Når biskop Desmond Tutu hævder, at Gud endda tydeligvis ikke er kristen, gør han det med henvisning til, at han bekymrer sig om alle sine børn. Deri ser Tutu en modsætning til en holdning, han ikke deler, nemlig den, at kristendommen har patent på Gud. Holdningen er for ham ikke forenelig med sand kristendom. For en sådan, mener han, er ikke ekskluderende.
Ifølge Tutu er der rigeligt med bibelsk materiale, der støtter, hvad han betegner som den nærmest banale observation, at hans synspunkt har sandheden med sig. I hans lidenskabelige udlægning (alt, hvad Tutu formulerer, kommer til læserne gennem hans lidenskab) ville det modsatte betyde, at vi ville være nødt til at afskrive dybe religiøse og etiske sandheder fra store profeter som Ezekiel, Esajas og Jeremias som misforståelser og vrangforestillinger; vi ville være nødt til at se bort fra profetierne om Herrens lidende tjener. Senere i afsnittet tilføjer Tutu: Hvis kristne gør krav på Gud for sig selv, så gør de Gud for lille og nærmer sig det blasfemiske. Gud er større end kristendommen og bekymrer sig om andre end kun de kristne.
LÆS OGSÅ: Kunstbibelen - billeder, der giver smag på mere
Tutu kan naturligvis ikke forbigå Jesu ord om, at ingen kommer til Faderen uden ved ham.
Han gør imidlertid opmærksom på, at netop i Johannesevangeliet, hvor Jesus hævder at repræsentere den eneste vej til Gud, ser vi en endnu mere universel og overraskende påstand om ham; at han er Lyset, der oplyser ethvert menneske ikke blot kristne (Joh. 1, 9). Yderligere inddrager Tutu Romerbrevet i sin argumentation, idet han fremhæver, hvor central forestillingen om alles lighed over for Gud er for pointen hos Paulus: Guds nåde, der skænkes for intet gennem Jesus Kristus, ville være uvis, hvis ikke synden havde universel karakter.
Det teologisk kontroversielle grundsyn, der bærer denne del af en, er nært beslægtet med Tutus åbne og respektfulde holdning over for andre religioner. Han opfordrer til, at vi i ydmyghed og glæde erkender, at den overnaturlige og guddommelige virkelighed, vi alle tilbeder på den ene eller anden måde, overskrider alle vore kategorier.
Samtidig understreger han, at respekten for andre religioner ikke er ensbetydende med generel religiøs pluralisme. For den kristne må kristendommen nødvendigvis have forrang frem for andre religioner: Vi, som er kristne, må forkynde vor tros sandheder ærligt, sandfærdigt og uden at gå på kompromis.
Man kan næppe forestille sig en mere oplagt modtager af Nobels fredspris end Desmond Tutu (født 1931). Om ikke før ved man det, når man har læst Gud er ikke kristen, hvor man virkelig oplever ham som det, han er: et moralsk fyrtårn i vor tid. Dets blink er nået ud over hele verden.
Nærværende redigeret af Tutus biograf, John Allen er en samling af nogle af hans vigtigste udsagn gennem fire årtier i form af taler og artikler, prædikener, interview og breve. Men trods dens sammensatte karakter virker den ikke flimrende: Alt knyttes sammen af Tutus stærke holdninger og karismatiske personlighed, der slår igennem også på skrift.
Han bemærker i forordet, at når han konfronteres med lidelse hos og udnyttelse af uskyldige, føler jeg som profeten Jeremias, hvis jeg tier, så brænder Guds ord som ild i mit bryst. Jeg føler mig tvungent til at protestere. Ilden fra biskoppens flammende indre er overført til hans skrift: Han er yderst nærværende, ja, faktisk i en grad, som befinder man sig sammen ham.
For Tutu som for andre store personligheder gælder, at han aldrig indretter sig efter forholdene, men altid gør sig gældende som den, han dybest er. Han tager så den kritik, der kommer. Hvad den for eksempel gjorde, da han i forbindelse med et besøg i det hellige land erklærede, at han med hensyn til de vilkår, som palæstinenserne henvises til, så meget, der mindede ham om, hvad der skete i Sydafrika under apartheidstyret.
Teksterne er ordnet efter temaer og bliver i korte, præcise introduktioner sat ind i deres historiske sammenhænge. Det er en rejse gennem tiden, hvor nogle af de vigtigste stationer er Tutus voldsomme opgør med apartheid og det senere ligeledes meget vigtige arbejde i Sandheds- og Forsoningskommissionen.
Det, der ud fra en vision om en fælles menneskelighed ligger til grund for hans kompromisløse kamp, er dels hans kristne tro, dels det afrikanske begreb ubuntu, der cirka betyder, at: et menneske er et menneske gennem andre mennesker. Ret langt henne i en (det burde egentlig have været trukket frem i forgrunden) gør Tutu nærmere rede for, hvorfra han henter sin styrke, og understreger, at det vigtigste for ham er at prise og tilbede Gud. Det åndelige, et levende forhold til Gud, er altafgørende for ham. Dette indre forhold betegner han som den lodrette dimension. Men dermed er alt langtfra sagt: Den lodrette side af sagen skal stå sin prøve i det ydre, i forholdet til næsten. Det er den såkaldt vandrette dimension.