Da et muslimsk flertal nedstemte et juletræ i beboerforeningen Egedalsvænge, endte det i stenkast mod en reportagevogn fra TV 2, og formanden har valgt at flytte til Jylland efter trusler og hærværk.
I Bruxelles kom byrådet selv konflikten om juletræet i forkøbet. Af frygt for, at nogen skulle føle sig stødt over det kristne symbol, valgte man at erstatte det traditionelle grønne juletræ på Grande Place med et avantgardistisk, elektronisk vintertræ. Et byrådsmedlem medgiver, at det var forbindelsen til kristendommen, som var den udslagsgivende faktor bag at fjerne juletræet.
I Sverige valgte en skoleleder, som man kunne læse i Kristeligt Dagblad i går, at aflyse skolens årlige adventsbesøg i den lokale kirke, fordi han mente, at den var for religiøs. Det var han i sin gode ret til, da en ændring af loven, som trådte i kraft i juli 2011, indebærer, at den svenske skole skal være ikke-konfessionel. Det betyder i praksis, at eleverne ikke skal udsættes for religiøs påvirkning. De skoleledere, som ønsker at lære børnene at fejre jul uden Gud, har altså loven på deres side.
I de danske skoler er kristendommens status også vaklende. I den forløbne uge var der optræk til, at regeringens udspil om en fornyelse af folkeskoleloven ville betyde, at kristendomsfaget skulle ændre navn til religion. Det skete så ikke, men alligevel er det ingen garanti for, at kristendomsfaget ikke ændrer navn eller ryger ud, næste gang folkeskoleloven skal revideres. Det er absolut ikke et fag, der sidder sikkert i sadlen, men alene får lov til at bestå på grund af visse politikeres fortsatte nåde.
I Slovakiet har julestemningen også fået et gevaldigt dyk, efter at EU-Kommissionen har fastslået, at kors og glorier på en slovakisk jubilæumsmønt med de to græske helgenbrødre Kyrillos og Methodios strider imod religionsneutralitet og derfor skal fjernes.
I alle ovennævnte sager hedder det sig, at kristne symboler må fjernes af hensyn til religionsneutralitet. I virkeligheden drejer det sig om had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet. Af samme grund er der heller ingen vestlige medier, der interesserer sig en døjt for, at kristendommen nu er den mest forfulgte trosretning på verdensplan. 100 millioner forfølges hver dag, og årligt bliver 115.000 slået ihjel, alene fordi de er kristne.
I Europa mister kristne (endnu) ikke livet, men privilegier. Det er en tendens, man skal være på vagt over for.
I 1930ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro.
Det er i grunden samme situation, kristne i Europa i dag er ved at havne i. Under dække af religionsneutralitet bliver det mere og mere almindeligt, at kristendommen i offentlige sammenhænge skal afsværge sin tro, som det for eksempel er tilfældet med den svenske skolelov, juletræet i Bruxelles og den slovakiske mønt. I årevis har der været kamp om, hvorvidt kristendomsfaget i danske skoler har lov til at være forkyndende.
Desværre lukker mange kristne, præster og biskopper i Europa lukker øjnene for tendensen og er for godtroende. Man bilder sig ind, at religionsneutraliteten er vejen frem i et multikulturelt samfund. Man ser ikke, at religionsneutralitet mest af alt tjener den funktion at knuse kristendommen.
Der er ingen andre religioner i Europa, der er udsat for så meget pres som kristendommen. Selvom islam har måttet stå på mål for tørklæder og niqab, er der alligevel mere politisk korrekt velvilje over for muslimers plads i samfundet, end der er over for kristne symboler og standpunkter.
Det samme gælder de østlige religioner, som slet ikke er udsat for nogen form for religionskritik, men som mange sluger råt og ukritisk med deres budskaber om meditation og højere bevidsthedsniveau. Hvorfor er yoga og mindfulness i så høj kurs på arbejdspladser, hvis målet er et religionsneutralt samfund?
Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og general-sekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen