Next stop Søllested

Hun starter med at vise vej gennem kommunekontoret og ind til ostemadderne i det lyse mødelokale.

– Der kommer ingen klagesang herfra. Hvis I vil have sådan én, må I finde en anden kommune, gør hun det klart fra starten og sætter computeren op til sin power point-præsentation af udviklingsmulighederne for området.

Med små klik crawler hun sig vej gennem de mange nyligt søsatte projekter. Beplantning i lokalområdet, oprettelse af væresteder for unge, synliggørelse af fritids- og foreningsliv, oprettelse af erhvervsnetværk. Og hun fortæller om den fremsynede borgmester og det nye borgerforum bestående af 20 lokale ildsjæle, der skal fungere som tovholdere på de mange projekter.

– Enhver by, uanset størrelse, rummer ildsjæle. De skal bare findes og gives mulighederne for at udrette noget. I andre kommuner oplever jeg, at den almindelig befolkning er meget negative over for kommunen, fordi de ikke synes, der sker noget. Men det handler om at gøre borgerne til medaktører. Hvis vi nogensinde skal få løftet et område som Lolland, kræver det, at man kommer ud over opgivenheden og ser muligheder i stedet. Og det er ild-

sjæle gode til, forklarer Birgitte Paulsen.

Vi gør klar til at køre. Vi har bedt Birgitte Paulsen om at finde nogle typiske eksempler på udkantsproblemer, men også om at introducere os for nogle af dem, der frivilligt er flyttet hertil og dem, der gør noget for at udvikle området. Vi starter med det sidste i form af to unge fyre fra København, der lige har opstartet deres eget reklamebureau på en nedlagt gård et par kilometer uden for Søllested. De tæller selvsagt som en af succeserne.

Vi tager fejl af nummer 14 og 16 på Rødbyvej og må køre en kilometer tilbage igen. Der er langt mellem husene her. Marker overlapper hinanden i et tilsyneladende endeløst kludetæppe, kun forstyrret af de enorme herregårde og godser, der indimellem står ensomt tronende i det flade landskab, som vidner om en svunden storhedstid. Helt op i 1800-tallet var de omdrejningspunktet for et progressivt landbrug, der gjorde Lolland til en af landets rigeste landsdele. Her boede blandt andet den berømte familien Reventlow, med statsmanden C.D.F Reventlow i spidsen, og området var kendt blandt andet som pioner inden for skolevæsenet.

– Vi mærker stadig effekterne af tiden fra dengang, forklarer Birgitte.

– For der har aldrig været og er stadig ikke nogen selvejertradition på Lolland. Det er stadig et slags feudalstyre, hvor meget få sidder på store aktiver. Og derfor er der heller ikke nogen tradition for at højtuddanne sig for at skabe noget selv. Når de lave huspriser så samtidig driver pensionister og arbejdsløse herned, så er det svært at overleve. Det, vi mangler, er blandt andet en opdateret erhvervsudviklingsstrategi for Højreby. Jeg håber, den snart kommer.

Vi drejer ind på gårdspladsen hos et eksempel på den udvikling, der trods alt sker. Oppe på førstesalen viser Jonas Arild (27) og Frithioff Nielsen (28) Krydspunkt Reklame frem. Startet i april 2005 og allerede udvidet til tre medarbejdere. De taler begejstret om den moderne arbejdsplads frie bevægelighed. Om at bytte 68 kvadratmeter lejlighed i Købehavn til 300 kvadratmeter gård og 2000 kvadratmeter have

– og stadig have en halv million kroner i overskud. Og om at vinke farvel til Seven-Eleven.

– Man er nødt til at vænne sig fra, at alt skal være tilgængeligt hele tiden og lige om hjørnet, forklarer Frithioff Nielsen.

– Men for os er det vigtigere at have græs under fødderne, når vi træder ud af hoveddøren. Det er i virkeligheden et spørgsmål om livsværdier, om man kan fungerer hernede. Men det handler selvfølgelig også om, at vi slet ikke ville have den samme økonomiske frihed, som vi har nu, hvis vi var blevet i København.

Selvfølgelig er der ulemper, indrømmer de. Natte- og kulturlivet er ikke, hvad det har været. Og det er småt med uventet besøg fra vennerne.

– Man skal ville det liv her. Men heldigvis er der længere herned, end der er tilbage til København, fordi københavnerne er vant til korte afstande. Så mere afskåret er vi jo ikke, hverken forretningsmæssigt eller socialt. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor flere ikke flytter deres virksomhed herned, siger Jonas Arild.

Vi hanker atter op i Hyundaien og sætter kursen mod en mand i Ullerslev. En lille by, der ikke er en rigtig by, med cirka 50 indbyggere og mindst lige så mange huse, og hvis eneste samlingspunkt er et lille stykke trekantet græsplæne mellem tre små krydsende veje.

Fortsætter næste side

På græsplænen står en flagstang doneret af den lokale svinefarmer (vist nok som bod efter klager over lugtgener). Og i toppen af flagstangen blafrer et flag på alle indbyggernes fødselsdage, som står skrevet på en seddel hængt op på et lille skur i hjørnet af græsplænen.

Manden, vi skal møde, hedder Torbjørn Nielsen og er én af ildsjælene fra det borgerforum, Birgitte Paulsen har sat i gang. Og så er han beboer i og næstformand for landsbylauget i Ullerslev. Han skal fortælle, hvor ildsjælen kommer fra, og hvorfor det er så svært at få folk til at engagere sig i deres egen by. Og så skal han forklare, hvordan man overlever i Ullerslev.

