Danskere nytolker kærlighedsbuddet

En ny forståelse af næstekærlighed viser, at folkekirkens medlemmer i dag lever ekstremt krævende liv

The Simpsons bliver kaldt katolikker, fordi de beder bordbøn.
The Simpsons bliver kaldt katolikker, fordi de beder bordbøn. Foto: Morten Stricker Denmark.

Når danskerne i dag taler om kristendom, nævner de ofte næstekærlighedsbuddet: du skal elske din næste som dig selv. Det er det, det hele handler om.

Men hvordan forstår mennesker i dagens Danmark det at elske næsten som sig selv? Der ser ud til at være to tolkninger i omløb. Den første er den klassisk-teologiske. Ifølge den er buddet forpligtelsen til at vende opmærksomhed væk fra én selv. Som tidligere biskop Jan Lindhardt klart har udtrykt det: til at være biperson i eget liv.

LÆS OGSÅ: Ordet: Jesus elsker det enkelte menneske og viser det ved at tilgive os vores synd

Den anden er en nyere folkelig forståelse af buddet som et slags dobbeltbud. Det fortæller os, at vi har pligt til to ting: Vi skal både elske vores næste og elske os selv. Mens man traditionelt har set udtrykket som dig selv som en konstatering af, at mennesket nu engang er født sig selv nærmest og allerede elsker sig selv (mere end) nok, opfatter mange i dag som dig selv som et bud om, at man også skal elske sig selv.

Hvordan kan det være, at som dig selv i dag ikke længere er udgangspunktet, men snarere en del af opgaven? Det har mange grunde. En af dem er, at menneskers udgangspunkter i dag er mindre sikre og langvarige end før. I en verden, hvor vi ikke længere bliver tildelt faste roller af fællesskaber, religion og traditioner, skal vi i højere grad end før definere os selv. Vi skal kæmpe for vores roller. En plads i verden er ikke gratis, den skal fortjenes.

Det samme gælder ofte kærligheden. Når de faste roller og forudsætninger forsvinder, kommer den enkelte i fokus. Hvem man er, og hvad man kan gøre for sig selv når de andre ikke gør det på samme stabile måde som før. Derfor er det heller ikke underligt, at vi i dag er optagede af det enkelte menneskes evne til lige præcis at elske sig selv.

Der er en tendens inden for folkekirken til at se det som en form for selvvalgt og usund egocentrering, når mennesker i dag også ser en forpligtelse i udtrykket som dig selv. Det er det ikke. I hvert fald ikke i udgangspunktet. Det er først og fremmest et symptom på, at fundamentet under mange mennesker i dag er skrøbeligt. At de godt ved det og tager bestik af det. Ved at læse et helt nyt bud ind i næstekærlighedsbuddet gør mennesker i dag en dyd ud af en nødvendighed. Når verden ikke automatisk elsker én, må man selv gøre det. Der opstår en ny etik. Den etik, der ikke forsager selvkærlighed men derimod værdsætter den.

Ifølge den nye etik er selvkærlighed ligefrem en forudsætning for, at man kan elske andre. Det er i dag meget udbredt at mene, at man må elske sig selv, før man kan elske andre. Tankegangen er i høj grad psykologisk. Gud elsker os ganske vist, men det får først betydning, når det får os til at elske os selv. Når det får os til at kunne rumme og drage omsorg for os selv. Logikken i forhold til næsten er, at man ikke kan give nogen noget, man ikke selv mærker, man har. Kun det menneske, der kan elske sig selv, kan dybest set elske. Et menneskes handlinger afspejler, hvem vi selv er (om vi for eksempel kan omsætte Guds kærlighed til selvværd) mere end de afspejler en Gud udenfor. Man må have sig selv med i alt. Den etiske fordring i kristendommen bliver til en slags to-trins-bevægelse: Du skal først elske dig selv, og så kan du elske andre.

Mange vil se tidens tolkning af du skal elske din næste som dig selv som udtryk for udpræget mangel på Gud og på viden om kristendom. Det bibelske, dobbelte kærlighedsbud, der siger, at mennesker skal elske både Gud og næsten, er trængt i baggrunden til fordel for en folkelig forståelse af næstekærlighed som det væsentlige og som et dobbeltbud. Men den nye forståelse af næstekærlighed viser frem for alt, at folkekirkens medlemmer i dag på mange måder lever ekstremt krævende liv.

Spørgsmålet er, hvordan den klassiske forståelse af næstekærlighed som en bevægelse væk fra selvoptagethed kan forkyndes meningsfuldt til mennesker, der i dag konstant skal vise sig for at få tildelt deres rolle i verden. Selvopgivelse har altid været en provokation og en umulighed for mennesker, men i dag måske mere end nogensinde.

Måske kan netop modsætningen mellem den moderne hverdags krav og en helt anden virkelighed dog være en af folkekirkens helt store chancer for at sige noget relevant til mennesker i dag.

For det er her, det sner.

Iben Krogsdal er religionsforsker og salmedigter