Det nære træder frem i krisetider

Hvis man vil have et bedre liv, må man begynde med sig selv, mener Birthe Linddal, sociolog og fremtidsforsker

Birthe Linddal.
Birthe Linddal. Foto: TROELS HEIEN.

I det år, vi er på vej ind i, tror jeg, at man i højere grad skal spænde hjelmen og stå tidligt op for at komme ind i kampen, siger Birthe Linddal og fortsætter:

Der er kommet en meget hård konkurrence på arbejdsmarkedet, og luften er ved at sive ud af velfærdsballonen. I den vestlige verden har vi i årtier levet højt på velfærdsstatens goder og billig arbejdskraft ude i verden. Det kan vi ikke længere blive ved med at regne med. Man skal til at vænne sig til, at der kommer andre boller på suppen, og det bliver hårdt, fordi mange har taget rigtig meget for givet.

LÆS OGSÅ: Hvert nye år har nok i sin plage

Mange er i dag ikke reelt med i samfundet, og det er et stort problem, som vi skal forholde os til. Hvis vi ikke har plads til dem, der kun fungerer måske 70 procent, ender resten af samfundet med at få en høj regning at betale. Der er i forvejen uhyggeligt mange mennesker på overførselsindkomster, som ikke bidrager og ikke er en del af fællesskabet.

Så vil nogle sige, at der ikke er arbejde nok til alle. Jo, men de, der har arbejde, har meget travlt. Danmark har fået lavet et system med et meget effektivt arbejdsmarked, men måske var det bedre med et system, hvor der er plads til, at nogle kan bidrage med de timers arbejde, de kan klare om dagen, og i et tempo, hvor de kan følge med. Det handler ikke kun om økonomi, men også om, at det er bedst for mennesker at være en del af noget og få den anerkendelse, som følger med at bidrage og være med i fællesskabet.

Der er sådan set ikke noget nyt i det. Men i og med at velfærdskagen er blevet for lille, opstår jo den nødvendige diskussion om, hvordan den skal fordeles. De, der har travlt, har meget travlt, og mange opgaver i samfundet bliver slet ikke løst. Der mangler for eksempel folk til at hjælpe med børnepasningen, rengøringen og bilvasken, men den slags job er svære at få løst.

Og måske er mindstelønnen også for høj for den slags opgaver. Måske vil det være hensigtsmæssigt, hvis også den slags opgaver kunne løses, og alle kunne være med og bidrage også selvom man måske har dårlig ryg, lider af angst eller bare er for træt til at arbejde fuld tid.

Jeg mener, at der i højere grad er behov for en samfundsmodel, der virker inkluderende og forpligtende, og hvor det bedre kan betale sig at sætte al arbejdskraft i spil.

Noget af det glædelige ved sådan en krise, som samfundet er i nu, er, at vi bliver nødt til at rydde op og finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Jeg kender nogle, der er arbejdsløse, og de siger, at nu har de mere tid til børnene og til at finde ud af, hvad de vil. På den måde er en krise også begyndelsen på noget nyt. Den kan få folk til at stoppe op og se mere kritisk på nogle ting, som for eksempel om de behøver en stor bil og rejser.

Der er mange tendenser og statistik, der peger på, at det mere nære træder frem i krisetider. Og hvor man måske sætter mere pris, end man plejer, på, at man har sin mand, sine børn, forældre og en dejlig have.

Jeg tror, at man bliver tvunget til at tænke: hvad er vigtigt? Det kan godt være, at hele familien ikke kan rejse rundt på Bali i tre måneder, men de kan så til gengæld være tre dage i et lånt sommerhus i Løkken. Det nære liv er rigt på livskvalitet, og det har vi måske glemt lidt, fordi mange ukritisk har hægtet sig på forbrugsmøllen og troen på evig vækst.

Hvis man kigger på globalt plan, er der mange gode takter. Der er en stor del af verdens befolkning, der er blevet rigere og får del i velstanden og derfor også i højere grad kan komme undertrykkelse til livs.

Herhjemme er Danmark stadig et rigt samfund, og på mange måder er Danmark på vej i en god retning med bedre miljø, grøn teknologi og bedre fødevarer. Men det er jo op til folk selv at prioritere, hvilket liv man vil leve, og hvilken fremtid man vil have. Hvis man vil have et bedre liv, må man begynde med sig selv. Vi får ikke et bedre samfund ved, at andre skal klare det. Vi må selv prioritere, selv skære ind til benet og vælge det kvalitative til. Og det er nok svært for mange at vænne sig til i et velfærdssamfund.