Jeg nekter er Per Pettersons første roman siden Jeg forbander tidens flod fra 2008, der fuldt fortjent modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Vi har smuglæst den norske udgave og kan berolige alle læsende fans: Dette er en til benet klassisk Per Petterson!
Og hvad vil det så sige, dette særlige Pettersonske blueprint? Først og sidst er det tonefaldet, der altid fanges nedefra. Det er et mørke i klangen, en næsten bundløs udsathed, som synes at have været generationer om at samle sig. Og samtidig er det en helt særlig maskulin fremdrift, der som en hjerteskærende modsætning mellem magt og afmagt, tavshed og tale sætter sig i hvert ord på siden. Og i læserens sjæl.
LÆS OGSÅ: På besøg i en god tidslomme
Derfor næppe tilfældigt, at Jeg nekter foregår i forstaden Mørke. Vi er i Per Pettersons (født 1952) foretrukne farveskala og periode: barne- og ungdomsårene i 1960erne og begyndelsen af 1970erne. Med kronologiske spring og en fortællerstemme, der lidt konstrueret går på skift mellem personerne min eneste reelle indvending mod romanen, fordi ikke alle stemmer forekommer lige vigtige følger vi de to drenge, Tommy og Jims, ubrydelige venskab. Altid er de sammen indtil det smertefulde brud, da de er 18 år, og Jim er blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.
Langt senere mødes de tilfældigt en tidlig morgen på en fiskebro ved Ulvøya i 2006. Med dette gensyn starter romanen. De to venner er nu midt i 50erne og har på en måde skiftet roller. Den velstillede Jim er sygemeldt, fraskilt, psykisk svag og har mistet livsmodet. Taberen Tommy har løftet sig socialt op, er en holden mand med fin frakke og ny Mercedes. Men begge er de så underligt socialt isolerede, som nødstedte menneskelige øer.
Især når de er hver for sig! Det er det, der med tilbagevirkende kraft går op for dem denne morgen ved broen. Dette tæt vævede skæbnefællesskab. I 35 år har de ikke set hinanden. Alligevel har deres liv været forbundet som et rodnet under jorden. Og spørgsmålet er, om de overhovedet har haft et liv, siden de skiltes.
Det er det, vi også som læsere langsomt erfarer. Og det er det, forfatteren folder ud gennem sine mange fortællervinkler, hvor vi møder Tommys far, der er i fængsel, hans søster Siri og hans mor, der forsvandt i 1964 og aldrig siden lod høre fra sig.
Efterhånden som lyset går ind i Mørke, afdækkes traume på traume. Mest i forhold til Tommy, der er den egentlige hovedperson. Og hvilke traumer: En mor, der forlader børnene. En dybt voldelig far, der på samme måde forsvinder i tågen, den dag Tommy som 13-årig går til modværge og slår hans ben i stykker med et boldtræ. Fire søskende, der solidarisk har overlevet fra dag til dag alene i kraft af hinanden, og som nu bliver tvangsfjernet og spredt for alle vinde. Tommy, der senere brænder barndomshjemmet af. Og Jim, som i hele dette kælderdyb er den eneste, der bliver lukket ind. Indtil han selv nogle få år senere bliver omsluttet af et måske endnu større og langt mere udefinerbart mørke.
Og igennem det alt sammen hører vi Per Pettersons egen karakteristiske forfatterstemme, dyb, sårbar, insisterende. Nedefra! En stemme, der, når alt andet er skrællet væk, fortæller læseren om to skæbneveje i livet. Den, man kan kæmpe imod og nægte, og den, man aldrig kan løbe fra. Hvor skellet går mellem kamp og determinisme er skøbeligt flydende. Trådene fra far til søn, fra ven til ven, fra mor til børn, fra bror til søster filtrer sig ind i hinanden, så hjertet til sidst er lige så fyldt, som det er tungt. Optimist er forfatteren ikke. Hel knivskarp i redigeringen heller ikke. Men aldrig kommer man tættere på et drengesind.
Jeg nekter forventes at udkomme på dansk i løbet af foråret.