Jeg har det godt.
Ole Thestrups blik er fast og uden antydning af forstillelse. Så kommer det lidt mere tøvende:
Jeg er jo ved at blive gammel, og mit legeme er efterhånden godt slidt, af overvægt og sådan. Men altså psykisk har jeg det fantastisk godt.
LÆS OGSÅ: Kraks kendis-bibel favner bredt
Som skuespiller fylder han meget på en scene eller i en filmsekvens. Hans rollefag er sjældent det stille og indadvendte, snarere det højrøstede og brovtende: Ham den skæve eksistens med kantet personlighed og jysk tungemål. Privat har han intet behov for at slå om sig med store armbevægelser. Teaterstemmens kraftige volumen er skruet helt ned, ordene kommer stille og velovervejede ud af hans mund i en stemning af venlig imødekommenhed.
Et værelse med udsigt er det blevet til denne dag i Svendborg. Ole Thestrup er på turné med forestillingen Cirkus Fantastica, Folketeatrets Teaterkoncert med Sebastians sange. Han har boet på masser af hotelværelser i sit liv, og med deres forudsigelige anonymitet ligner de hinanden til forveksling, mener han. Men denne gang brydes ensformigheden af et stort vindue med udsigt til byens torv. Ole Thestrup er for en gangs skyld i tilskurerens rolle, og hans blik vandrer da også jævnligt ud mod det pulserende byliv, han her er vidne til fra første parket.
Han kan godt lide turnélivet, men denne gang keder han sig en smule. Holdet, han turnerer med, er temmelig ungt, og skuespillerne nyder at hygge sig sammen med et par fadbamser efter forestillingen.
Der kan jeg jo ikke være med, siger han og trækker på skuldrene.
Det er ingen hemmelighed, at Ole Thestrup er tørlagt alkoholiker, og at det ikke mindst er alkoholens skyld, at hans liv har været fyldt med bump, og karrieren med korte- og langvarige udfald.
Jeg har gået en lang omvej. Sådan er det bare, og jeg er kommet frem til, at det ikke kunne være anderledes. Jeg bruger ikke tid på at ærgre mig eller fortryde ting, der alligvel ikke kan gøres om, men tænker i stedet, at hele omvejen var nødvendig for, at jeg kan være der, hvor jeg er i dag.
Og der, hvor han er, som han som 64-årig sidder og kigger ud ad vinduet denne eftermiddag i Svendborg, er et godt sted. Han har på sine ældre dage fået stor kunstnerisk succes med teaterkoncerterne om Bob Dylan og Sebastian, og på DRs børnekanal, Ramasjang, dukker han lige nu jævnligt op som den rare slikvognsmand i serien Pendlerkids. Markante filmroller er det også blevet til i de senere år, hvem husker ham ikke som den skydegale Alfred i Blinkende Lygter eller hans seneste filmroller i Old Boys og Alle for én? Og på Det Danske Teater, hvor han i 2007 havde titlenrollen i Holbergs Jeppe på bjerget.
Erfaring adler et menneske, og for en skuespiller er alle erfaringer med til at gøre ham eller hende bedre til sit fag. Det er alvoren og det ulyksagelige, der giver os fylde, og hvis du udelukkende har levet et lykkeligt liv, så kan du ikke være en god skuespiller. Personligt har jeg fået en forfærdelig masse livserfaring, både ondt og godt, og det er en usandsynlig stor hjælp, når jeg står på scenen. Hvis man aldrig har været ulykkelig, ved man ikke, hvad det vil sige at være lykkelig, og hvis man ikke kender mørket, ved man ikke, hvad lyset er. Min formåen på en scene i dag er en direkte følge af det liv, jeg har levet, mener Ole Thestrup.
