Uanset hvad jeg har lavet, er jeg aldrig holdt op med at være højskolemand, siger den tidligere højskolelærer og erfarne toppolitiker Bertel Haarder (V), der er aktuel med første bind af sine erindringer, Op mod strømmen med højskolen i ryggen.
Undertitlen virker velvalgt. For den tidligere alt-mulig-minister i skiftende borgerlige regeringer blev bogstaveligt talt født ind i højskolebevægelsen.
LÆS OGSÅ: Haarder fejrer Herning med salme-debut
Bertel Haarders forældre var dengang forstanderpar på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord, og til faderens ærgrelse kom sønnen ikke til verden på Grundtvigs fødselsdag, den 8. september, som planlagt. Fødslen måtte nemlig sættes i gang dagen før af frygt for, at det ellers ville blive en tysk læge, der skulle tage imod. Bertel Haarder blev født i 1944 i en tid, hvor det var en selvfølge, at sønderjyder foretrak danske læger, tandlæger og så videre, forklarer han selv, da han tager imod på sit store kontor på Christiansborg.
I min barndom holdt vi os også til de danske frisører, tandlæger og købmænd. Og man måtte frem for alt ikke sælge jord til tyskerne. Det var ikke for at diskriminere tyskerne, men for at være tro mod sine egne, siger Bertel Haarder og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:
Historien havde lært os, at grænsen nemt kunne rykkes. Danmark havde tabt så mange krige, at det ikke var utænkeligt, at det kunne ske igen. Under Første Verdenskrig var unge sønderjyske mænd blevet tvunget til at kæmpe på tysk side, hvis de ville beholde deres jord og stemmeret, så de en dag kunne stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Det var et svært dilemma. Det kostede 6000 mænd livet eller førligheden. Det var mange i den lille landsdel. De danske sønderjyder holdt sammen, fordi de så sig som en del af det danske folk.
Dengang bidrog højskolehjemmet også aktivt til at holde forbindelsen til det danske mindretal i Sydslesvig. I hele landet spillede højskolerne en afgørende rolle i forhold til at styrke fædrelandsfølelsen og den dertil hørende folkelige forpligtelse i årene efter 1864. Der var behov for at opruste selvrespekten og den nationale moralkapital, som Bertel Haarder udtrykker det. Efter nederlaget i 1864 og de forudgående kriser og krige var det vigtigt at give de unge tillid til sig selv og til fremtiden og give dem kærlighed til fædrelandet:
Hvis jeg skal pege på folkehøjskolernes største fortjeneste, var det ikke pædagogikken, men evnen til at skabe samfundssind. Højskolerne forvandlede almuen til et folk, der var optaget af det store fællesskab. Og jeg tror, at det lykkedes, fordi man med Kolds ord først oplivede og derefter oplyste borgerne.
Et lille smil kan spores i Bertel Haarders ansigt, idet han tilføjer:
Det lyser også ud af højskolesangbogen. Som når digterpræsten Christian Hostrup i indvielsessangene til Ry og Vallekilde Højskoler opildner karlene og pigerne til at gå ind i Danmarks folkehær og fortsætter: Den hær vil ikke blod og sår, hvor krigens lurer gjalde, men nyfødt fred i friheds vår og lige ret for alle.
På den måde voksede foreningsdanmark og frivilligdanmark ud af højskolebevægelsen. Højskolerne uddannede frivillige ledere til landets foreninger, andelsbevægelsen, politiske partier og hjemmeværnet.
Højskolen fik simpelthen eleverne til at se sig selv som led i en større sammenhæng. Jeg kan huske, hvordan min gamle far i sine morgenandagter på skolen mindede eleverne om, at der var to måder at være murer på. Enten kunne man sige, at man lagde sten på sten, eller også kunne man sige, at man var ved at bygge en katedral. Sidstnævnte murer så altså sig selv som et led i en større sammenhæng, og sådan kom mange tidligere højskoleelever også til at opleve sig selv som et led i en større folkelig og historisk sammenhæng. De lokale fællesskaber og de frivilliges indsats og indstilling fik samfundet til at vokse. Det borgersind synes jeg godt, at man kan savne lidt i dag.
Mener du på den måde, at moderne mennesker er blevet fremmedgjort fra det store fællesskab?
Ja, velfærdsdanmark har jo skabt en generation af danskere, for hvem alle goder er en selvfølge, som man har krav på, uden man behøver at yde noget til gengæld. Og det er selvfølgelig et problem især i en tid, hvor enhver kan se, at velfærdsstaten ikke kan klare alting. Det har ført til nogle spændende debatter om Carina, Dovne Robert og universiteternes samfundsansvar. Når samfundsansvaret svigtes, får det os politikerne til at stramme ordningerne. Men vi har jo også set bagsiden af den tiltagende regelstyring. Jeg var selv med til at gennemføre centrale regler som undervisningsminister. Det skete i fortvivlelse over, at børn ikke kunne læse godt nok. Men de centrale pålæg får lederne og lærerne til at føle sig umyndiggjorte. Og målet er jo det modsatte: at myndiggøre samfundsborgerne til at tage et ansvar selv.
Var du så ikke i konflikt med dig selv, når du selv var med til at skabe flere statslige kontrolsystemer som minister?
Jo, det huede bestemt ikke mit liberale hjerte. Jeg så det også mere som en slags fortvivlelsens nødhjælp, men det kan godt være, at det kunne være blevet gjort på en anden måde. For jeg tror da på, at man bedst får folk til at vokse ved at rose dem for det, de gør godt. Og hvis alle skoleledere bare gjorde tilnærmelsesvis, som de bedste gør, ville der heller ikke være nogen problemer, siger Bertel Haarder, der mener, at den aktuelle krise kan være med til at få samfundssindet tilbage på sporet:
Det gjorde mig glad og optimistisk at se, hvordan de ansatte håndterede krisen i SAS. For det viser, at danske borgere stadig er i stand til at tænke på det fælles bedste. Måske kan der i krisens kølvand komme en folkelig opblomstring. For når velfærdsstaten ikke rækker til, må foreningerne og de frivillige træde til. Og det er ikke en sur pligt, men noget, der giver livet mening. Lykken er, når der er brug for en.
Enhver, der bestyrer offentlige eller private ressourcer, har et samfundsansvar. Det er der nogle, der glemmer, både i den offentlige og den private sektor.
Enhver har et talent, der skal forvaltes i samfundets tjeneste. Og det kan samfundskriser være med til at vise den enkelte. Det var jo netop fortvivlelsen over 1864, der i sin tid skabte grobund for mange danskeres spirende samfundssind, siger Bertel Haarder, der selv ser en sammenhæng mellem det finske skolesystems succes og den nyere finske historie, der er fuld af færdelige kriser efter Anden Verdenskrig og presset fra Sovjetunionen.
Enhver ung finne ved, at der ikke er noget selvfølgeligt i tilværelsen, og at man må kæmpe for det. Og derfor har det finske samfundssind blomstret i en periode, ligesom det gjorde for de danske højskoleelever efter 1864.
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af Bertel Haarders bog på