunkt disponerer Peter Lund Madsens om menneskehjernen. Fremstillingen er meget bred og inddrager universets historie og både dyrs og menneskeslægtens opståen og udviklingshistorie. Hjernens udvikling behandles i tre hovedafsnit om evnen til at reagere, evnen til at træffe beslutninger og evnen til at tage ansvar.
LÆS OGSÅ: Aslans far er på vej ind fra kulden
Vi følger hjernens opbygning fra de første nerveceller, insekterne, hvirveldyrene og deres enkle hjerner med rygmarv, hjernestamme, mellemhjerne og storhjerne. Derefter bygges hjernen op lag for lag, for sådan er menneskets storhjerne bygget oven på de simplere hjernedele, som vi deler med for eksempel fisk. Og storhjernens størrelse er netop menneskets helt særlige styrke.
Menneskets hjerne arbejder specielt. Den stiller basalt to spørgsmål til omgivelserne: Hvor er jeg? Hvad gør jeg nu? Det vil sige, at vi erkender vores omgivelser, og vi handler. Det bygger på komplicerede processer i hjernens dele, og de beskrives klart og fængslende. Vores sanser modtager mange flere impulser, end den bevidste hjerne kan behandle.
Men fine systemer holder irrelevante informationer nede i underbevidstheden, og der bliver de, så længe de er betydningsløse, for eksempel dækstøj fra en bil, der kører. Men begynder et hjul at støje, og det kan jo være et faresignal, får denne information adgang til bevidstheden.
Hjernens opgave er at skabe mening i informationerne og give os nødvendig viden. Psykotiske tilstande skyldes ifølge Lund Madsen, at hjernen ved en fejl giver spredte og modsigende informationer. Så kan mennesket ikke orientere sig i sin omverden, og det bryder sammen psykisk og får storhedsvanvid, forfølgelsesvanvid eller selvhad.
På vejen får Lund Madsen aflivet en del myter om hjernen, blandt andet at vi kun bruger 10 procent af vores hjernekapacitet, og at hjernen er delt op i to meget forskellige halvdele med henholdvis logisk og intuitiv tænkning. Det holder ikke, heller ikke selvom nogle en gang imellem taler og handler, som om de kun brugte en meget lille del af deres formodede hjernekapacitet.
Menneskehjernens helt store opfindelse er sproget. Det lader viden blive delt mellem mennesker og over generationer ved hjælp af skriften. Så tager opsamlingen af viden for alvor fart.
Specielt for menneskets hjerneprocesser er også, at vi er bevidste om os selv, så vi husker, at vi har en fremtid, som det hedder med en af ens mange fine formuleringer. Det vil sige, vi ved, at vores handlinger har konsekvenser, så vi må tage ansvar, og vi finder på og planlægger. Til sidst kommer evnen til medfølelse. Den gør os sociale, og vi finder styrke i fællesskaber. Bogens kulturoptimistiske slutning antyder, at mennesket bliver stadig dygtigere til at indse fællesskabers værdi.
Der er altid mange, der er parate til at angribe kulturoptimister, men man må lade Lund Madsen, at menneskehjernen har gjort sin ejer til den mest succesfulde art på Jorden. Fra at være nogle få millioner, for mere kunne Jorden ikke brødføde, har opfindelsen af landbrug og teknologi spredt os ud over hele kloden i langt, langt større antal.
Det kan vi takke vores helt specielle hjerne for.
Bogen er bygget op som en diskussion mellem Lund Madsen og en vis dr. Zukaroff. Dette træk har jeg valgt at behandle til sidst. Zukaroff er en tvivlsom figur på flere måder. Han er ukendt, og han har en fortid så skæbnetung og fyldt med dramatik, så selv figurer i en græske tragedie i sammenligning fremstår som trivielle hverdagspersoner: Han arbejdede for styret i DDR, skulle dræbe en troløs medborger, men dræbte i stedet hans hustru og datter, hvorefter enkemanden tager Zukaroffs hustru og to døtre med i sin bil og kører dem og sig selv ihjel.
Zukaroff hjælper med faglige råd og læser Lund Madsens udkast, han inddrager Romerriget i sin teori om menneskeslægtens karakter, og han eller Lund Madsen bruger den tragiske historie til nogle betragtninger om, at hjernen altid vil søge forsoning og finde løsninger.
Men Zukaroff er en underlig intetsigende person, uden fylde, sådan som det ofte sker for meget mystiske personer. De faglige råd er tynde, han holder af flotte udsagn som at Siegessäule (i Berlin) er nøglen til at forstå de sidste 200 års europæiske historie, hans betragtninger om Romerriget er i bedste fald uklare, i værste fald forvrøvlede, og hans tanker om hjernen sidst i en er tom snak.
Zukaroff er en misforståelse og ens svaghed. Det viser sig da også, at et afsnit, der er skrevet uden hans bistand, fordi han og Lund Madsen angiveligt er blevet uvenner på et tidspunkt, er et af de bedste i en.
Bogen, der har mange gode illustrationer, er virkelig velskrevet, og der er så at sige ingen sproglige fejl eller trykfejl. Det er sjældent i dag! Alt i alt kan man konkludere, at Peter Lund Madsen som den første danske forsker har givet os en fremragende opdateret behandling af hjernen, som er et hot internationalt forskningsområde i disse år.