Det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at han lige nu har succes med sin medvirken i teaterkoncerter. Han kan synge og har altid elsket at gøre det. Faktisk begyndte hans kunstneriske livsbane med musik. Som femårig begyndte han at plage sin far om at få en trompet. Men sådan en var dyr, og Ole fik i første omgang et brugt mundstykke at trutte i. Det gjorde han så flittigt, at han, den dag faderen rent faktisk kom hjem med en splinterny trompet til sønnen, også kunne spille på den. Fra han var 7, til han var 14 år, tog Ole Thestrup flere gange om ugen turen fra den lille landsby Koed på Djusland til Grenaa for at gå til spil. Hans idoler var Arne Lamberth og Louis Armstrong, men han endte med også at kunne spille Haydns trompetkoncerter og blive medlem af Grenaa private symfoniorkester.
I teenageårene kom den rytmiske musik til at fylde det meste. Favoritterne var Bob Dylan, Donovan og Joan Baez, og det blev efterhånden naturligt at skifte trompeten ud med en guitar. Nogenlunde samtidig med trompeten fik Ole Thestrup også fingre i vittighedsbogen Jyder og skottehistorier, og han var i mange år fast aftager af datidens humørpille-bøger.
Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var god til at fortælle vittigheder. Det var noget med at kunne holde spændingen, fortæller han.
Interessen for musik og vitser forenede han ved at sætte musik til nogle af vittighederne, og allerede som 15-16-årig turnerede han rundt til værtshuse og spillesteder med, som han selv siger, noget, der kunne få folk til at grine.
Da han senere flyttede til Aarhus, kom han med i Studenterrevyen, og en dag sagde revyens instruktør, Birgit Conradi, til ham: Ole, du er det mest oplagte talent, hvorfor søger du ikke ind på skuespillerskolen?
Jeg vidste jo godt, at jeg var god til at underholde, og det med at blive skuespiller har nok også altid ligget i mig som den ultimative drøm. Men altså når man som jeg kommer ude fra syvende kartoffelrække, så tænker man slet ikke, at den slags kan lade sig gøre, siger Ole Thestrup og tilføjer, at det ved nærmere eftertanke nok er en fortidig fornemmelse, som ikke findes hos ungdommen i dag.
Som 25-årig tog han alligevel mod til sig og søgte optagelse på skuespillerskolen ved Aarhus Teater.
Jeg kom ind i første forsøg, og det var heldigt, for ellers var jeg aldrig nogensinde blevet skuespiller. Jeg havde på forhånd bestemt, at der kun skulle være det ene forsøg, og jeg gav alt, hvad jeg overhovedet havde i mig, hvilket blandt andet resulterede i, at jeg besvimede under den fysiske prøve, husker Ole Thestrup.
Hvordan reagerede du på beskeden om, at du var blevet optaget?
Jeg blev helt kulret og begyndte så at drikke endnu mere.
Der er ingen bitterhed eller fortrydelse at spore i Ole Thestrups stemme, når han taler om fortidens drikkeri, blot en tør konstatering.
På skuespillerskolen fandt de hurtigt ud af, hvor galt det stod til, og han fik valget mellem at tage antabus eller blive smidt ud. Det ultimatum blev hans virkelighed i de første mange år som skuespiller: Når han havde job, stillede han hos teaterledelsen og tog sin antabus i prøveperioden og den første del af spilleperioden. Men når et forløb nærmede sig sin afslutning, begyndte alle hans tanker igen at kredse om alkohol, og han genoptog drikkeriet.
Skiftet fra at drikke meget til at være alkoholiker sker gradvist, men når først tømmermændene bliver skiftet ud med abstinenser, så er der ingen vej tilbage. Abstinenser er lig med angst, og det er en angst så frygtelig, at for at kunne fungere er man nødt til at få den fjernet, og det sker så med mere alkohol, siger Ole Thestrup og tilføjer, at det for hans eget vedkommende både var en generel udefinerbar angst og angsten for ikke at kunne præstere på scenen. Han vurderer, at han var ædru og på antabus i 60 procent af tiden, i resten af tiden i de 30 år, han var alkoholiker, var han fuld.
