Saaledes skeer det da undertiden, at een af de store europæiske Bevægelser naaer os, en anden ikke. Eet Løsen griber os, et andet ikke. Ja undertiden, naar vi slet ikke have været med i Actionen, hvis brede Bølger først naaede vore sandede Kyster som flade og matte, hændes det, at vi kommer med i Reactionen.
Selvom det, der i Danmark blev kaldt det moderne gennembrud, kom senere hertil end til flere andre lande omkring os, slog det også igennem her i landet. Det skyldes først og fremmest Georg Brandes, forfatteren til ovenstående citat.
LÆS OGSÅ: Hvad er kulturradikalisme?
Det var blandt andet hans forelæsningsrække i 1871, som mobiliserede kræfterne bag det moderne gennembrud i Danmark.
Med den bølge kom blandt meget andet partiet Radikale Venstre, avisen Politiken og et sæt af idéer om tankefrihed, kirkekritik, ejendoms- og magtforhold i samfundet, uddannelse og kvinders stilling.
Bjørn Bredal, lederskribent på Politiken, har som forfatter til bogen Politiken mod Politiken. Idékampe 1884-2009 blandt andet beskæftiget sig med åndsstrømningerne, som førte til grundlæggelsen af avisen og Radikale Venstre.
I bogen skriver han:
Den radikale idé er idéen om et brud, et radikalt brud, en stor forandring. Noget med et mørke, som skal spredes, og en fortid, man skal frigøre sig fra. Noget med oplysning og tro på fremskridtet. Idéen går meget længere tilbage end oplysningstiden og selvfølgelig langt længere end det moderne gennembrud i Danmark.
Når han ser tilbage på tiden omkring Georg Brandes, er Bjørn Bredal enig i, at Danmark var langsomt i optrækket og først kom med i reaktionen, som Georg Brandes udtrykte det.
Det moderne gennembrud kom til landet på et tidspunkt, hvor tiden var moden til det. Men Danmark var sent på den. Demokratiet kom sent til Danmark i modsætning til, hvad vi normalt tror. Vi har et indtryk af, at Danmark har en helt særlig grad af demokrati, men vi er et ungt demokrati. Helt op til systemskiftet i 1901 var der varierende grader af godsejerstyre. Det moderne gennembrud virkede uforståeligt provokerende, fordi landet sad fast i den gamle verdens tænkning. Det var sådan noget, Brandes brød radikalt med, konstaterer han.
Tidligere litteraturprofessor Hans Hertel har skrevet flere bøger om Georg Brandes, og han forklarer, at den kulturradikale tænker troede på en sekulariseret, humanistisk moral i modsætning til den kristeligt rodfæstede moral, der prægede datiden. Selv var han jøde, men ikke konfessionel jøde.
Når religion ikke fik meget plads i det moderne gennembrud, skyldtes det, at kirken var så tæt forbundet med de gamle værdier og med kongehus, adel og godsejere, som Georg Brandes ønskede et opgør med for at sætte folket fri.
Strømningerne op til stiftelsen af Det Radikale Venstre kan ifølge Bjørn Bredal sammenfattes i et ord: moderne.
Det dækker over en europæisk bevægelse, som mindst er begyndt i renæssancen, forklarer han.
I sin bog betegner Bjørn Bredal da også 1700-tallet som den rigtige oplysningstid. Tiden, hvor filosoffen Immanuel Kant kom med sin definition af oplysning: Menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.
I det moderne ligger en forestilling om, at mennesket må tage hånd om sin egen tilværelse. Det behøver ikke være en antireligiøs proces, men hvor mennesker før levede i en verden, hvor ting var ordnede med en gud og en djævel, et op og et ned og jorden i centrum, hvor mennesket havde sin plads, kom der med det moderne en mere kaotisk verden, hvor alt er i bevægelse, og man derfor skulle tage udgangspunkt i sig selv, siger Bjørn Bredal og forklarer, at det er en bevægelse, der er beslægtet med ord som oplysning, fornuft og fremskridt.
Åndsaristokraten Georg Brandes arbejdede sammen med Politikens stifter, Viggo Hørup. Den højt begavede taler og skribent var den centrale person i processen op til dannelsen af partiet Radikale Venstre. Han døde dog i 1902 og nåede derfor ikke at opleve etableringen af partiet.
Partiet blev stiftet i Odense den 20.-21. maj 1905 af en gruppe udbrydere fra partiet Venstre. En gruppe, som blev betegnet som de radikale, mente, at det moderate Venstre havde svigtet og var drejet mod højre.
De politiske programpunkter for det nye parti var antimilitaristisme og dansk neutralitet på den sikkerhedspolitiske front. Alle borgere over 21 år skulle have stemmeret, og personbeskatningen skulle være progressiv. Socialt var ambitionerne arbejdsløshedsforsikring, nedsættelse af arbejdstiden og bedre omsorg for ældre, børn og de små i samfundet, særligt husmændene og storbyens svageste. Altså et ønske om mere demokrati og en begyndende velfærdsstat.
De politikere, der blev en del af Radikale Venstre, var ud over Viggo Hørup og P. Munch den senere statsminister C.Th. Zahle og Edvard Brandes Georg Brandes bror.
