5 stjerner ud af 6
Uden at smøre for tykt på må man konstatere, at publikum ved torsdagsen blev præsenteret for to af musikhistoriens mest skelsættende værker. Beethovens 3. symfoni Eroica chokerede wienerne både ved sin længde og fylde, da den i 1805 blev holdt over dåben. Ingen havde tidligere hørt noget, der bare svagt mindede herom.
LÆS OGSÅ: Sprød barok
Og lidt mere end hundrede år senere vakte Igor Stravinskij ved uropførelsen af Le sacre du printemps furore i Paris. At høre disse to værker ved samme bliver uvægerligt en stor oplevelse for publikum i hvert fald når symfoniorkestret har så mange muskler at spille med, som DRSO er i stand til, og når der på dirigentpodiet står en maestro af Rafael Frühbeck de Burgos kaliber.
Tidligere på sæsonen havde man haft lejlighed til at høre Frühbecks bud på Beethovens 1. og 2. symfoni. Tolkninger, der var præget af stor bredde, transparens i klangbilledet og et suverænt overblik. Traditionelt regnes 3eren for den første af de store Beethoven-symfonier, og det er også forklaringen på, at man her for første gang i sæsonen indledte med en fanfare med udgangspunkt i aftenens Beethoven-symfoni, i dette tilfælde den berømte sørgemarch. Fanfara funebre havde den 39-årige komponist Søren Nils Eichberg nemlig kaldt sit blot fire minutter lange værk. Frühbeck havde valgt at bruge det som afsæt, orkestret gled uden ophold over i førstesatsen af Eroica for undertegnede føltes det en smule frustrerende, at man dermed ikke fik mulighed for lige at tage den dybe, forventningsfulde indånding, inden festen begynder.
For det blev en fest. Frühbeck de Burgos er de store linjers mand. Han har evnen til at brede et symfonisk værk ud, så man hører ting og sager, man måske ikke tidligere har haft hæftet sig ved. Han kan blænde op og ned for orkesterklangen uden på noget tidspunkt at tabe det naturlige flow i forløbet. Han kan bygge naturligt op til et klimaks, så man hele tiden fornemmer sammenhængskraften i musikken. Han foretrækker talstærke besætninger i alle orkestrets sektioner, og han kan gennemføre det, fordi han qua sit overblik er i stand til at skabe den transparens, der nu tør jeg hævde efter at oplevet de tre første Beethoven-symfonier under hans taktstok er hans varemærke i fortolkningen af denne mester. Og det er vel også en del af forklaringen på, at han i sin første sæson som chefdirigent for DRSO har valgt at spille alle Beethovens ni i kronologisk rækkefølge. 4eren står for tur den 24. og 25. januar koblet med Berlioz uimodståelige Symphonie fantastique. Stort kalenderkryds!
Frühbeck var efter pausen lige så generøs i udtryk og virkemidler i Le Sacre du Printemps, hvor Stravinskijs provokerende musik blev udfoldet i alle dens kontraster. For dette værk består jo ikke udelukkende af uhørt voldsomme udladninger. Der er også inderlige passager som den lille fløjteduo i anden, smukt og nænsomt spillet af Ulla Miilmann og Toke Lund Christiansen. Der var særligt bifald og stort touche fra de øvrige i orkestret til sidstnævnte, der ved årets udgang takker af i DRSO efter en markant karriere.