Hans familie ejer ingen jord, og Adil havde svært ved at ernære sin familie som daglejer hos større bønder. Siden han er begyndt at sende penge hjem fra Mumbai, har familien fået råd til at spise tre måltider om dagen. De er blevet mindre fattige, i hvert fald i økonomisk forstand.
Men selvom Adil får held til at løfte sin familie over de 1,25 dollar (7,10 kroner) om dagen pr. person, som er FNs grænse for ekstrem fattigdom, hører hans familie stadig til på verdenssamfundets absolutte bund, hvis man spørger Sabina Alkire.
LÆS OGSÅ: Arbejdende fattige er nu et europæisk fænomen
Hun er leder af Oxford Poverty & Human Development Initiative under Oxford Universitet i Storbritannien, og hun står sammen med en kollega, James Foster, bag en ny beregningsmetode for såkaldt multi-dimensionel fattigdom. Den nye metode inddrager flere kriterier for fattigdom end ren og skær indkomst. Børnedødelighed, adgang til rent vand, sanitet og elektricitet samt adgang til tilstrækkelig ernæring tages i betragtning for at måle, om folk er fattige eller ej.
Skolegang måles ikke kun på, om børnene går i skole men også på, hvor mange års skolegang de får. Og endelig spiller det ind, om familierne ejer jord eller andre produktive værdier som en bil eller en cykel. I alt 10 kriterier fordelt på de tre dimensioner, sundhed, uddannelse og levestandard, hvilket er mere nuanceret end selv det såkaldte Human Development Index, der hviler på nationalindkomst pr. indbygger, skolegang og forventet levealder.
Hvis man er udelukket fra en tredjedel af disse 10 kriterier, er man fattig, også selvom man måske i økonomisk forstand ligger over fattigdomsgrænsen. Man er alvorligt fattig, når man er udelukket fra mindst halvdelen. Målt med det multidimensionelle fattigdomsindeks viser det sig, at 20 procent af verdens fattige er indkomstfattige, men ikke nødvendigvis materielt fattige, påpeger Sabina Alkire.
Målt efter Alkire-Foster-metoden lever 1,65 milliarder mennesker i multidimensionel fattigdom. Det er 350 millioner og 11 procentpoint flere end FNs officielle tal for den ekstreme fattigdom. Men til gengæld færre end de omkring tre milliarder, der lever under den næste fattigdomsgrænse på to dollar (11,30 kroner) om dagen.
2011-indekset viser eksempelvis, at et land som Yemen, hvor under 20 procent af befolkningen er økonomisk fattige, har over 50 procent multidimensionelt fattige. Omvendt er der nok 22 procent økonomisk fattige i Mongliet, men målt på flere indikatorer falder fattigdommen til seks procent af befolkningen.
Alkire-Foster-metoden gør det muligt at identificere de fattige, der lever i mellemindkomstlande med en officiel indkomst over fattigdomsgrænsen, men som alligevel er marginaliserede og udelukkede fra at deltage økonomisk i samfundet.
For eksempel har 26 lokalområder i Sydøstasien en højere grad af multidimensionel fattigdom end Afrika.
Vores metode dokumenterer, at der ikke er nogen automatisk sammenhæng mellem økonomisk vækst og udryddelse af fattigdom. Indien har for eksempel haft en langt større økonomisk vækst end Bangladesh, men målt på sociale indikatorer har Bangladesh været mere effektiv i fattigdomsbekæmpelsen, siger Sabina Alkire.