Mellem Guds metaforer

Farvel til troen: Bent Hagelskjær voksede op uden kortspil, øltelte og halbalsfester i Indre Mission i Tarm. I dag er han religionshistoriker og kalder kristendommen infantil. Til gengæld ser han både kristendom, islam, buddhismen og verdens andre religioner som ligeværdige metaforer for den guddommelige dimension i tilværelsen

Hvis man tror på, at Jesus opstod fra de døde, eller at der stod en engel og hviskede i øret på Muhammed, da han skrev Koranen, eller tror på, at Buddha findes i mange former og himle, så er det, fordi man har misforstået det skridt, det er at bevæge sig fra en barnetro til en voksentro, mener Bent Hagelskjær. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.
Hvis man tror på, at Jesus opstod fra de døde, eller at der stod en engel og hviskede i øret på Muhammed, da han skrev Koranen, eller tror på, at Buddha findes i mange former og himle, så er det, fordi man har misforstået det skridt, det er at bevæge sig fra en barnetro til en voksentro, mener Bent Hagelskjær. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Missionsmødet var i fuld gang. Vestjyderne sad bænket i missionshuset i Lønborg, mens præsten talte om alt det, der helst skulle forsages i tilværelsen. Kristus hang ved siden af kirkebøsserne med blå øjne og hvidt hår. "Thi således elskede Gud verden", stod der på væggen ved siden af, men den dengang 15-årige Bent Hagelskjær følte ikke, at han selv måtte elske verden. Alt, hvad der fik ham til at føle sig levende, måtte han ikke røre ved; festerne efter håndboldspillet, pigerne, ja, selv spejderlivet, hvor en kvinde til stor forargelse i menigheden var blevet ansat, selvom hun var skilt. Uden for missionshuset regnede det. Men Bent Hagelskær foretrak at blive gennemblødt frem for at blive siddende og lytte til ét ord mere. Derfor lod han, som om han skulle på toilettet, men løb i stedet ud mellem regndråber, der bombede asfalten i frit fald fra himlen.

– Jeg havde tunge træskoagtige støvler på, men det var lige meget. For inde i missionshuset havde jeg siddet og tænkt, at det var et skvadderhoved af en indremissionær, der stod på talerstolen og spildte mit liv med sit dogmatiske vrøvl. Og friheden ved at løbe fra det hele var overvældende, så jeg løb, alt hvad jeg kunne, fra Lønborg tilbage til Tarm. Jeg havde fået nok af at lytte til det lort, siger religionslæreren Bent Hagelskær, da Kristeligt Dagblad møder ham til en snak om hans lange vej ud af troen.

Vi sidder med hver vores hjemmebryggede caffè latte og en tallerken æbler ved familiens gigantiske designspisebord, der strækker sig som en limousine gennem opholdsstuen. Sammen med konen og deres fem børn bor han i et specialdesignet villapalads midt inde i en skov ved Hadsten nord for Århus. Tidligere var det et trefamiliers hus, men Bent Hagelskjærs begyndte at handle med boliger i Århus ved siden af sit gymnasielærerjob på det helt rigtige tidspunkt, lige før boligboomet, og det gav pludselig familien råd til at bygge huset om med et anerkendt arkitektfirma i hånden, så alting nu ligner en moderne katedral indefra. Der er kirkehøjt til loftet, og med de gotiske vinduer i forskellige størrelser og former skabes illusionen af, at vi faktisk sidder udenfor mellem træerne. Ethvert boligprogram nord for Milano kunne godt pakke sammen her, hvor intet spor af midtjysk mådeholdenhed har fundet nåde – og så virker manden oven i købet til at være i glimrende fysisk form, mens han sidder og skærer i æbler, som han spiser i små afmålte stykker mellem sine sætninger. Men hvis man skød på, at denne mand aldrig har kendt til misundelse, ville man tabe med et brag i "Kender du typen":

– Jeg følte mig altid lidt udenfor, fordi jeg ikke måtte gå med til festerne efter håndboldkampene og til de lokale halballer. Og jeg var meget misundelig på mine kammerater, men det sad så dybt i mig, at jeg ikke måtte deltage, selvom alt i mig sukkede efter det. Men på det tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke gøre mig fri af min opdragelse.

