Vil man gerne have demonstreret, hvor vanskeligt det kan være at skaffe sig en god anmeldelse, og hvor ubegribelig let det er at kritisere, så udgør to anmeldelser i anden halvdel af 2012 her i Kristeligt Dagblad tilsammen et smukt eksempel. Tilmed to stærkt rosende eksemplarer af genren.
Den første anmeldelse er min egen af Ulrik Langens storartede Det sorteste hjerte. Jeg roser bogen, men har dog også et par syrlige bemærkninger. Den ene går på Ulrik Langens citeringspraksis: Desuden er det for fagfolk mildt irriterende ikke at få citater fra de samtidige dokumenter gengivet i originalform og med skarpere henvisningspraksis. Ulrik Langen har moderniseret sine 1700-talscitater, og det synes den skrappe anmelder, at han skulle have ladet være med.
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: På besøg i en god tidslomme
Den anden anmeldelse er Kristian Østergaards af Anders Holms tilsvarende storartede Grundtvig. Introduktion og tekster. Den er også fuld af ros, men der er dog en syrlig bemærkning om Holms citeringspraksis: forfatteren eller forlaget burde dog have bragt teksterne på nudansk. Siig mig, Blomst! Hvad vilst du her! hedder i salmebogen Påskeblomst! Hvad vil du her?, og hvorfor ikke bruge denne enklere version, når bogen nu er tiltænkt undervisningssammenhænge?.
Langen gengiver citater på nudansk, og for det kritiseres han, Holm gengiver citaterne i original, og for det kritiseres han så også.
Skulle nogen så få den brillante idé at gengive citaterne både i originalform og på nudansk, ville Østergaard, jeg selv og nogle andre sikkert stå klar som små hunde med syrlige bemærkninger om den omstændelige og tungbenede citeringspraksis.
Damned if you do, damned if you dont, som man siger. Og damned en gang mere, hvis du prøver både at gøre det og ikke gøre det. Forklaringen er selvfølgelig den enkle, at der er en himmelvid forskel på at skulle frembringe noget selv og så at kritisere det frembragte. Det er derfor, det tager måneder og år at skrive en bog og nogle få dage at producere anmeldelsen af samme.
For faktisk at frembringe noget er man nødt til at vælge noget andet fra, som man jo altså så ikke frembringer. Det efterlader enhver bog som en manifestation af nogle få promille af alt det, man kunne gøre med bøger. Og tager man udgangspunkt i alt det udeladte og ugjorte, kræver det som oftest ikke mere end lidt fingerfærdighed at reducere andres bøger til halvanden meter højt byggesjusk.
Hvorved vi anmeldere selvsagt ikke demonstrerer så forfærdelig meget andet end, hvor meget lettere det er at kritisere end at frembringe. Eller som en god kollega fortsatte efter at have fremsat en kritisk bemærkning i en anmeldelse: Men det er jo let at fyre den slags kritik af.
Den replik fik mindst en af bogens forfattere til at elske ham. Og det véd jeg, for det var mig, som var den forfatter.