Filosof: Troen er det lotteri, der lover den største præmie for den laveste indsats

Filosoffen og forfatteren Fernando Savater er aktuel med bogen Etik. Det haster! Han ser tro som det lotteri, der lover den største præmie for den laveste indsats

”Jeg mener, at religion er en ret for alle, men ikke en pligt for nogen. Hvis der er religionsfrihed, må det også indebære, at der er frihed til at lade være med at tro,” siger den spanske filosof og forfatter Fernando Savater, der netop har udgivet bogen ”Etik. Det haster!”. –
”Jeg mener, at religion er en ret for alle, men ikke en pligt for nogen. Hvis der er religionsfrihed, må det også indebære, at der er frihed til at lade være med at tro,” siger den spanske filosof og forfatter Fernando Savater, der netop har udgivet bogen ”Etik. Det haster!”. –. Foto: Ulises Ruiz BasurtoEPA.

5Etik. Det haster!. Dækker titlen på din nye bog over, at de unge har hårdt brug for etik?

Nej, ikke mere end andre. Formålet har været at udgive en lærebog i filosofi, som det var for 20 år siden med Tanker fra en kannibal. Dengang var der stort set ingen lærebøger i filosofi. Det er der heldigvis i dag.

Bogen er baseret på samtaler med unge og handler om de temaer, de er optaget af, og som bekymrer dem, såsom den økonomiske krise, politik, korruption, internet ...

De unge har formentlig god grund til at være bekymrede?

LÆS OGSÅ: Hobbes filosofi

Helt sikkert! Unge har altid haft grunde til at være bekymrede, men især i disse år med stor arbejdsløshed (over 50 procent blandt spanske unge under 25 år, red.). Den velfærdsstat, mange troede ville vare for evigt, er i denne tid udsat for nedskæringer, blandt andet inden for områder som sundhed og uddannelse. Og de unge i dag må nok se i øjnene, at de materielt set kommer til at leve dårligere end deres forældre.

Dertil kommer truslen fra populismen, som altid dukker op, når demokratiet og institutionerne svigter. Så viser populismen sig som redningen. I øjeblikket ser vi populismen forklædt som nationalisme i Catalonien og Baskerlandet.

Da jeg underviste, forsøgte jeg at få de unge til at blande sig i politik, og det gør jeg også i min nye bog. I Spanien er der en tendens til at tro, at det at deltage i politik er som at gå i teatret. På scenen står politikerne, mens befolkningen sidder på tilskuerpladserne og skiftevis klapper og pifter. Jeg forsøger at overbevise de unge om, at alle skal op på scenen og deltage. Vi kan ikke bare være passive tilskuere.

Hvordan skal vi forstå etik og moral?

Moral er det sæt værdier, som en person eller et samfund har, og som for eksempel får os til at undlade at gå nøgne ud på gaden.

Jeg har en ven, der i spøg engang sagde: Etik er, hvad de andre har brug for!. Men den tror jeg ikke på. For mig er etik en refleksion over de motiver og principper, som får os til at organisere vores handlinger. Den er et perspektiv, vi kan bruge til at tænke over, hvad livet betyder, og hvorfor mennesket foretrækker nogle ting frem for andre. Mennesket er dømt til at vælge. Vi har jo ikke en automatpilot, der kan vælge for os.

Derfor har etik altid været en nødvendighed. Spørg bare Aristoteles.

Nogle mener, at de unge har mistet deres etiske værdier. Mener du også det?

Jamen man har jo ikke et termometer, der kan måle graden af værdier. Hvad de unge måske ikke har, er, hvad man kan kalde de traditionelle værdier såsom høflighed. De ændrer sig jo med tiden. Mine forældre sagde for eksempel De til hinanden. Det er utænkeligt i dag.

Men ellers mener jeg ikke, at de unge har mistet deres værdier. De lever i et samfund, hvor rolle- og handlingsmønstrene har ændret sig meget. En 17-18-årig dreng er i dag en voksen i den forstand, at han kan forholde sig til sin omverden. Det kunne jeg ikke, da jeg var i den alder under Franco-diktaturet.