For offentligheden kulminerede hans drikkeri i 1988, da han blev sat af et fly, fordi han var voldsomt beruset og genererede de øvrige passagerer. Kaptajen på flyet nødlandede i Canada, og Ole Thestrup blev dømt og afsonede 45 dage i et canadisk fængsel. Mere anonymt bød perioden også på adskillige spiritusdomme, store problemer med at passe sit skuespillerarbejde og ikke mindst et forlist ægteskab.
Jeg har gjort mange dumme ting under indflydelse af alkohol, trådt folk over tæerne og misligeholdt aftaler med mine børn, men dybest set kunne det være gået meget værre. Det er småting, jeg angrer, for det kunne bare ikke være anderledes for mig, siger Ole Thestrup. Han mener, at mennesker generelt bruger for mange kræfter på at ville ændre ting, der er umulige at ændre.
Det er nu 15 år siden, han drak sin sidste øl. En Minnesota-kur tørlagde ham og gav ham et helt nyt liv, hvor han er blevet langt mere selvransagende og har større fokus på at være noget for andre. Han har for eksempel ikke hemmeligt telefonnummer, så det sker ikke så sjældent, at en alkoholiker ringer ham op for at få et godt råd. Men ellers ligger hans fokus hos familien.
Mit liv er ved at være slut, og jeg har fået min lyst styret med hensyn til at optræde. Jeg tænker: Ja, jeg er en kendt skuespiller, men det fag er jo ikke specielt vigtigt i forhold til så mange andre fag. Og forholder jeg min karriere til Storm, Emil og Jakob mine tre små børnebørn så er det jo bare en lillebitte ting, siger han og bliver vemodig ved tanken om, at han ikke i samme omfang var der for sine to egne børn, som han nu er der for børnebørnene.
Ole Thestrup er ikke meget for at tale om ofre, for på bundlinjen føler han sig privilegeret.
Som skuespiller arbejder man oftest seks dage om ugen, og det levnede ikke meget tid til at besøge min kones og mine gamle forældre på Djursland, mens de levede. Det ærgrer mig. Min mor døde for et år siden, så hun nåede heldigvis at se mig få et godt liv uden alkohol. Min far døde i 1996, året før jeg holdt op med at drikke. Det gør mig ked af det, men jeg tror nu, at han på en eller anden måde ved, hvad der skete, siger Ole Thestrup og sender et af sine lange, eftertænksomme blikke ud gennem vinduesruden.
Men så vender han tilbage til privilegierne og taknemmeligheden over sit karriereforløb.
Da jeg vendte hjem fra Minnesota-behandlingen, havde jeg nærmest opgivet at fortsætte skuespilleriet, og jeg begyndte at kigge i avisernes jobannoncer efter sæbesælgerjob og den slags. Jeg kunne ingenting huske, og min koncentrationsevne var lig nul, så hvordan skulle jeg nogensinde kunne sige replikker? Men så ringede direktøren for Betty Nansen Teatret og tilbød mig en rolle i Black Rider, hvor jeg kun skulle sige én eneste replik. Siden gik det fremad måned for måned med at regenerere hjernen, og da præstationsangsten og nervøsiteten op til en premiere forsvandt med alkoholen, blev det et langt bedre skuespillerliv, fortæller han.
Ole Thestrup har opnået sit livsmål: Hans drøm og ambition tilbage i barndommen med musikken og vittighederne var at kunne leve af at optræde, at være entertainer. At han til og med blev rigtig skuespiller, betragter han som en ekstra fjer i hatten. Oveni fik han Minnesota-kuren, som han opfatter som et fantastisk godt kursus i det at være menneske.
En enkelt ting kunne han dog godt have tænkt sig anderledes:
Jeg skulle have været i Minnesota-behandling allerede som 18-19-årig, så havde jeg sluppet for den lange omvej. Men ingen kan skrue tiden tilbage, så det kan ikke betale sig at ærgre sig.