Fangekoret på italiensk

Fascinerende italiensk film af brødrene Taviani om opsætning af Shakespeares Julius Cæsar i et fængsel med fanger som skuespillere

Shakespeares gamle tekst fra 1599 formår at trænge ind bag facaden, og fangerne formår at løfte ordene ind i en troværdighed, der får stykket til at ligne et stykke nutidshistorie. –
Shakespeares gamle tekst fra 1599 formår at trænge ind bag facaden, og fangerne formår at løfte ordene ind i en troværdighed, der får stykket til at ligne et stykke nutidshistorie. –. Foto: Øst for Paradis.

Cæsar skal dø. Instruktion: Brødrene Taviani. Italien 2011. Premiere i 10 biografer.

Læsere af denne avis vil kende Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel, der i 2004 udgav cden Forbryderalbummet, der medførte, at koret fik stor opmærksomhed i medierne. Det fik stor betydning for de indsatte. Det samme er på spil i brødrene Tavianis nye , Cæsar skal dø. Kunsten kan forløse, inspirere og befri mennesker, der er i en svær menneskelig situation. Her er det ikke sang, men skuespil, der formår at lukke mennesker op.

LÆS OGSÅ: Forviklinger i Rom

I det berygtede italienske Rebibbia-fængsel, hvor langtidsfangerne sidder, vil man sætte Shakespeare-stykket Julius Cæsar op med fangerne i rollerne som Cæsar og hans mordere. Vi følger processen fra præsentationen af idéen over castingen til prøverne sluttende med premieren.

Stykket handler om drabet på Cæsar den 15. marts år 44 f.Kr. Brutus og Cassius er bekymrede over den magtkoncentration, som Julius Cæsar er ved at opbygge hos sig selv. De vil forsvare republikken og undgå tyranniet. De føler sig nødsaget til at slå Cæsar ihjel, hvilket de jo faktisk gør og dermed kaster Rom ud i en borgerkrig.

Det er altså stærke sager, der er på spil her. Vi følger fangernes arbejde med de roller, de er blevet castet til. Selve castingen er fuldstændig forrygende hudløs og ærlig. De skal hver sige deres navn, familiestilling og adresse, både som om de står ved en grænseovergang og er ydmyge og kede af det, og som vrede og aggressive fanger ved et politiforhør. De er helt betagende.

Fangerne har forskellig baggrund i det kriminelle. Der er mordere, voldsmænd og narkohandlere. Fælles for dem er, at de har siddet lang tid eller skal sidde lang tid. Nogle har siddet over 20 år. Det er altså ikke Guds bedste børn. De er faktisk skræmmende i deres adfærd. Under processen med teaterstykket får de og vi indblik i de dybere lag i disse mennesker.

Shakespeares gamle tekst fra 1599 formår at trænge ind bag facaden, og fangerne formår at løfte ordene ind i en troværdighed, der får stykket til at ligne et stykke nutidshistorie. En af fangerne, der spiller en af de sammensvorne mordere, siger på et tidspunkt: Det er, som om Shakespeare har levet i mine gader. Ordene i den gamle tekst bliver nye, og fangen spiller dem med stor intensitet. Den fange, der spiller Brutus, siger på et tidspunkt midt i en stor monolog: Det her er bare mig!. I korte øjeblikke ser vi, hvordan stykket åbner disse mennesker og åbner for det, der er tekstens ærinde. Det er meget bevægende. Kunsten kan forløse og åbne for noget, man ikke anede noget om.

Det er en meget bevægende og stærk , brødrene Taviani har lavet. Ikke mærkeligt, at den vandt Guldbjørnen i Berlin i år. Godt gået af brødreparret på henholdsvis 84 og 81 år. Det hvide guld kan endnu!