Det er ikke alle små, fedtede og rynkede spædbørn, der er så heldige at modtage røgelse, englesang og Guds lovprisning på deres første dag i verden.
Langt fra alle jordens unger fødes heller som små mirakler - nogle børn er ikke engang ønskede, andre går et hårdt liv i krig eller fattigdom i møde. Men når præsten i kirken begynder med "Og det skete i de dage" den 24. december, ved vi godt, hvad det ender med: Miraklet, at Jesus blev født julenat.
Men hvad er der egentlig mirakuløst ved noget så naturligt som en fødsel?
For den tysk-jødiske filosof og forfatter Hannah Arendt (1906-1975), der er født i krigens Tyskland og af mange kendes som én af århundredets største kvindelige tænkere, er miraklet allermest til stede i julen. Gry Ardal Printzlau, der er ph.d. i filosofi ved Københavns Universitet, har specialiseret sig i Arendts tænkning:
Selvom naturvidenskaben kan forklare det meste, er der hos Arendt noget særligt i skaberværket, fordi det er født absolut frit. Hendes symbol på det mirakuløse, at nyt liv kan opstå af sig selv, er julen og Jesu fødsel. Både i kristendommen og jødedommen er fødslen helt central, og det undersøger Arendt, forklarer hun.
I Bibelen og sådan som vi ellers bruger ordet er miraklet som regel altid noget jublende godt: Den blinde ser, den spedalske bliver rask, og Jesus får to fisk til at række til en hel hær. Hos Hannah Arendt er miraklet nærmere forbundet med noget ubestemt, forklarer Gry Ardal Printzlau:
Dybest set ville Arendt kalde miraklet uforklarligt. Det kommer ud af ingenting og i øjeblikket. Derfor åbnes i miraklet en masse muligheder, som ikke var der før, og som ingen kunne forudsige. Det repræsenterer et begreb om frihed i en verden, som ellers hurtigt kan blive deterministisk og bestemt af videnskaben, forklarer hun.
Miraklet kan dog også ende ud med en katastrofe, hvis ikke vi mennesker forvalter det godt:
Det uforudsigelige kan også være meget voldsomt og decideret ondt. Frihed giver os et moralsk ansvar for at skabe vores egne skæbner, og netop dét er Hannah Arendt meget optaget af. Men overordnet ville hun nok vedkende sig, at miraklet i det mindste er til for det godes skyld.
Hannah Arendt læste i 1930'erne hos den konservative tænker Martin Heidegger på universitetet i den tyske by Marburg. De to havde efter sigende en stormfuld affære, indtil han blev medlem af nazistpartiet op til 2. Verdenskrig. Selv var Hannah Arendt en kort overgang involveret i modstandsbevægelsen, men som jøde måtte hun i 1941 flygte til USA, hvorfra hun skrev bøger og artikler resten af sit liv. Hun rapporterede blandt andet for The New York Times fra retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann, der blev dømt til døden i Jerusalem.
Som filosof cirkler hun om begrebet ondskab og menneskets moral i kølvandet på Holocaust og antisemitismens opkomst. Generelt ligger der dog en stor portion håb i hendes tekster, som om hun stædigt vil være optimist på menneskets vegne oven på 2. Verdenskrigs rædsler, forklarer Gry Printzlau.
Arendt undrer sig over, hvad det mon er, mennesket har, siden moral kan være mulig i en verden med krig, ødelæggelse og ondskab. Miraklet, fødslen og begrebet natalitet, der især findes i værket The Human Condition (1958), bliver en del af forklaringen: Vi mennesker er ikke onde, men født af natalitet, og har det i os som en forlængelse af Guds skaberevne.
Natalitet er det mirakuløse ved menneskets væsen, der sætter os i stand til at tænke frit, skabe nyt, og som trods alt gør, at det totalitære mørke, som Hitlers tredje rige repræsenterer, ikke vinder i sidste ende.
Og således skete det i de dage, at Hannah Arendt gjorde fødslen til et mirakel, som blev til menneskets ultimative frihed til at starte på en frisk, selv i de mørkeste tider med krig og ulykke.