Hvorfor strømmer jetsettet de kendte, politikere og så videre til biografen for at se filmatiseringen af en engelsk børnebog, The Hobbit, fra 1938? Snart vil tusinder af danskere følge efter og gøre det samme. Det samme vil de i hele verden. Det er en helt fantastisk historie den ville J.R.R. Tolkien ikke kunne have forestillet sig.
LÆS OGSÅ: Danskerne valfarter til Hobbitten
Vi behøver ikke forestille os det, men kan vi forklare det? Har filmen og romanen da så enestående æstetiske kvaliteter? Det er der ikke meget, der tyder på. Hvad så?
Midt under Vietnamkrigen blev J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre bestseller i USA. Før den tid var Tolkien ikke særlig kendt, og ikke mange tog fænomenet fantasy alvorligt. Tolkien og C.S. Lewis var kendt af specialister i old-engelsk og middelalderlitteratur. I dag er Tolkien og Lewis kultnavne, og deres værker er bestsellere, men i et andet litterært kredsløb end det akademiske og litteraturvidenskabelige. De nævnes kun sjældent i selv helt nye fremstillinger af den engelske roman. De bliver ikke taget helt alvorligt. Deres succes skyldes markedet og ikke skolesystemerne.
To ting har præget dem: De var begge med i Første Verdenskrig, og de kom begge fra imperiets periferi til Englands centrum: Oxford. Tolkien kom fra Sydafrika, og Lewis fra Ulster (Nordirland). De frygtede den nye engelske velfærdsstat, der blev skabt i tiden efter Anden Verdenskrig. De var begge på alle måder anti-modernister. Paradoksalt nok er det så massekulturen, der har givet dem den status, som de har i dag. Hvordan kan en sådan anti-modernisme blive den helt store mode? Der er ingen tvivl: Postmodernismen gjorde deres succes mulig.
Som bekendt var Tolkien romersk-katolsk, og Lewis var anglikaner. Der er tale om kristne forfatterskaber. De var begge metafysikere, og deres værker skal opdrage os til igen at antage et metafysisk verdensbillede. Lewis har sagt det så fint: Mennesker i dag aner intet om kristendom, derfor er det meget let at missionere. De var begge modstandere af, at litteratur skal være kreativ, den skal være underkreativ, det vil sige imiterende, og den skal ikke være udtryk for selvet. På det punkt er de næsten uden at vide det strukturalister.
Idéen til The Hobbit kom Tolkien på, mens han sad og kedede sig ved at rette eksamensopgaver. Pludselig dukkede en blank side op, og derpå skrev han In a hole in the ground there lived a hobbit (I et hul i jorden boede en hobbit). Sådan begyndte den.
Både The Hobbit og Ringenes Herre udkom i England på tidspunkter, hvor socialrealismen var den dominerende litteraturform. De var således hverken realister, modernister eller romantikere. Derfor har de været vanskelige at klassificere. De var usamtidige.
Først blev Tolkien læst af venner og bekendte og børn. Så blev han ungdomsoprørets og hippiernes yndlingsforfatter samt Dronningens og Tøger Seidenfadens. Findes der en forklaring på, hvorfor så mange elsker disse mytologiske, fromme, religiøse, anti-moderne og anti-realistiske fortællinger? De er blottet for nuancer og sex. Deres verden er sort og hvid og består af gode og onde. Er det dét, folk savner? Er det eskapisme?
Jo, det var det for Tolkien. Det er en vej ud af fængslet, og fængslet er den moderne velfærdsstat. Man øver altså tavs velfærdsstatskritik, når man bliver væk i Hobbit-universet. Man er også til gudstjeneste eller katolsk messe uden at opdage det. De fleste opdager det ikke på grund af deres manglende kundskaber om ældre litteratur, mytologi og kristendom. Publikum forføres ind i sandheden. Uvidenhed om kristendommen har gjort Tolkien populær.
I slutningen af 1960erne bliver begrebet fabulation populært især i USA; det betyder også fiktionalisering. De to begreber brugte man som led i et opgør med alle former for realisme i kunsten. Sproget kunne ganske enkelt ikke gengive verden. Samtidig begyndte mange at miste troen på fornuft og videnskab. Tiden var rationalitetskritisk. Her var der en åbning for fantasy. Alt dette har med det postmoderne at gøre. I den blandes gammelt og nyt, myte og realisme. Religionskritikken var ophørt. The Shire hos Tolkien var endog en forløber for de grønne bevægelser.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: For lang hobbit
Så fulgte optagetheden af fortællinger, og man talte om de store fortællingers død, men de store fortællinger var ikke kristendommens, derimod marxismens. Tolkien og Lewis dukkede op i den såkaldte narrative teologi, og de passede som fod i hose til opfattelsen af kristendommen som en fortælling. Tolkien og Lewis fik to efterfølgere, der også blev store successer uden for det litterære establishment: J.K. Rowling og Stephenie Meyer; altså Harry Potter og Twilight-bøgerne. Begge kristne forfattere; Meyer er mormon.
Kristendom forkyndes globalt i disse værker. Det er den mest effektive mission nogensinde. Fornuftskritikken var samtidig en kritik af teknologien, men sådan er det ikke længere. I dag er der stort set ingen fornuftskritik andet end den, man dyrker i fantasy. Her kan selv ateister lege, de er troende.
Dernæst er der i dag ikke nogen teknologikritik, som der var i 1960erne. De unge er organisk forbundne med maskiner. Og det interessante er, at hvis der er noget, der passer sammen, så er det Tolkiens og Lewis fantasyuniverser og computerspillenes. Deres værker foregriber på mange måder den nye virtuelle virkelighed på nettet, og deres fortsatte liv muliggøres af computerspil, og disse spils universer ligner middelalderens og dermed Tolkiens. Han ville skabe en mytologi til englænderne, fordi de ingen havde. Det viste sig, at den mytologi spredte sig i store dele af den vestlige verden. Vi har åbenbart brug for en ny mytologi.
Myte først, kristen så.