Bent Hagelskjær skærer endnu et stykke æble ud, som han giver sig god til at tygge på.

– Min mor er nok den, der var vokset op i det mest strenge indremissionske hjem. Hun havde i sin tid aflagt et løfte til min far om, at der aldrig nogensinde måtte komme et kortspil ind i huset. Og det blev fastholdt al den tid, hun levede. Min far kom fra et mere blandet hjem, hvor traditionen egentlig var grundtvigiansk, ligesom det var ham, der var mest teologisk. Jeg har haft mange gode samtaler med ham om synd, fordømmelse og tilgivelse og så videre. Men netop fordi jeg altid har været interesseret i religion og eksistentielle spørgsmål, kunne jeg ikke give helt slip på kirkens dogmer, før jeg kom godt op i 20'erne. Og jeg kom oven i købet tidligt med i bestyrelsen i Lu- thersk Mission, hvor det ret hurtigt blev indført, at hvert møde skulle begynde med en bøn, hvor man skulle udstille sig selv med en synd, der viste, hvilken ussel synder, man var.

Han ser på mig.

– Det nægtede jeg simpelthen. Men det, der var det tungeste af det, var, at man ikke kunne deltage i det sociale liv. Jeg spillede håndbold på højt niveau, hvor der var masser af arrangementer, men hvis der var fester, kunne jeg ikke deltage i dem. Jeg tænkte: "Hold fast, hvor vil jeg gerne være med". Men det måtte jeg ikke. En enkelt gang tog jeg alligevel med til en fest efter et stævne, men det var kommet så meget ind under huden på mig, at det var syndigt. Det var en kamp. Vi havde pjattet hele dagen, og nu var kantinen lavet om til hygge og ballade, men jeg ville bare ikke røre alkohol. Stemningen var nok lidt ligesom Edvard Munchs maleri "Skriget". På en eller måde ville jeg gerne med ind i det, men jeg kunne ikke. Så det endte med, at jeg måtte gå fra festen midt om natten gennem Fredericia for at finde det sted, vi skulle sove. Det tog mig en hel nat, der var fyldt af alt andet end frihedsfølelse.

Sommerferierne holdt familien på bibelcamping ved Holmsborg ved Vesterhavet.

– Programmet var tætpakket med andagt om morgen, bibeltime om formiddagen og eftermiddagen og foredrag i hovedteltet om aftenen. Jeg husker de somre som en blanding af glæde ved at være ude ved havet og klitterne og en voksende følelse af utilstrækkelighed og skyld. Både sagt direkte gennem prædikener og indirekte gennem min samvittighed. Det var et åg, som man hele tiden måtte bære. Og hvis man først er bevidst om, at man er en skrækkelig synder, er der jo ikke grænse for, hvad man vil gøre ved det.

– Det var sikkert på den måde, ideen opstod med, at vi skulle tage til Ringkøbing og lave gademission, hvor vi skulle stå og spørge folk om, hvordan de havde det med Jesus. Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg havde ikke nogle argumenter for det, men jeg gjorde det bare ikke. For jeg var nok bange for, at nogle af mine venner skulle se mig der. For jeg tror nok, at jeg havde en forestilling om, at mine håndboldkammerater slet ikke vidste, at jeg kom i kirke. Derfor opfattede jeg på en eller anden måde sporten som et helle, hvor jeg kunne være mig selv. Det var det eneste sted, hvor jeg kunne tillade mig at fokusere på det, som jeg var god til. Og på banen behøvede jeg ikke at tænke på alle de ting, der skulle forsages. Dér behøvede jeg ikke at tænke på, at jeg aldrig ville kunne slå til i menighedens øjne.

Da Bent Hagelskjær kom i gymnasiet, mødte han en ny tænkemåde, da han for første gang åbnede en bog af Søren Kierke- gaard.

– Det blev en øjenåbner for mig. Jeg læste hele "Enten-Eller" og "Kjerlighedens Gjerninger", og jeg følte, at jeg endelig havde fundet en, der kunne udtrykke meget af det, som jeg ikke selv havde ord for. Det var lige præcis sådan, jeg havde følt. Og nu mødte jeg en, der kunne formulere det. Det var faktisk så stærkt for mig, at jeg ønskede mig Kierkegaards samlede værker, da jeg blev student. Og da jeg blev soldat, sad jeg og læste dem til stor morskab for mine soldaterkammerater, men den eksistentielle tilgang til livet, som jeg mødte hos Kierkegaard, syntes jeg, var forløsende.

