I Danmark ved vi, at racisme er ondt. Det lærer vi i skolen. I Danmark ved vi også, at racisme er, når man ikke kan lide folk, der ser anderledes ud. Det lærer vi af den kulturradikale bevægelse, som for tiden besidder regeringsmagten.
Tag nu udenrigsminister Villy Søvndal (SF). Forleden var Israels ambassadør til samtale hos udenrigsministeren. Ikke en hyggesnak, men skarp kritik. Israel har igen besluttet at tillade en række bosættelser på Vestbredden. Og Søvndal var vred.
LÆS OGSÅ: Søvndal til EU: Vi skal lægge pres på Israel
Lad os se lidt på baggrunden. Alle ved, det strider mod internationale bestemmelser, hvis et land diskriminerer udlændinge. Men i Det Palæstinensiske Selvstyreområde kan blandt andre jordanere, egyptere og tunesere uden vanskeligheder bosætte sig i området. De er velkomne.
Det er jøder derimod ikke.
De mødes med stenkast, maskingeværsalver og forfølgelse. Derfor må Israel den eneste jødiske stat i et oprørt islamisk hav beskytte dem, der vælger at bosætte sig på det dem fjendtligt stemte område.
DEN PALÆSTINENSISKE udlændingelov synes således at kunne opsummeres til, at muslimer er velkomne, mens jøder ikke er. Det har jeg lært i skolen, er racisme. Mon det var, hvad Søvndal talte med Israels ambassadør om?
Nogle vil indvende, at palæstinenserne jo ikke har noget land og således ikke kan betragtes efter almindelige folkeretlige standarder. Og det er sandt, at de ikke har noget land. Men hvorfor egentlig ikke?
Er der andre, der gør krav på Ramallah, Betlehem med videre? Sandelig nej. Det er snart 100 år siden, at Storbritannien forlod området. Jordan opgav det for 30 år siden. Og ingen andre gør krav på det. Ingen omkringliggende lande vil have det. Med andre ord er det frit tilgængeligt.
Og svært er det ikke at oprette en stat. Se på Kosovo selv de mest uduelige og korrupte institutioner kan blive anerkendt af verdenssamfundet. Hvorfor så ikke palæstinenserne? Fordi de ikke vil have, hvad der er kommet dem til del. De er ikke tilfredse med, hvad historien har tildelt dem.
Mens alle andre lande har forsonet sig med deres historie, mener palæstinenserne, at verden skal indrette sig på deres præmisser. At det land, der som følge af fem muslimske landes unisone angreb mod Israel blev besat, skal returneres. Det svarer til, at Tyskland ønsker Versailles-freden ophævet og tabte landområder tilbage. At Skåne eller Sct. Croix igen bliver dansk. Hvilket ragnarok ville da ikke opstå? Ethvert folk må forsone sig med sin historie.
Territoriet mellem Jordan og Israel tilhører ingen. For ingen gør krav på det. Hvordan kan det da være et problem, at jøder, som føler sig historisk bundet hertil, bosætter sig? Er det en besættelse? Der er ingen stat til at håndhæve en territorial ret. For palæstinensernes selvmedlidenhed afholder dem fra at udråbe en sådan. Hvilken forbrydelse begår da disse bosættere?
HER SKYLDER SØVNDAL svar på i hvert fald tre spørgsmål:
1) Er det ikke racisme, når muslimer kan bosætte sig i dette selvstyreområde, mens jøder ikke kan? I modsat fald hører vi gerne nærmere.
2) Er det en forbrydelse, når danskere efter svenske regler bosætter sig i Sverige? I modsat fald hører vi gerne, hvorfor det er en forbrydelse, der kræver ambassadørafhøringer, når jøder bosætter sig i et ikke-land, hvor der således ikke findes nationale regler.
3) Hvad forhindrer palæstinenserne i at udråbe en stat andet end deres egen utilfredshed med det territorium, krige, som deres allierede har indledt, har givet dem?
Jeg glæder mig til at høre Søvndals svar. Og jeg skal sørge for, at de cirkuleres til relevante kredse, så landets definitioner af racisme kan opdateres under behørig iagttagelse af udenrigsministerens betragtninger.
Morten Messerschmidt er cand.jur. og medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti