Lars Knutzon var en aften for nylig sammen med en jævnalderende ven. Som to sure gamle mænd sad de og rakkede alt i tiden ned: Modeord som omsorgsdage. Fjernsynet. Det omsiggribende bureaukrati. Kommercialiseringen af kunsten. Sproget. Og den manglende høflighed.
Det foregår med tungen i kinden, for vi kan jo heller ikke bare sidde her og være så sure, vel? Men jo, nogen må jo sige fra. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle få problemer med moderniteten. Jeg vil ikke være en bekymrings-fascist. Men der er grund til at være mere bekymret end ellers.
LÆS OGSÅ: Modernitet for fuld udblæsning
Det gælder ikke bare klimaforandringer, forurening og ødelæggelse af vores natur. Det bekymrer mig, at mine børnebørn kan komme til at opleve, at havet stiger halvanden meter, og at dyrearter forsvinder. Åndeligt talt er der også sket nogle ting med kunsten, kærlighedslivet og en masse andre helligheder, som var hellige før, men nu er helt forfladiget. Alting er der sat en pris på, som for eksempel film. Så kommer der en filminstruktør, der har lavet en alvorlig film om livet og døden, og præsenterer den til filmfestivalen i Cannes. Og så bliver det til ren underholdning og sportskamp, siger Lars Knutzon og slår over i hysterisk sportskommentatorstil:
Og så kommer Lars von Trier ind fra højre ... og så, ja, han vinder, han er årets vinder af Den Gyldne Palme!
Tilbage i almindeligt toneleje siger han:
Det er som sportsbegivenheder, og jeg hader det. Vi går lige lukt ned i afgrunden, hvis ikke vi holder op med det.
Den 71-årige skuespiller og instruktør bor sammen med sin hustru i et om- og udbygget sommerhus, der ligger ved bredden af en sø i den gamle del af den nordsjællandske stationsby Nivå. Her flyttede de til fra København for 16 år siden. I underetagen har han et arbejdsværelse, hvor væggene er fyldt med memorabilia fra hans eget liv som skuespiller ved teatre og i film og tv i form af plakater og fotos og fra hans forældres liv. Her er tegnede portrætter af blandt andre hans far, teaterleder Per Knutzon, og PH alias Poul Henningsen. Og af moderen, kabaretsangerinden Lulu Ziegler. Der er malerier og akvareller. Musikanlæg og plader og cder med jazz og klassisk og dvder med film. En computer.
LÆS OGSÅ: Knutzon: Født ind i skuespilmiljøet
Et stykke papir med store bogstaver ligger på skrivebordet. Han begynder at synge, på russisk. Det er den russiske nationalsang, som han øver på til et af det nye års engagementer.
Det er svært, konstaterer Lars Knutzon.
På den første dag i 2013, i tirsdags, var der gensyn med ham som statsminister Birgitte Nyborgs mentor og gamle trofaste politiske støtte i partiet De Moderate, Bent Sejrø, i tredje sæson af tv-serien Borgen på DR 1. En rolle, som han har været glad for at spille.
Det har såmænd været hyggeligt. Jeg har især spillet sammen med Sidse Babett Knudsen, der jo har rollen som statsministeren. Samspillet med hende har båret frugt. Jeg vil ikke sige, at jeg har lært noget om politik ved at være med i serien, men jeg har altid vidst, at det er uhyre vanskeligt at være politiker.
Det mest interessante har været at følge den måde, som manuskriptforfatterne tackler hele historien på. Der er jo ikke sket en forbrydelse, der skal opklares, men handlingen er noget, der ligger tæt på virkeligheden. Langt hen ad vejen er det lykkedes. Og publikum kan se og få indsigt i, hvordan dilemmaer opstår i politik. Det kan være pest eller kolera. Det står lysende klart for mig, hvad politik handler om. Idealister har ikke noget at gøre der.
I rollen som Bent Sejrø er jeg stort set mig selv. Det har også været en udfordring, først og fremmest fordi jeg skulle møde til optagelser klokken seks om morgenen og kunne mine replikker. Det har ikke altid været nemt. Men det har været dejligt at være med, og de er vanvittigt søde i DR. Man bliver pænt betalt, og der er orden i det. Jeg glæder mig på DRs vegne over, at Borgen er blevet sådan en succes. Serien bliver også vist i udlandet, og jeg har oplevet at blive passet op på gaden af franske og tyske turister, der ville rose serien, siger Lars Knutzon.
I denne tid går til han prøver på en ny forestilling, Stalins støvler, der har premiere på Teater GROB på Nørrebro i København den 18. januar. Stykket er det andet i instruktør Rhea Lemans Josef-triologi om det 20. århundredes store tyranner, der blev indledt sidste år med Hitler on the Roof om Josef Goebbels. Det er planen, at sidste del af trilogien, der får premiere i 2014, skal handle om den amerikanske senator Joseph McCarthy, der skabte frygt og panik med sin anti-kommunistiske kampagne i USA i 1950erne.
Stalins støvler er et portræt og et studie af Josef Stalin og hans udvikling fra revolutionær skomagersøn til koldblodig tyran, der forfulgte alle reelle og potentielle modstandere heriblandt en række af tidens russiske kunstnere. På scenen står Ina-Miriam Rosenbaum, Ole Lemmeke og Lars Knutzon, som spiller Stalin.
Indtil videre går det meget godt med at spille Stalin. Jeg skal have et stort skæg på. Men det er meget mærkeligt. Stalin er ikke sådan en figur som i den fantastisk gode film Der Untergang om Hitlers sidste dage i bunkeren i Berlin. Han har slet ikke Hitlers temperament. Men selv om han er rolig, skyder han jo folk.
Stykket er en fantasi over Stalins sidste tid, hvor han opholder sig i sit sommerhus, er syg og holder sin sidste fødselsdag, inden han dør i 1953. Det handler ikke så meget om den politiske baggrund, for vi ved godt, at han var med til at udrydde millioner af mennesker. Spørgsmålet er, hvordan han er indeni, og hvad der får folk som ham til at blive så onde og ligeglade.
Stalin var selv indbegrebet af den russiske undertrykte befolkning, og derfor reagerede han, som han gjorde. Det er en almindelig forklaring på hans ondskab. Men ond behøver man ikke at blive, fordi man er blevet undertrykt. Men Stalin blev. Han fik mere og mere magt, samtidig med at han blev paranoid. Han var en mester i at skabe intriger, så folk omkring ham var parate til at myrde. Han var også en mester i meningsløse mord. Pludselig blev folk skudt eller hængt, og alle var rædselsslagne. Systemet gik amok.
Ifølge Lars Knutzon kan man bladre nok så meget i personen Stalins baggrund og mentale tilstand uden at nå frem til et endeligt svar på hans ondskab.
Der er ingenting tilbage til sidst. Intet andet end, at han var ond. Folk som ham, der gør så meget fortræd, kommer vi aldrig til at forstå. Han er så gemen og led og slår folk ihjel. Den hensynsløse udradering af andre mennesker er ubegribelig. Det er bare ondskab på ondskab på ondskab, siger Lars Knutzon.
Han medvirker sammen med Birthe Neumann og Kurt Ravn også i en ny film, Det grå guld, der får premiere til marts. Filmen, der er instrueret af den herboende argentiner Shakey Gonzales, handler om tre pensionister, der gør oprør. De har ingen penge, ikke noget sted at bo og beslutter at røve en bank.
Det er en udkantsfilm lavet på et lille budget, siger Lars Knutzon om Det grå guld. Et begreb, han ikke har meget tilovers for.
Det er et mærkeligt og ironisk begreb, der er fundet på for at sætte plaster på såret. Når man kalder ældre for det grå guld, er det lige som at sige: Det er så godt, I er der. Men vel er det ej, man vil gerne af med os. Det er et forsøg på at romantisere det at blive gammel. Jeg synes, at det er helt tosset, at folk holder op med at arbejde, når de er 60 til 63 år, fordi der ikke er arbejde til dem. Folk bliver sat ud på et sidespor. Det er noget værre bras, at det er sådan.
Selv er jeg glad for at være skuespiller, og jeg vil gerne bruge min hjerne, til jeg dør. Jeg føler mig selv som det grå guld, men jeg har været heldig at have noget at lave. Men vi bliver færre og færre i min aldersklasse. Nogle falder fra, og andre kan ikke huske. Og så har jeg kolleger, der ikke har noget at lave. Da jeg var ung i 1960erne og 1970erne, var der masser at lave. DR var en gigantisk arbejdsplads for os unge skuespillere med masser af tv-teater, tv-serier og radioteater. Det er der ikke mere.