Vi har aftalt at mødes i byens eneste butik. En møbelforretning på 3000 m2.

– Vi går skam med planer om at bygge ud, svarer ejeren Preben Nielsen på vores måbende blikke, da han byder inden for. Han er far til Torbjørn, der er som sunket i jorden, og fortæller gerne, mens vi venter.

– Da vi startede i 1964 var der syv købmænd i området. Vi havde en slagter, to snedkerier, en smedje, en mekaniker, elektrikerforretning.... Ja, der var masser af liv. Nu er der kun os tilbage, og det går stadig forrygende. Men vi leverer også til hele Sjælland. Og så har vi kun kvalitetsmøbler, forklarer Preben Nielsen, der har rundet de 67 år.

Han ved ikke, hvor sønnen bliver af. Men det gør ikke noget, for Preben kan selv fortælle, hvordan livet i Ullerslev har udviklet sig.

– Det sociale liv gik jo fløjten, da alle butikkerne lukkede. Dengang rendte man hele tiden på naboen, og vi holdt vejfester og byfester. Vi havde endda et forsamlingshus og en gymnastikforening med både fodbold og håndbold. I dag er det vist ambitionen, at beboerlauget skal afholde et arrangement cirka hver anden måned. Og fanen fra gymnastikforeningen på lokalarkivet inde i Søllested. Næsten alle, jeg kendte, er rejst væk. Men der er kommet unge børnefamilier til i stedet, så ingen af husene står tomme. Det er jo billigt at bo hernede, så der kommer hele tiden nye ansigter. Det er også derfor, jeg holder forretningen her. Jeg ville aldrig have råd til at flytte til København. Desuden er jeg indfødt Lollik, så jeg skal ingen steder, forklarer han.

Torbjørn kommer ikke, erkender vi, og søger endnu en gang ud på de små veje gennem marklandskabet. På Bulskovvej stopper vi ved nummer fire, ud for én af de mange forladte gårde i området. Indkørslen er opslugt af beplantning, at vi er nødt til at gå det sidste stykke ind til hovedbygningen, der tager imod os med åbne døre og vinduer.

Indenfor er stuen stadig næsten fuldt møbleret. Der ligger børnebilleder på sofabordet, og der er stadig fødevarer i det sammensunkne køleskab. Men der vokser også græs i hjørnerne, og trægulvet er for længst gået i forrådnelse. Huset har stået tomt siden '98, viser kommunens opgørelser.

Inden for de seneste fem år har Højreby kommune måtte kondemnere tre ejendomme og opkøbe tre andre til nedrivning, så de ikke misbruges af boligspekulanter eller hjemløse. Et udkantssymptom, man kan se over hele landet. For Højreby har det dog betydet en række rekreative områder for lokalbefolkningen, fortæller Birgitte Paulsen og henviser til de grønne firkanter, man kan se rundt omkring i kommunen, hvor huse er revet ned og erstattet af græs.

Vi forlader marklandskabet og ender, hvor vi startede: ned ad hovedgaden i Søllested. Vi har bedt om at snakke med nogle almindelige borgere, men her fredag eftermiddag er der nærmest øde. Vi går ind til Knud Thustrup, cykelsmeden, for at få en forklaring på, hvordan byen om området skal overleve. Men det er småt med gode idéer.

– Da jeg kom hertil for 17 år siden, var der meget mere liv. Der var en tankstation og et autoværksted lige her overfor, siger han og peger over mod en tom bygning.

– Og her i bygningen har der været både en læge og en barber, men de er også væk. Og der kommer ikke nye butikker til, for de unge kan ikke overleve her. Der er ikke nok penge at tjene. Jeg overlever kun, fordi jeg er 65 år gammel og ikke har brug for så meget. Havde cykler ikke været min hobby, ville jeg være lukket for længst.

Vi siger farvel til Birgitte Paulsen og Søllested og oplandet. Et område mere under udvikling end afvikling, hvis det står til borgerne selv. I hvert fald nogle af dem. Måske bliver de hjulpet på vej af den forestående kommunalreform, der kan samle de løsrevne kræfter på Lolland og skabe en erhvervsstrategi og flere arbejdspladser – også til Søllested. Måske løser det hele sig selv, hvis lovningerne om en Femer-forbindelse til Tyskland bliver en realitet, hvilket ifølge Lolland Erhvervsråd ligefrem vil skabe mangel på arbejdsplads i området.

Men ender det i sidste ende med at blive borgerne i Højreby Kommune selv, der må sørge for egen overlevelse, så er der også råd for det, mener Torbjørn Nielsen, da vi endelig fanger ham over telefonen et par dage efter.

– Det nytter ikke noget bare at give op. Det var derfor, jeg kom med i Borgerforum. Og jeg synes faktisk, vi er godt på vej til at skabe en attraktiv by at bo i. Alene flagstangen her i Ullerslev og landsbylauget har gjort, at vi har noget at mødes om. Jeg er født og opvokset her i området, og dengang kendte alle hinandens navne i byen og havde et socialt sammenhold, og det er det, vi skal tilbage til. Hvis bare vi kan skabe et samfund, hvor folk føler sig hjemme, så kører de gerne langt for at komme på arbejde og få de ting, byen ikke kan tilbyde.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk