Mange ligheder med Rushdie-sagen

Desuden er statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kraftigt blevet kritiseret for alt for sent at mødes med de muslimske ambassadører i Danmark.

Ifølge professor i islamisme ved Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari skyldes forskellen, at Jyllands-Posten er en borgerlig avis, mens Rushdie er kunstner og venstreorienteret.

Den danske forfatter Kåre Bluitgen, der på sin vis startede hele sagen ved at sige, at der var selvcensur i Danmark, fordi han ikke kunne få nogen til at illustrere sin børnebog om Muhammed, er tilbøjelig til at give Mehdi Mozaffari ret.

– Jeg er ked af at sige det, for jeg er selv venstreorienteret, men jeg tror, at Mozaffari har ret. Jeg kan mærke det i min egen omgangskreds, hvor flere mener, at man principielt bør stå fast, men hvor man alligevel ikke gør det, fordi det er Jyllands-Posten, der har bragt tegningerne. Havde de været i Politiken, havde der helt afgjort været en anden opbakning og reaktion, siger Kåre Bluitgen.

Niels Barfoed, der var formand for PEN under Rushdie-sagen, er enig i, at der er ligheder mellem de to sager, men han peger på en for ham væsentlig forskel. Hvor Rushdie havde noget på hjertet, er Jyllands-Posten bare ude på at provokere.

– Salman Rushdies provokation var et personligt opgør med hans egen baggrund og en beskrivelse af det, han gennemlevede som inder og englænder. Det var et opgør mellem den vestlige og østlige kultur, og andre mennesker kunne i "De Sataniske Vers" trække på de frigørelses-energier. Han fik så en fatwa af mullaherne, og det er klart, at der måtte stilles noget op over for den dødsdom. Det, Jyllands-Posten derimod gør, er at prøve grænser af, siger Niels Barfoed og fortsætter:

– Verden ville være fattigere uden Salman Rushdies romaner, hvor jeg til Jyllands-Posten vil sige, at ingen tager skade af at undertrykke en bøvs. Men det er meget svært, for hvem er det, der skal afgøre, om der er substans i sagen eller ej? Ja, det er jo dig og mig, og jeg vil understrege, at Jyllands-Posten og Salman Rushdie nyder den samme ret til at ytre sig, og avisen skal på ingen måde begrænses. Men der findes også en menneskeret til ikke at ytre sig. Hvilket som bekendt er noget andet end selvcensur, siger Niels Barfoed.

Lektor Tim Jensen, der er ansat på Institut for Religionsstudier på Syddansk Universitet, peger på, at muslimer såvel under Rushdie-sagen som nu føler sig under pres, og at der derfor ikke skal meget til, før de føler sig krænkede over nogle tegninger.

– Selv for muslimer, der ikke føler sig særlig fromme, bliver tegningerne dråben. Der er ikke kommet færre islamister de sidste 15 år, og verden er blevet mere konfrontatorisk med både Bush og islamisterne, der tegner verden i sort/hvid. I 1989 faldt Rushdies bog ned som en appelsin i turbanen på ayatollah Khomeini, som havde brug for at stive sin magt af. Og med det pres, som mange arabiske lande er under, er der også nogen i dag, der har brug for at stive sig af. Muslimerne er pressede økonomisk, de har ikke demokrati, hele Israel/Palæstina-konflikten plager dem, så er der Irak og Tjetjenien, og endelig spiller 11. september også en rolle, siger Tim Jensen.

Han mener dog, at der også er en særlig dansk vinkel på den nuværende krise, som afspejler, at regeringen og Dansk Folkeparti er gået for langt.

– Jeg mener ikke, at religionerne skal bestemme ytringsfriheden, men regeringen har overspillet sine kort og dermed løbet en risiko for, at det skulle gå galt. Når folk er afmægtige, så begynder de at slå, og det er det, vi skal undgå. Men man har gjort muslimerne i Danmark til syndebukke, og de har ikke samme vane som os til at tåle mosten. Det er vi nødt til at forholde os til, så der bliver fred og ikke ufred. Man kan godt lirke tingene lidt ind og være en lille smule taktisk og høflig. Der er ikke grund til at trampe på folk, der ligger ned, siger Tim Jensen.

Det er historiker Steffen Heiberg meget enig i. I hans øjne var Jyllands-Postens tegninger bevidst provokerende og skabt i den atmosfære, som regeringens kulturkamp har afstedkommet i modsætning til Salman Rushdies bog, som ikke var tænkt som en provokation, men derimod var en roman, der ville diskutere nogle ting i islam.

– Vi har alle sammen nogle grænser for, hvad der er ukrænkeligt, og man kan diskutere, hvor grænsen så skal gå. I England forsøgte Tony Blair i sidste uge at stramme grænserne for ytringsfrihed i en lov mod etnisk had, men den faldt med én stemme blandt andet med henvisning til, at de danske Muhammed-tegninger så ville være ulovlige i Storbritannien, siger Steffen Heiberg.

Nils Bredsdorff er forskningsbibliotekar på Roskilde Universitetscenter og har gennemgået Salman Rushdie-sagen og sammenlignet med den nuværende konflikt. Ifølge ham fik Rushdie ikke ubetinget opbakning i første omgang fra de intellektuelle i Danmark og Sverige, som mente, at der var tale om et internt muslimsk problem.

– Det er forfærdeligt at opleve, at det nu gentager sig, når først 12 forfattere, som så siden får følgeskab af yderligere 250 skribenter fra Dansk Forfatterforening, langer ud efter tonen i debatten og siger, at Jyllands-Posten og regeringen selv er ude om det. De opfører sig som nyttige idioter, og den danske kulturelle middelklasse har også denne gang været sen til at forstå, hvor vigtig den her sag er. Nu har Jyllands-Posten så fået følgeskab af flere af verdens førende aviser og flagskibe, blandt andre Die Welt, og så kan ingen længere benægte, at det er en sag om ytringsfrihed. Det tjener regeringen og Jyllands-Posten til ære, at de var så tøvende med at reagere. Hvis de tidligere var krøbet til korset, var det gået bedre for eksporten, men elendigt for ytringsfriheden. Nu har sagen fået den placering, den fortjener, siger Nils Bredsdorff, der mener, at sagen kan få en positiv indvirkning på muslimer i Europa.

– Det er helt afgørende i en europæisk sammenhæng, at muslimer i både Danmark og Tyskland begynder at dele sig efter anskuelser, som vi for eksempel så det i lørdags, da moderate muslimer, med Naser Khader i spidsen, mødtes på Christiansborg. Det allervigtigste er, at de europæiske muslimer nu begynder at forstå, at de kan bruge det europæiske demokrati, og man kan håbe, at sagen fører til, at vi står sammen, som det skete i årene efter Rushdie-sagen, siger Nils Bredsdorff.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk