Anmeldelse: En bog til de måske kristne

Fin genfortælling fra Iben Krogsdal

Man kommer uvilkårligt til at tænke på sidste uges mest omtalte forfatter, H.C. Andersen, og hans historie om grantræet. Det lille træ, der længes så inderligt efter at vokse sig stort og blive et juletræ, for det skulle være mageløst! Men det går helt anderledes, end træet forestillede sig, og snart er det skønne forbi, forbi.

Den samme spænding imellem forventning og skuffelse møder man i Iben Krogsdals genfortælling af et angelsaksisk folkeeventyr, Historien om de tre træer der drømte om at vokse ind i himlen. Det ligger allerede i titlen, for vi ved jo alt for godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Og man lytter derfor med en vis overbærenhed til de tre træers drømme: om at blive en skattekiste fuld af guld og ædelstene, om at blive et mægtigt kongeskib og om at vokse sig så højt, at alle vil løfte blikket og tænke på himlens og jordens skaber.

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Tanker om tilværelsens store temaer

Skuffede bliver de da også alle tre: Det første træ bliver til et fodertrug, det andet til en simpel fiskerbåd, det tredje træ fældes alt for hurtigt for bare at blive til en bunke brædder. Men dermed er denne historie ikke forbi, for skuffelsen vendes endnu en gang med en bevægelse, der viser det eventyrets slægtskab med de fortællinger, Selma Lagerlöf kendte og gjorde til sine Kristuslegender. For julenat bliver fodertruget nu gammelt og grimt, afslikket og afskallet en skattekiste, da barnet bliver lagt i krybben. Fiskerbåden viser sig at have en konge om bord, da Jesus stilner stormen på søen. Og bunken af brædder viser sig at skulle bruges til et kors; det er ikke det største træ i verden, men alligevel kan det få mennesker til at få øje på noget, som var større, end hvad de selv kunne skabe.

På den ene side er det altså en klassisk forkyndende fortælling, der og det er tiltrængt! sætter julen ind i en bibelsk sammenhæng. På den anden side billedsiden har Pia Blak, der debuterer som illustrator, skabt en række helt nye collager, der klipper et gammelt bibelsk univers sammen med billeder fra et naturvidenskabeligt felt: anatomi og geografi. Det er ganske spændende og kalejdoskopisk, men også lidt kitschet. Iben Krogsdal er en god fortæller med et ligefremt sprog indimellem bliver tonen for sentimental, men det får være. For især er hun dygtig til at skrive, så der bliver plads til troen, som den findes også hos de måske kristne med titlen på den om danskernes tro, hun udgav tidligere i år. Historien om de tre træer, der drømte om at vokse ind i himlen, er oplagt at forære væk til et menneske, der er nysgerrig efter kristendommen og har lyst til at forstå, hvad det betyder, når vi snart skal til at fejre, at himlen kom ned på jorden.