Det går ned ad bakke. I dag må mange unge uddanne sig til skuespillere med den vished, at de i perioder må ernære sig som taxa-chauffører. Det er meget svært i dag at leve af at være fuldtidsskuespiller. Hvis man for eksempel er med i en tv-serie, som nogle af dem, jeg spiller med i, og kun medvirker i to afsnit, kan man ikke leve af det. Det synes jeg er forfærdeligt. Det er et vilkår, som jeg ikke ved, hvad vi skal stille op med. Publikums interesse er vendt alle andre steder hen end at gå i teatret og biografen. Det er noget med at se fjernsyn i stedet, siger Lars Knutzon.
Tv er den store djævel tv har Djævelen skabt, som min tante Karen plejede at hvæse. Og jeg er ikke helt uenig. Og nu taler jeg ikke bare om danske tv-kanaler, men om tv i hele verden. Det passiviserer folk, er uåndeligt og tygget på forhånd, og så alle de åndløse udsendelser, der skaber forventninger om at blive rige og kendte. Tv er en enorm fordummelsesproces. Man bliver indirekte hjernevasket af det. Og alle de serier, hvor folk bliver slået ihjel. Jeg læste for nylig om en undersøgelse, der viser, at i dag har børn på syv år set mellem 7000 og 10.000 mord på fjernsyn.
Det er da meget. Det skaber en kynisme. Det sætter spor i barnets hjerne, og det mister orienteringen af at blive påduttet alle de ting. Det er også en politisk indoktrinering. Det kan du se i USA, hvor selv de, der har mistet børn under skoleskyderier, forsvarer våbenloven. Landet flyder med våben, og alt, hvad der hedder vold, må gerne vises i fjernsynet. Hvis amerikanerne skulle betale skat af al den viste vold, ville det give mange millioner i statskassen.
Tv har også en stor skyld i, at alting er blevet kommercialiseret. Selv kirken er blevet en del af det og skal nu lave events for at få folk til at komme. Men det, man går i kirke for, er stilheden. Ikke et eller andet larmende orkester eller en smart præst. Det er stilheden, og sådan må det gerne være over hele verden. Kunne vi ikke alle sammen tie stille et par timer hver dag? Det er en del af den lille tragedie, der er i vores verden: al den støj og larm, der er omkring os, støj, støj, støj det er rædselsfuldt.
Tag for eksempel nyhedsudsendelserne i radioen: Mens der fortælles en nyhed, er der underlægningsmusik. Hvem sidder og finder på det? Hvordan kan de se sig selv i spejlet? Skammer de sig ikke lidt?.
Fjernsyn er også meget ungdomsfikseret med serier om yngre mennesker i 20erne og 30erne, der har fjollede problemer i samlivet. Det er ikke noget, som folk i min alder gider se. Men hvis man prøver at se på, hvor mange der er i den aldersgruppe, burde man også lave noget for dem. Jeg har hørt, at der er kommet en ny trend med film, der handler om folk over 60 år som den amerikanske Hope Springs om et ældre ægtepar, der prøver at pifte deres forhold op med parterapi. Og den nye Krøyer-film Marie vælter folk ind for at se, og de har hvidt hår allesammen. Birthe Neumann og Kurt Ravn har også lige været på turne med forestillingen Små grå løgne, som har trukket fulde huse. Det er en yndig, klassisk komedie om små intriger og et seksualliv, der ikke rigtig fungerer. Så der er nok potentiale i midaldrende mennesker, der ikke gider se X-Factor, siger Lars Knutzon.
Sin egen alder har han det fint med.
Jeg har i mange år lidt af astma, men jeg har det o.k. Jeg kan ikke mærke alderen trykke mig. Jeg har lidt mere ømme led og vil ikke kaste mig ud i Vild med dans, men har heller ikke lyst. Jeg har en gammel ven, skuespilleren William Rosenberg, der i dag er 93 år. Han er ikke længere going strong, men indtil for få år siden har han klaret sig fint. Det, håber jeg også, sker for mig.
Jeg kan se manden med leen stå ude i horisonten. Livet er ikke uendeligt, og det måtte da gerne vare lidt længere. Men der er ikke noget ved at blive meget gammel, hvis man har det skidt. Til den tid regner jeg med, at mine børn og børnebørn tager sig af mig. Det har jeg sagt til dem.
I min alder profiterer man af, at man er blevet ældre. Man får automatisk et større perspektiv. Det siges, at man ikke bliver dummere, men klogere med tiden. Som skuespiller er der masser af ting at trække på. Måske går man ned i tempo, men så må man bruge hovedet lidt mere.