Har internet større indflydelse på de unge i dag end både forældre og filosofilærere?

Ja, absolut. Internet har ændret verden og de unges syn på den.

Men hvordan skal man så lære nutidens unge etik og filosofi?

Det er vanskeligt, fordi én af grundpillerne i filosofi er argumentet og jagten på abstraktion. Filosofi har ingen hurtige svar, og konklusionen gælder ikke, hvis man ikke kommer til at tænke. Og det er svært i disse tider.

Men jeg tror, de unge inter-esserer sig for filosofi. De er optagede af store spørgsmål om liv og død. Hvad de som regel ikke kan lide, er filosofi-læreren.

Normalt ræsonnerer man, når der sker en katastrofe. Tabet af en ven eller et familiemedlem, en frustration eller en personlig fiasko får os til at tænke og reflektere. Når man er lykkelig, er man lidt som en idiot. Når man er i chok, kan man se sin egen sårbarhed og sine egne grænser. Derfor er det et godt tidspunkt at tænke over tilværelsen.

Hvordan spiller krisen ind?

Det, der har bremset krisens effekt, er den folkelige organisation, der hedder familien, og som heldigvis stadig er vidt udbredt i Spanien. Takket være familien har der ikke været et større socialt oprør, fordi familien har trådt til med hjælp i en tid med faldende indtægter.

Da jeg var ung, var Spanien nærmest et tredjeverdensland. Det var under Franco, og da diktatoren var væk, fejrede vi hvert eneste skridt fremad såsom ytringsfrihed og religionsfrihed som demokratiske sejre.

De unge i Vesten i dag er født i demokratiet, og derfor værdsætter de det ikke på samme måde. De tager det for givet og har indtil nu ikke troet, de kunne miste det.

Mener du, at nogle poli-tikere også godt kunne have brug for en etisk opsang?

Jeg kunne sagtens være pessimist. Men jeg tror, at folk er præcis så slemme, som lovgivningen og institutionerne tillader. Det dårlige er ikke korruptionen i sig selv, men derimod det faktum, at man kan slippe af sted med at være korrupt.

I de nordiske lande siges korruption at være et ukendt begreb. Men jeg tror ikke, at danskere er mere hæderlige end colombianere. Det, der gør forskellen, er, at i Danmark er der en strengere kontrol med korruptionen end i Colombia.

I Spanien har der altid været en laden stå til-holdning, og folk har nærmest kunnet vælge, om de ville overholde lovene eller lade være. Og det dur ikke.

For en mand som dig, der gennem hele sit liv har råbt på mere undervisning, og som i bogen Mod til at opdrage har skrevet en hyldest til lærerne, må det være bittert at se, at regeringen nu skærer ned på budgettet til uddannelse.

Den fejl, denne regering begår, er, at den betragter uddannelse som en udgift og ikke som en investering. De lande, der investerer mest i at uddanne deres befolkning, er dem, det går bedst. Og det er ikke et tilfælde, at krisen rammer hårdest i de lande, der investerer mindst i uddannelse.

Du har engang udtalt, at du interesserer dig mere for, om der er et liv før døden end efter døden. Er religion overflødig?

Jeg mener, at religion er en ret for alle, men ikke en pligt for nogen. Hvis der er religionsfrihed, må det også indebære, at der er frihed til at lade være med at tro.

Problemet er ikke religion, men derimod kirken som institution. Augustin og Kierkegaard er meget interessante at læse, men man bør begrænse kirkens indflydelse på det civile samfund mest muligt. Selvom kirkens magt er faldet, har den stadig stor indflydelse i Spanien. For eksempel er undervisning i samfundsopfattelse taget af skemaet i skoler i flere regioner efter pres fra kirken, som mener, at den slags er forældrenes ansvar.

Men er det ikke sandt, at folk i krisetider har brug for at tro på Gud?

