Sven Hakon Rossel har skrevet eller rettere sammensat en , alle vi gamle litteraturfolk gerne ville lave for vores eget vedkommende. Han har udvalgt af sine kronikker (2004-12) fra Berlingske, Flensborg Avis og Morgen-avisen Jyllands-Posten (2004-12) om danske digtere fra litteraturhistorien. De hentes frem i forhold til, om de nu har 100-, 150- eller 200-års-jubilæum.
Rossel har gennem årene (cirka 40) været dansk lektor eller professor i udlandet, hvorfra han har skrevet disse kronikker til hjemlandet om hjemlandets store digtere. Og han koketterer lidt med, at han som litteraturelsker blev fortrængt til udlandet af videnskabeliggørelsen af litteraturfaget i tiden efter 1968. I udlandet har han som en anden russisk dissident overlevet med den danske litteratur og plejet sin biografiske metode, som blev lagt så voldsomt for had dengang efter 1968, men som dog også herhjemme har afsat flere genfødsler undervejs i tidsrummet.
LÆS OGSÅ: Tættere kommer man ikke på et drengesind
At læse Rossel er at besøge en god tidslomme. Vi kommer tilbage til tiden omkring 1960 næsten før nykritikken, hvor vi mæsker os i forfatterliv og de dertil hørende værker. Rossel udfører stor pædagogik for de afdøde digtere i forsøget på at gøre dem anvendelige og læselige i nutiden. Han fortæller lidt om deres liv, peger på hovedstationer i deres udvikling i værkerne. Rigtig god eksemplificerende litteraturhistorie, sådan som vi også her i bladet gør under rubrikken Genlæst. Rossels genre er kronikken med dens kortform, ja, han nævner flere gange, at dette og hint af den gode litteratur kunne være et emne til en kronik. Lad os tage eksemplet skrevet til Jakob Knudsens 150-årsdag.
Vi starter med, at Knudsen er glemt i dag, og så følger spørgsmålet: Hvordan er det gået til? Det er kulturradikalismens skyld, da den ikke brød sig om religiøse digtere. Rossel fortæller derpå om Jakob Knudsens liv, om det skandaleombruste ægteskab, om foredragsrejserne og så videre. Derpå lidt om handlingerne i de vigtigste romaner som Angst-Mod og sluttelig så Villy Sørensens afskrivning af forfatterskabet i Hverken eller.
Og sådan gør vi jo alle, vi litteraturlærere, når vi skal introducere lidt litteraturhistorie, uden hvilken det ikke går at læse gamle tekster. Rossel kan lave fine introducerende causerier om disse halvglemte forfatterskaber, som får lov at vise sig frem i hans beskrivelser som indbydende og spændende. Men hvorfor ville litteraturkritikken dengang dog have mere end den sobre biografiske metode, der ikke går i slibrige detaljer, men stiller værkerne op i en rimelig orden omkring forfatterens livsforløb? Man ville have litteraturen til at handle om en selv, eller hvad nutiden (1968) tænkte, og det skulle teorien hjælpe med til fremvise. Relevans var slagordet dengang, samfunds-relevans for eksempel. For Rossel står digterne i sig selv som god litteratur. Fortiden skal ikke argumentere for sin eksistens. Den er der bare som en slikbutik.
Som sagt er Rossel af det bedste fra dengang omkring 1960. Rolig, dækkende, godt fortalte præsentationer af litterære kulturværdier.