Bjørn Bredal refererer i sin bog om Politiken til en beskrivelse af den gruppe, som grundlagde partiet i Odense:
Københavnske intellektuelle og vestjyske bønder, grundtvigianske danskere og europæere, husmænd og proprietærer, glatragede økonomiske matadorer og langskæggede idealister, brede fynske koner og københavnske damer.
Med Bjørn Bredals egne ord er partiet præget af to typer: skolelærere og husmænd.
Skolelærertypen med P. Munch i spidsen tror grundlæggende på dannelse, opdragelse og uddannelse. Der er helt klart en forbindelse til de store strømninger i den europæiske oplysningstænkning. Svaret på alting er her uddannelse. Den findes i en højskoleaftapning, hvor der også er plads til det grundtvigske. Og så findes den i en mere ateistisk aftapning, hvor man er antimetafysiker, siger han.
Hele det 20. århundrede har ifølge Bjørn Bredal været præget af en forestilling om, at uddannelse er vejen frem.
Det hænger i en dansk version sammen med, at vi er et lille land. Skolelærerfornuften siger, at Danmark er for lille et land til at kunne klare sig i nogen som helst krig. Til gengæld kan dannelse og uddannelse være et internt beredskab. Hvis befolkningen i henseende til dannelse er væbnet til tænderne, er klog, solidarisk og oplyst, kan man rent teknisk besætte landet, men det bliver uudholdeligt at være her, siger han.
Husmændene, den anden type, er forestillingen om, at man kan klare sig selv, trods det at man ikke har meget.
Det er den lille, men uddannede bonde, som så skævt til gårdmænd og godsejere. Han havde ikke meget jord, men et godt hoved. Det har været en karakteristisk radikal type gennem 100 år, som på mange måder er med til at give partiet sin dynamik, fordi der er en spændvidde mellem by og land, siger Bjørn Bredal.
Arven fra Brandes genfindes i begrebet kulturradikalisme, som nordmanden Sigurd Hoel i 1955 introducerede i Danmark i en kronik i Politiken. Litterat Hans Hertel forklarer, at det historisk kan føres tilbage til en første fase fra 1870erne og en anden fase i 1920erne, men at det først i 1955 blev et begreb.
Den danske litteraturhistoriker Elias Bredsdorff definerede den kulturradikale idé i Politiken i 1955 som en tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med social samvittighed ... et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet standpunkt til realiteterne bag dem.
Selvom Radikale Venstres historie kan forbindes med brandesianismen og 1920ernes kulturradikalisme, har Hans Hertel svært ved at genfinde de tanker i nutidens radikale politik.
Jeg synes desværre, at vi finder alt for lidt af den radikale tradition i aktuel radikal politik. Margrethe Vestager er en meget talentfuld politiker, men hun har i alt for ringe grad forståelse for trådene til den sociale radikalisme tankegangen, som man finder den hos P. Munch om ansvaret for de svageste. De liberalistiske tendenser har fået for meget plads. Hele dagpengediskussionen har lammet regeringen, og det viser, at tråden tilbage ikke er intakt, siger Hans Hertel og henviser til den sociale strømning i det radikale projekt, som ikke mindst kan knyttes til P. Munchs tilløb til idéen om en velfærdsstat allerede i 1905.
Bjørn Bredal henviser til regeringens nye bud på en skolereform som et typisk radikalt projekt.
Vi er tilbage ved skolelærer-logikken. Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad er fornuftigt, og hvad er ikke fornuftigt? Det er oplysningstænkningen, hvor man frem for at diskutere ideologiske spøgelser vender blikket fremad. Der er almindelig, bred politisk enighed om, at det er sådan, vi skal snakke om tingene nu, siger han.
Torben Bramming, sognepræst i Ribe og Seem og forfatter til bogen Opgør med den moderne myte, anerkender, at han i dag kan nyde frugterne af revolutionerne og det moderne gennembrud. Men han mener, at det moderne gennembruds tanker er gået over gevind.
Det begyndte på mange måder som noget godt, fordi der var mange uretfærdigheder, men det er nu løbet løbsk. Det er Radikale Venstre et godt eksempel på. De går amok på al ulighed, køn og opdragelse, siger han.
De kulturradikale tankebaner har for Torben Bramming deres andel i, at alt kan skiftes ud i vor tid:
Der er ingenting, som står fast. Der er ingen essens, evighed og substans. Alt fås i fremtiden, så man ser på nutiden som en dårlig udgave af fremtiden. Tilværelsen er ikke længere forankret i fortiden og de gamle dyder. Det er der, den moderne myte grundlægges som noget andet end bare oplysningstanken, siger han og fremhæver også troen på, at mennesket har ubegrænsede muligheder:
Den udvikling bringer en enorm rastløshed ind i verden. Det foregiver, at mennesket er frit, at mennesket kan skabe sig selv. Det kan den stærke, men den svage vil fortvivle under det.
Der ligger ifølge Torben Bramming et selvbedrag i det kulturradikale syn på friheden, at mennesker kan konstruere sig selv i modsætning til autoriteterne.
Forestillingen om, at man er fri, og at alt er et spørgsmål om, hvad man selv vil, er en falsk bevidsthed, for vi bygger vores liv på autoriteter. At Bangkok ligger i Thailand, ved vi. Ikke fordi vi selv har været der, men fordi andre har været der, og det bliver en autoritet for os, forklarer han.