Jo, ikke mindst, fordi det er gratis. Troen er det lotteri, der lover den største præmie for den laveste indsats, og det tiltrækker selvfølgelig folk i krisetider. Generelt set er det sådan, at folk tror mere på staten og institutionerne, vel at mærke når de fungerer godt. Når tingene begynder at gå dårligt, ja så finder folk religionen frem igen.

Selvstændighedstrangen vokser i Catalonien og Baskerlandet. Er Spanien ved at gå op i sømmene?

Nationalisme og separatisme er opportunistiske sygdomme eller virus, der angriber de organismer, der mangler noget. Når økonomien går godt, hører man ikke meget til dem. Indtil for nylig fungerede Catalonien fint, og så var der ingen, der talte om løsrivelse fra Spanien.

Når tingene begynder at gå skævt, ja så skyder man skylden for alle dårligdommene på Spanien og opfinder behovet for at blive skilt.

Der har altid været en lille kerne af separatister i Catalonien og Baskerlandet. Men de har altid været i mindretal. Beviset er, at ETA har skullet føre krig mod samfundet i mere end 40 år for at holde liv i drømmen om eget land. Separatister har den samme idé om uafhængighed som katolikker om himlen: Det er et vidunderligt sted, men jeg har ikke travlt med at komme derhen.

Hvorfor dukker nationalismen også op andre steder i Europa?

Det er rigtigt, at nationalismen vokser i Skotland, i Norditalien og i Belgien; selv i Bayern er der et parti med nationalistisk tilsnit. Mens EU kun tilførte rigdom og fordele, var der et positivt syn på unionen. Men så snart tingene vender, begynder folk at overveje, om de kunne have det bedre uden.

Hvis Europa genvandt sin styrke, ville det sandsynligvis være den bedste kur mod denne virus.

Med over 25 procents arbejdsløshed kunne det forventes, at de fem millioner indvandrere i Spanien ville blive lagt for had. Men der eksisterer ikke noget populistisk parti på højrefløjen, som man kender det i andre europæiske lande, deriblandt Danmark, Holland og Frankrig. Hvorfor?

Det nærmeste, man kommer populisme i Spanien, er nationalismen og separatismen. Og den trives til gengæld bedre end i mange andre lande.

Nej, det er rigtigt, at xenfobien ikke er særlig stor. En af grundene er, at Spanien historisk set er en smeltedigel af folkeslag og religioner. Vi er allesammen et miks af racer, hudfarver og blodtyper. Se bare på mig selv. Tager jeg en turban på, ville jeg fint kunne glide ind i folkemængden i Kairos gader.

En anden grund er, at indvandrerne generelt ikke lever, bor og opdrages i ghettoer, men er godt integrerede i Spanien. I hvert fald bedre end i mange andre lande. I Holland, for eksempel, vokser et barn af en muslim eller en jøde op i ghettoer og bliver undervist og opdraget efter muslimske eller jødiske traditioner og forskrifter. Det vil sige, at barnet ikke stifter bekendtskab med andre religioner. Her burde den religiøse frihed slå igennem og undervise børn i andre religioner, så de selv kan vælge.

Verden ændrer sig geopolitisk, og BRIK-landene, Brasilien, Rusland, Indien og Kina, får større økonomisk magt og politisk indflydelse. Hvordan vil det påvirke vores liv?

Der er ingen tvivl om, at vi må vænne os til, at de nye lande får mere plads i vores dagsorden. Se bare på debatterne mellem Barack Obama og Mitt Romney op til præsidentvalget i USA. I den udenrigspolitiske blok talte de meget lidt om Europa, endnu mindre om Latinamerika og næsten hele tiden om Asien, Kina og Indien.

Selvfølgelig vil det påvirke vores liv, økonomisk såvel som kulturelt. Kina er meget tæt på at overhale USA som verdens økonomiske supermagt, og Nobels litteraturpris blev i 2012 givet til en kineser, der ikke er kritiker af systemet.

Alene det er udtryk for en slags normalisering.

Menneskeretsaktivist Liu Xiaoboog hans kone Liu Xia.
Menneskeretsaktivist Liu Xiaoboog hans kone Liu Xia. Foto: Albert GeaReuters.