Hvad foregår der i hovedet på en selvmordsterrorist? Hvordan spiller de forskellige religiøse grupperinger ind i konflikten i Syrien? Hvilken betydning har det for nutidens overvejelser om optagelse af Tyrkiet i EU, at Osmannerriget i århundreder var de europæiske nationalstaters hovedfjende? Hvad står der egentlig i Koranen? Og hvem var den britiske akademiker William Tyndale, som i 1500-tallet oversatte Bibelen til engelsk og derved tilførte sit lands sprog flere nye ord end Shakespeare?
LÆS OGSÅ: Afkristning: Vi har vendt os fra solen for selv at blive sole
Disse og mange andre spørgsmål arbejder Aaqil Ahmed og hans medarbejderstab på BBCs afdeling for religion og etik hårdt på at besvare i form af informative og vedkommende tv-udsendelser. Stadig flere af de konflikter og problemstillinger, som bliver taget op i den almindelige, daglige nyhedsstrøm på den nationale britiske tv-stations kanaler, kræver en dybere religiøs og historisk forklaring. Og i de senere år har religionsjournalistikken ramt så præcist, at den er rykket fra mindre populære sendetidspunkter først på aftenen til den attraktive prime time klokken 21.00.
Vores dokumentarudsendelser forsøger at se verden gennem det prisme, som hedder religion. Ikke fordi vi er besat af at give religiøse forklaringer på alt, men fordi netop de religiøse forklaringer i mange sammenhænge er nøglen til at forstå den verden, vi lever i, siger Aaqil Ahmed.
Men det er ikke kun på grund af dygtige journalister, at programmerne når den bedste sendetid. Det afspejler også en tid, hvor religion er kommet i fokus. Og det stigende behov for religiøse forklaringer er ikke et isoleret britisk fænomen, men globalt. I kraft af globaliseringen er konfrontationer verden over mellem mennesker med forskellig tro og forskellige værdier tiltagende, og overalt i den vestlige verden ser man ifølge religionsredaktøren et sammenstød imellem sekularisme og tro.
Da jeg var ung i 1980erne, og Margaret Thatcher var premierminister, var der en tydelig modsætning mellem den politiske højre- og venstrefløj. I dag har vi politisk mere midtsøgende regeringer, og denne modsætning står ikke så tydeligt frem. I stedet har vi en lang række sammenstød imellem troende og ikke-troende, fortæller Aaqil Ahmed.
Årsagerne til denne udvikling er mange og velkendte. En del af befolkningen bevæger sig stadig længere væk fra religion, en anden del er mere religiøs end længe set. Indvandring over store afstande fører nye befolkningsgrupper ind i de europæiske velfærdsstater. En række opsigtsvækkende terrorhandlinger gennem de seneste 20 år har øget frygten for det fremmede.
I denne situation er den helt store faldgrube, at mennesker på begge sider af skellene forfalder til generaliseringer på baggrund af en alt for overfladisk viden om den anden part. Konkret har ikke mindst muslimer i den vestlige verden inden for de seneste år oplevet, at deres tro blev hæftet på dem som en etiket, der med et enkelt ord kunne redegøre for, hvem de var.
Gennem de seneste fem til ti år er det blevet mere accepteret at ytre en blød udgave af antimuslimske fordomme. I store dele af den vestlige verden har der indsneget sig en mild udgave af islamofobi over middagsbordene, siger Aaqil Ahmed.
Som nævnt ser han den store brudflade imellem troende og ikke-troende mere end mellem kristne og muslimer. Men den kendsgering, at han selv er muslim, vokset op i det nordlige England som søn af pakistanske indvandrere, har fyldt kolossalt meget i britiske medier, hver gang Aaqil Ahmed og hans afdeling har foretaget sig noget i de tre år, han har ledet den.
Jeg har aldrig set grund til at nævne min personlige tro i forbindelse med mit job. Jeg har arbejdet med journalistik om religion i 20 år, og de første 17 år har det aldrig været et emne. Det er kun i dette job som øverste leder for religionsstof i BBC. Der er endda højreorienterede debattører, der har hævdet, at jeg fik posten, fordi jeg er muslim, og ikke fordi jeg faktisk er kvalificeret til den, siger Aaqil Ahmed.
Han vurderer, at ingen ville ytre sig på samme måde om en jøde, en homoseksuel eller en handicappet. Altså at bruge et enkelt ord som forklaring på, hvordan man er. Og problemet med de grove generaliseringer om ikke mindst muslimer, som præger den vestlige verden i dag, er, at de kan få mange unge muslimer til at give op på forhånd. Det kan ske, hvis de unge får det indtryk, at de aldrig bliver accepteret af majoriteten heller ikke hvis de gør alt det rigtige og tager en universitetsuddannelse.
Dengang jeg voksede op, blev vi ikke betegnet som muslimer, men som asiater. Der blev altså ikke refereret til religion, men etnicitet. Men tingene har forandret sig, og sammenstødet mellem sekularisme og tro har medvirket til, at der i dag bliver sagt generaliserende ting om muslimer, som man ikke ville kunne sige om andre, erklærer Aaqil Ahmed.