Bent Hagelskjær holder en sjælden pause i sin rolige talestrøm og fortsætter så:

– Jeg har tit forsøgt at få min far til at læse dem, for jeg er stadig sikker på, at han ville opleve det samme som mig, hvis han læste dem, men det er endnu ikke lykkedes. Det ærgrer mig, for jeg følte faktisk, at læsningen nærmest blev en samtale med bøgerne for mig selv. Det var ikke et studium, men en erkendelsesproces. Og derfor forstår jeg mange af de tekster på en ny måde i dag. Men læsningen betød, at det efterhånden begyndte at prelle af på mig, når jeg hørte en indremissionær spørge, hvordan jeg havde det med Gud.

Gennem to år i militæret gemte Bent Hagelskjær sig i sine Kierkegaard-værker og holdt sig væk fra missionsmøderne, mens han langsomt bevægede sig væk fra den tro, han var blevet opdraget til at tro på.

– Det var en lang proces, som foregik, mens mit liv blev væltet flere gange. Min mor døde af kræft, da jeg blev 24 år, ligesom jeg både blev gift og skilt inden for kort tid. Det hele endte med, at jeg begyndte at udvikle en form for kynisme, der til sidst gjorde mig til en eksistentiel nihilist. Men mit endelig brud med kristendommen kom først, da jeg arbejdede på Dialogcentret, mens jeg læste religion på Aarhus Universitet. Dialogcentret bekræftede min begyndende fornemmelse for, at religioner var kulturelt bestemte. For hvis jeg var vokset op i Saudi Arabien, havde jeg så stadig været kristen? Var det så ikke Allah, jeg ville tilbede? Det synes jeg var et reelt problem, og derfor endte jeg med at mene, at det der var rigtigt er at leve og træffe valg, og de valg har betydning hver eneste gang. Og de valg skaber vores liv, alt andet er magt, manipulation og virkelighedsflugt.

– På den måde fandt jeg tilbage til det, som Kierkegaard allerede var begyndt at opdrage mig med tidligere. For det, der fra begyndelsen tiltalte mig ved Kierke- gaard, var, at han tog udgangspunkt i det, der kan erkendes med fornuften. Han tog udgangspunkt i det, der universelt opleves ved at eksistere. Og hvis der overhovedet skal være basis i en religiøs erkendelse, må den udspringe af noget, der er så universelt, at jeg ville være nået frem til samme erkendelse, selvom jeg var vokset op i en muslimsk kontekst på den anden side af jorden. For så ville der være et udgangspunkt på for at tro på en objektiv sandhed.

Men Kierkegaard skrev jo netop, at subjektiviteten er sandhed?

– Ja, det er rigtigt. Men hvis jeg skal tage udgangspunkt i min egen religionsforståelse, er alle verdens religioner metaforer for det guddommelige. Og jeg synes, at mennesker begår en grundlæggende fejl, når de begynder at tro på metaforer. Det er en grundlæggende misforståelse. Hvis man tror på, at Jesus opstod fra de døde, eller at der stod en engel og hviskede i øret på Muhammed, da han skrev Koranen, eller tror på, at Buddha findes i mange former og himle, så er det, fordi man har misforstået det skridt, det er at bevæge sig fra en barnetro til en voksentro.

Så du giver ikke meget for, at man skal tro som et barn for at komme til Gud?

– Nej, jeg mener, at de forskellige religiøse myter som kristendom, islam og buddhisme er billedsprog på det religiøse. For myten kan skabe en association, der kan sætte en i forbindelse med en religiøs værensform. Og den religiøse værensform, tror jeg også er universel. Og jeg tror også, at de forskellige religioner kan være fine indgangsvinkler til det. Men man må kun forstå dem som metaforer, ellers ender man med at blive meget snæversynet. Det er jo dybt infantilt at tro på, at Jesus gik på vandet. Det er der jo ingen mennesker, der kunne finde på at tro på i dag. Det er jo komisk! Hvordan kan jordbundne og praktiske mennesker, der afviser den mindste form for mystik i deres egen hverdag, tro på, hvad der står i Det Nye Testamente. Det virker da besynderligt, at man på den ene side kan tro på de fysiske love og på den anden side tro på de infantile historier.

