Hvert sjette sent aborterede foster udviste livstegn efter aborten. Det fremgår af en undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital, som Kristeligt Dagblad har omtalt i går og i dag. Det er hjerteskærende. Af 70 sent aborterede var 11 børn i live og blev lagt til at dø. Mange af dem ville være døde under alle omstændigheder, fordi de led af alvorlige, livstruende sygdomme. Men i nogle tilfælde aborteres fostre sent, også på såkaldt social indikation, det vil sige, at moderen ikke kan tage sig af sit barn.
Når det overhovedet kan ske, at børnene fortsat trækker vejret, skyldes det, at de ikke som ved tidlige aborter skrabes eller skylles ud, men at man er nødt til at fremtvinge en egentlig fødsel. Netop fordi det er en fødsel, må man også tale om fostret som et barn. Som det fremgår af dagens avis, får det et cpr-nummer blot ved det mindste livstegn, ligesom forældrene har ret til barselsorlov.
LÆS OGSÅ: Aborterede fostre får cpr-numre
Det er bare et af de mange paradokser, som er fulgt med adgangen til fri abort i kombination med stadig mere avanceret lægeteknik og indviklet jura. Et andet paradoks er, at læger kan stå på en børneafdeling og kæmpe for at redde et for tidligt født barn, mens et næsten lige så gammelt og levedygtigt foster altså kan få lov at dø i skyllerummet ved siden af. Men det helt grundlæggende problem er, at et civiliseret samfund, der hævder at kæmpe for de svageste og mest udsatte, tillader, at man kan afbryde det liv, der er på vej. Der er mange grunde til, at man i dag reelt ikke kan forbyde adgangen til fri abort, men det etiske dilemma ved indgrebet består. Indvendingen mod at tale om abort som for eksempel fosterdrab er, at det er ubarmhjertigt over for de forældre, der står med en svær beslutning. Og at det er ubarmhjertigt over for det sundhedspersonale, som bare passer sit arbejde. De dilemmaer må modstandere af den fri abort ikke gøre sig for hurtigt færdige med.
Imidlertid er det ikke til at komme uden om, at vi som samfund har talt os selv ind i en monumental fortrængning af, hvad abort egentlig er. Det kommer tydeligt til udtryk i politikernes hændervridende reaktion på oplysningerne om de mange sent aborterede fostre med livstegn. Sagen må undersøges nærmere, lyder det med De Radikale som en undtagelse. Sundhedsordføreren herfra mener, at det bare er et teknisk problem, at nogle fostre fødes levedygtige. Lægerne må frem med kaliumsprøjten, inden barnet kommer ud, fremgår det. At tænke sig, at De Radikale, som ellers hører til de mest konsekvente modstandere af dødsstraf, kan anbefale lige netop en kaliumsprøjte som løsningen på, at aborterede fostre gisper efter vejret. Det viser da, hvor omfattende og grumme de etiske paradokser er.