Kirkeministeriet beskyldes for unfair konkurrence

Ministeriet gav et designfirma forspring i konkurrencen om et folkekirke-logo uden at informere de andre deltagere, lyder kritik fra brancheforening

Forud for lanceringen af folkekirkens officielle logo har syv designfirmaer indgået i hård konkurrence om at få deres forslag igennem.

Men de har ikke konkurreret på lige fod, for Kirkeministeriet havde forud for udbudsrunden stillet et firma bedre end de andre. Sådan lyder kritikken fra Danish Design Association (DDA), en uafhængig brancheforening for over 90 designvirksomheder, herunder flertallet af de konkurrerende firmaer.

Kritikken går på, at firmaet Jacob Jensen Design inden udbuddet holdt en workshop for Kirkeministeriet om, hvordan man skaber en fælles visuel identitet for folkekirken, som det hedder i fagsprog. Det er et problem, mener direktør i DDA Gitte Just.

Vi synes ikke, at den proces har været ren i kanten. Vi har ingen interesse i at begynde forfra, for udbud er en meget krævende proces. Men jeg vil fastholde, at Jacob Jensen Design har haft et fortrin, som skulle have været kommunikeret ud til alle, der deltog i udbuddet. Så ville folk have vidst, hvad vilkårene var. Der bør være åbenhed omkring den slags. Vi ønsker ikke, at vores medlemmer unødigt skal gå gennem sådan en proces. Det er spild af tid og ressourcer, siger hun.

Ifølge Gitte Just har Jacob Jensen Design fået mulighed for at spise sig ind på opgaven og har dermed fået god indsigt i, hvordan man arbejder sammen med folkekirken:

De andre deltagere i udbuddet skulle have haft mulighed for noget tilsvarende, så alle ville være lige godt stillet.

Danish Design Association og Kirkeministeriet er samtidig enige om, at der ikke er sket brud på reglerne for udbud. Ministeriets it-chef, Torben Stærgaard, afviser, at Jacob Jensen Design har haft fortrin i konkurrencen:

Vi kontakter konsulenter på markedet, som har forstand på emnet, når vi går i gang med sådan en proces. Vi skal have lov til at kontakte et designfirma for at få rådgivning, uden at det gør firmaet inhabilt til at deltage i udbudsrunden. Det er meget vigtigt at sige, at firmaet ikke har lavet en analyse af folkekirken for os, men blot fortalt, hvordan man griber sådan en opgave an, siger Torben Stærgaard, men tilføjer:

I bagklogskabens klare lys havde det været rigtigt at fortælle deltagerne i udbudsrunden, hvad vi havde gjort. Det har vi sagt til DDA på et møde, og det vil vi gøre ved en anden lejlighed.