Men hvis man tror på metafysik i det hele taget, hvor går grænsen så mellem, hvad der er infantilt og legitimt at tro på?

– Nej, det er også rigtigt. Det er jo heller ikke, fordi jeg skal sidde og virke hoven over for folk, der tror på metaforer. Men man bliver jo også nødt til at tage konsekvenser af nogle af de ting, man når frem til. Og jeg mener, at det er mangel på mod og indsigt at tro på metaforer. Der er jo aldrig nogen, der kunne finde på at tro på, at skyggen virkelig forlod sin ejer i H.C. Andersens eventyr. Og for mig er det lige så forskruet at opfatte de religiøse metaforer som konkrete. Det er slet ikke det, der er meningen med det religiøse sprog.

Men hvem er Gud, hvis man skræller "metaforen" væk?

– Det ved jeg ikke. Men Kierkegaard, buddhister og Jung kan blive enige om, at man kan opfatte tilværelsen i tre dimensioner. Gennem det legemlige, gennem det psykiske og gennem det religiøse. Det er på den måde, at jeg synes, at det giver mening at tale om en gud uden for sig selv. Som en meningsgivende abstraktion. Og det religiøse har for alvor noget at byde på over for al den smerte, som mennesker oplever. Man kan selvfølgelig stadig sige, at det er en virkelighedsflugt, men man kan også sige, at det er et forsøg på at finde en mening bag livet.

– Selv holder jeg meget af den buddhistiske tilgang til livet, der på mange måder minder om den kristne eksistentialisme. For det er jo fuldstændig fundamentalt, at livet er forbundet med lidelse, og hvis man skal begribe sin egen væren, er den religiøse dimension lige så vigtig som den fysiske og psykiske. For det, der er menneskets ulykke, er, at det er bundet til at opfatte verden gennem jeget, der er bundet i legemet og psyken. Derfor ligger længslen efter at skue gennem alle de filtre, som jeget opbygger, i alle religioner. Jeg tror for eksempel, at der en parallel mellem det, som Kierkegaard kalder den anden umiddelbarhed og det, man i buddhismen kalder buddhanatur. For det er også i den anden umiddelbarhed, at jeget giver slip de 10.000 favne vand. De kristne mystikere forklarer på samme måde, at det er vigtigt at give slip på sin egen bevidsthed, fordi den er drevet af had og jalousi i uskøn blanding med uvidenhed, som især bud- dhister fokuserer på. Og uvidenheden er det rigtig interessante, ikke uvidenheden om den bud- dhistiske lære eller Det Nye Testamente, men uvidenheden om, at jeg tror, at jeg bliver lykkelig af at tilfredsstille mine behov. Der ligger hele problematikken omkring materialismen. Vi tror, at vi bliver lykkelige af at tilfredsstille vores materielle behov, men det gør man ikke, de bliver bare større.

Hvorfor bor du så selv i en specialdesignet katedral?

Religionslæreren ler så højt, at det giver genlyd gennem hele den smukke opholdsstue:

– Det gør man, fordi man tror, at man bliver lykkelig af det.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Bent Hagelskjær

Født i Ejstrup ved Skjern i 1960, men familien flyttede hurtigt til Tarm, hvor han voksede op med spejderliv, håndbold og indremission.

I 1980 værnepligtig i militæret, senere sergent i militærpolitiet. I 1982 optaget på Århus Universitet. Bifag i religion, statskundskab som hovedfag, suppleret med studier i japansk.

Sideløbende var han blandt andet ungdomsskolelærer i selvforsvar og frivillig på Dialogcentret, ligesom han har drevet eget firma med fem fuldtidsansatte. I 1989 blev han ansat som eksportkonsulent på Gangsø Møbler, hvor han startede en selvstændig afdeling for Japan.

I dag er han ansat som gymnasielærer på Herning Gymnasium og gift med Marianne Hagelskjær. De har fem børn i alderen 2-16 år.

Farvel til troen

Hvorfor holder folk op med at tro? Hvad er anledningen, og hvad er anstødsstenen? Kristeligt Dagblad indleder i dag en serie med interview med mennesker, der har sagt farvel til troen.