På væggen står der Waiting for God, og pilen peger skråt op mod det højeste punkt i Nikolaj Kunsthal. Stemningen er sat, og forventningen er høj, når der måske er tale om et møde med Gud. Alt dette foregår tilmed i det hus, som engang var et helligt rum for fiskere, sømænd og tilrejsende handelsmænd, og som den dag i dag står på murene af den tredjeældste kirke i København.
Det er den sydafrikanske kunstner Tracey Rose, der udstiller 15 års arbejde på sin første soloudstilling i Danmark. Hendes performancebaserede praksis er repræsenteret gennem fotografier, videoværker og dokumentation af tidligere performances - og det går ikke fredeligt for sig.
LÆS OGSÅ: Kunst er frihed
Tracey Rose er en af Afrikas mest aktuelle kunstnere, og med hendes groteske iscenesættelser, samfundskritiske temaer og satiriske referencer til både bibelske historier og kønsmæssige problemstillinger er hun med til at sætte dagsordenen for kunst fra det afrikanske kontinent netop nu.
Rose er sydafrikaner, født i 1974 og opvokset under apartheidstyret. Hendes kunst er provokerende, og hendes brug af sig selv i videoerne gør hendes kunst nærværende og til et kunstnerisk spejl på hendes egen rolle som kvinde, kunstner og farvet i et kontrastfyldt Sydafrika post-apartheid.
Roses værker er et intenst sammensurium af religiøse referencer, sproglege, politiske kommentarer og kropslige udskejelser.
Alt dette iscenesættes på satirisk vis, hvor Rose selv agerer i forskellige roller og ofte ekviperet i sexede outfits med bemalet krop og uhyggelig ansigtsmaling.
Rose tager ingen hensyn og levner ingen respekt frihedstrangen til at gøre, ytre og udtrykke lige, hvad hun vil, er næsten manisk, men måske også påtrængende efter en tid præget af racisme, censur og patriarkalsk konservatisme under apartheid.
Rose er pågående og klar i sin brug af religiøse referencer, hun udstiller både sin nøgne krop, urinerer på muren af en grænsepost i rollen som Sankt Peter og nedskyder selskabet under en grotesk opførelse af den sidste nadver i videoerne Waiting for God, San Pedro V Hope I Hope og Ciao Bella.
Figurerne i Roses værker er som regel vulgære og karikerede. De er ofte afklædte eller iklædt karnevaleske dragter med seksuelle konnotationer. Den seksuelle nøgenhed er gennemgående i hendes videoer og insisterer på opmærksomhed.
Men Roses værker er hverken letkøbte eller foruden andre tematikker end det kønslige. Hendes værker emmer af energi. Hun har så meget på hjerte, i kroppen og på sinde, at man må udbryde et hold da op, for selvom nøgenheden og det groteske virker dragende, er værkerne ikke ligefrem behagelige at se på. Men Rose stopper ikke her, for hun har mange problemstillinger på dagsordenen.Med værkerne Sticks and Stones og TKO (Technical Knockout) ser man også en sårbarhed bag den rå og teatralske facon. I disse to værker synes en mere personlig side af Rose at komme til udtryk.
I TKO er Rose ingen anden end sig selv, nøgen bokser hun en stor boksepude frem og tilbage, mens hun filmes af et kamera placeret inde i selve boksepuden. Hun slår aggressivt fra sig, er vedholdende og udstøder brølelyde, som let kunne forveksles med erotisk nydelse.
I videoen Sticks and Stones vises en lang monolog, som ruller som hvid tekst hen over en sort baggrund. Det er ikke en sammenhængende historie, men små beretninger om forskellige episoder fra barndommen, som både er hjerteskærende, pudsige, skræmmende og højst sandsynligt autentiske. Uanset om disse eller Roses oeuvre i det hele taget skal læses biografisk, vidner de om en uomgængelig grim- og grusomhed og den erfaringsverden, som Rose oprinder fra.
Nu kan også et dansk publikum opleve Rose, hvis værker kan ses på Nikolaj Kunsthal indtil den 27. januar 2013.