Han undrer sig over, at Danmark, som han løbende har besøgt gennem 20 år, i løbet af denne periode efter hans opfattelse har udviklet sig ekstra meget i retning af religiøse etiketter og generaliseringer. Men tendensen er til stede i alle europæiske lande. Storbritannien har i kraft af sin fortid som kolonimagt haft et andet forhold til indvandring, og tilgangen har i mange år været at undgå en dem og os-opdeling ved at gøre alle indvandrere til britiske statsborgere fra dag ét. Men her går polemikken nu i retning af at se de indvandrere, som ikke kommer fra tidligere britiske kolonier som Pakistan og Indien, men for eksempel fra Nordafrika, som anderledes. Tankegangen er, at pakistanere via kolonitraditionen er opdraget i et værdisæt, som bedre kan passes sammen med det, de møder i Storbritannien.
For 20 år siden så danskere meget mere liberalt på det her emne. Nu sker det med jævne mellemrum, at jeg hører historier fra Danmark om udtalelser om muslimer, som man dengang ville have anset for utænkelige. Sammenstødet ser for mig ud til at have ramt ekstra hårdt i Danmark, og det kan undre, når det ikke er på samme måde i Sverige, som ellers har endnu flere indvandrere, siger Aaqil Ahmed.
I august i år vakte det voldsom mediedebat her i Danmark, da Danmarks Radio valgte at gøre ekstra meget ud af den muslimske eid-fest, som afslutter fastemåneden ramadan. Denne prioritering blev stærkt kritiseret, og Ole Hyltoft, næstformand i DR-bestyrelsen sammenlignede eid-dækningen med de mange uvidende og naive danskere, der i 1930erne hyldede Hitlerjugend. For Aaqil Ahmed er det ubegribeligt, at DR får kritik for en række udsendelser, som kunne give et mere nuanceret indblik i, hvad det egentlig vil sige at være muslim.
Dels må man formode, at den del af licensbetalerne, som er muslimer, med rette kan forvente, at deres religion også bliver taget alvorligt. Dels er det da meget fornuftigt at forsøge at kommunikere til alle andre, hvad deres religion går ud på. Og eid-festen og ramadanen kan være en relevant anledning til det formål. Så længe det er et program, alle kan lære af, og ikke et program kun for muslimer, kan jeg ikke se problemet, siger Aaqil Ahmed, som generelt synes, at Danmarks Radio løser sine opgaver inden for formidling af religion ganske udmærket.
Når man spørger en ledende kraft inden for journalistik, hvad den vestlige verden skal stille op med de mange sammenstød og generaliseringer, er svaret naturligvis, at kompetent og væsentlig journalistik kan gøre en forskel ved at gøre borgerne klogere. Vejen frem er at tage sig tid til at forklare nuancerne og de historiske, religiøse og kulturelle baggrunde og at gøre det så dygtigt, at man ikke taber alle seerne undervejs.
Det her har BBC altid gjort, men vi arbejder med at skærpe vores profil og bruge ressourcerne rigtigt. Hellere producere seks programmer, der rammer plet og bliver sendt i prime time end 10 programmer, som er gode, men kun får et begrænset publikum, forklarer han.
Aaqil Ahmed erkender, at der er grænser for, hvor stort et publikum man kan nå med begavet dokumentar-tv om Osmannerriget, som er hans afdelings næste store satsning. Men afdelingens ambition er at være til stede på de forskellige tv- og radiokanaler, man har adgang til. Nogle programmer rammer bredt, andre går ud til mindre, men engagerede grupper af lyttere og seere. Nogle programmer er klassiske religious services, hvor der for eksempel formidles gudstjeneste og salmesang. Andre er etiske og moralske debatudsendelser, hvor meninger brydes, og hvor seere og lyttere kan få brændstof til deres egen meningsdannelse. Endelig er der de forklarende dokumentarprogrammer, som lægger sig op ad den almindelige nyhedsstrøm.
Fælles for religionsjournalistikken er, at den uanset hvilken målgruppe den er tiltænkt ikke er ekslusivt for kristne, muslimer, jøder eller hinduer. Og et ufravigeligt princip er ifølge Aaqil Ahmed, at man ikke holder sig fra at tage et emne under behandling, fordi en religiøs gruppe ønsker det. Kun vurderingen af emnets vigtighed styrer.
Mange debattører i den vestlige verden er pessimister på kvalitetsjournalistikkens vegne. Det er en udbredt opfattelse, at kommercialisering, overfladiskhed, stadig hurtigere og dermed fejlfyldte nyhedsstrømme og stadig mere rent sensations- og underholdningspræget journalistik tager over. Men denne pessimisme deler Aaqil Ahmed ikke. Han erkender, at der bliver stadig mere af de omtalte fænomener i tv, men det er ikke på bekostning af kvalitets-tv, fastholder han.
Der bliver produceret stadig mere tv. På flere kanaler kan man se reality-programmer, som jeg synes er ligegyldige og ikke gider bruge tid på. Men samtidig vil jeg sige, at tv aldrig har været så godt, som det er nu. Tag bare jeres danske tv-serier, Borgen og Broen, som jeg finder fremragende og kan sidde og se i sene nattetimer på dansk med engelske undertekster, siger han og tilføjer:
Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange vi kan nå med nyheder, dokumentarudsendelser og etiske debatter. Men det giver mig stor optimisme, at der findes en stor gruppe unge, som tænker meget over tingene, og som følger de etiske debatter med stor interesse.
