Franskmændene drikker også altid vand til kaffen, siger skuespiller Susse Wold, da hun smilende sætter en kande vand ved siden af kanderne med te og kaffe på sofabordet. Måske har den franske vandvane også været med til at holde hende ung. For hun virker stadig fuld af overskud, selvom hun allerede i 1959 blev berømt som bedårende skønhed og stort skuespillertalent i Dirch Passer-filmen Charles tante.
LÆS OGSÅ: Mads Mikkelsen ser frem til skrig og råb på rød løber
Siden er hun utvivlsomt blevet en stor skuespiller, der ikke kun er køn, men også klog. Men der er stadig en livsbekræftende lethed over hende, mens hun nærværende fylder stuen med hjertelige smil og velartikulerede sætninger.
På væggen bag hende i sofaen hænger et tekstilkunstværk af en anden filmstjerne, stumfilmstjernen Asta Nielsen, og de øvrige møbler, kunstværker og fyldte bogreoler i Frederiksberg-villaen vidner om smagfuld succes.
Her bor hun sammen med skuespiller Bent Mejding, som hun også har dannet par med i tv-serien Matador, hvor de to spiller henholdsvis Jørgen Varnæs og Birgitte Gitte Graa.
I øjeblikket kan man på DR 1 (gen)se hende svinge om sig med penge, rævepelse og stadig høje seertal. Men selvom Susse Wold spillede den rolle perfekt og efterfølgende blev rost for rollen som fru Jungersen i filmatiseringen af Den kroniske uskyld, blev hun med tiden så træt af at spille køn overklassefrue, at hun længe sagde nej, hver gang en filminstruktør tilbød hende en ny rolle.
I stedet har hun spillet mange store roller på Det Kongelige Teater og forskellige andre førende danske teatre, ligesom hun siden 1985 har været præsident for AIDS Fondet og har udført et stort frivilligt arbejde i den sammenhæng. Der skulle til gengæld gå 27 år, før hun pludselig modtog et filmmanuskript, der for alvor kunne friste hende til at vende tilbage til det store lærred. Men det kunne manuskriptet til Thomas Vinterbergs allerede prisbelønnede Jagten, der har dansk premiere i næste uge.
Filmen handler om pædagogen Lukas (Mads Mikkelsen), der bliver uretmæssigt anklaget for at være pædofil. Susse Wold spiller den fatale og store birolle som børnehavelederen Grethe, der sætter gang i rygterne om sin mandlige kollega efter at have misforstået et barn.
Det er en vigtig film, og jeg blev glad, da jeg læste manuskriptet, fordi jeg med det samme forstod, at filmen handlede om noget, som ville berøre en masse mennesker. Den handler om rygter og sladder, og hvordan det kan ødelægge et menneske, siger Susse Wold, der mener, at filmen på den måde bærer samme morale som H.C. Andersens eventyr Det er ganske vist, hvor en fjer hurtigt bliver til fem døde høns.
I Danmark bruger vi udtrykket Der går aldrig røg af en brand, uden at der er ild. Men man behøver bare at læse formiddagsaviser for at vide, hvor idiotisk det udtryk er. For der er der masser af røg uden ild. Og det er ikke bare i aviserne. Mange har jo også prøvet at blive udsat for rygter og sladder, ligesom de fleste også har været med til at sladre om andre, siger Susse Wold.
Hun har lys i øjnene, mens hun fortæller; hun er på og afslappet på en gang, som om sofaen også var en slags sikker scene. Men rollen som Grethe var både ny og udfordrende, fortæller hun.
Jeg forestiller mig, at børnehaven er hele hendes verden, så hvis et af hendes børn havde været ude for en forbrydelse, ville hele hendes verden falde sammen. Jeg synes, at det var modigt af Thomas Vinterberg at caste mig til den rolle. For ingen film er stærkere end det svageste led i kæden, så det var helt afgørende, at jeg kunne blive troværdig som Grethe. Det er hende, der i god tro starter det rygte, der ruller som en snebold og bliver større og større.
Sladder er samtidig et emne, som hun tager mere end alvorligt. For hun ved selv i mindre skala hvordan det kan være ødelæggende for et menneske at blive udsat for massiv sladder. Det er hun blevet hele livet, fortæller hun. Men den mest barske oplevelse havde hun, længe før hun kom i sladderbladenes søgelys som kendt skuespiller. For som 12-årig kostskoleelev blev hun uretfærdigt hængt ud som tyv oven i købet af sin bedste veninde, fortæller hun:
Jeg gik på kostskole i Hillerød i 10 år. Jeg kunne ikke lide at være der, men jeg havde en meget god veninde, som jeg delte værelse med. Hun havde sine penge i bunden af sin vasketøjspose, som lå i hendes skab. En dag var pungen pludselig væk. Jeg var den eneste, der vidste, at den lå der, så hun mente, at det kun kunne være mig, der havde taget den. Det var en skrækkelig oplevelse, og jeg er aldrig blevet renset for den anklage. Der boede 50 piger på den kostskole, og alle troede de, at jeg havde taget pungen. Jeg følte mig fuldkommen magtesløs.
Susse Wold tier et øjeblik.
50 børn! udbryder hun så med en pludselig styrke i stemmen.
Børn kan jo være virkelig grove, og det står stadig for mig som noget af det værste, jeg har oplevet. For eftersom de aldrig fandt den rigtige tyv, sidder deres anklage stadig på mig.
Dengang reagerede Susse Wold ved at blive rasende, hvilket kun gjorde situationen værre, da hendes lærerinde sagde, at hun nok ikke ville blive så hysterisk, hvis hun havde rent mel i posen. Susse Wold følte sig i forvejen ensom og ked af det på skolen, men sladderen gjorde det hele meget værre.
Det er meget, meget alvorligt, når man er 12-13 år, og ens bedste veninde tror, at man har stjålet fra hende. Og det tog mig mange år at komme over det. Men jeg lærte til sidst, at det bedste man kan gøre, er at tilgive, når man bliver uretfærdigt behandlet.
Men er det ikke nemmere sagt end gjort?
Jo, men man tilgiver jo heller ikke for andres skyld, man tilgiver for sin egen skyld, fordi man ikke vil slæbe rundt på det had og raseri. Ikke at tilgive svarer til at tage gift og så forvente, at andre mennesker skal dø af det. For hvis man ikke kan tilgive andre, forgifter man kun sig selv.
Susse Wold lyser op i et smil.
Jeg synes faktisk, at tilgivelse er noget af det vigtigste for at leve et godt liv. For man bliver jo hele tiden udsat for ting, der kan såre en. Og når noget sårer en, har man to valg. Enten kan man gøre sådan her, siger hun og skodder en usynlig cigaret eller glød under sin fod.
Eller også kan man vælge at puste til gløden ved at fortælle alle om, hvor dårligt man er blevet behandlet, indtil smerten vokser sig større og større, til man til sidst står i flammer. Men jeg tror, at tilgivelse er så helende, at den kan kurere os for både smerte, skyld og vrede.
Men hvordan har du selv lært at tilgive?
Ved at forstå, at det er ødelæggende for en selv, hvis man ikke kan tilgive. Men det kræver mod og styrke at tilgive, og man må tilgive igen og igen for den samme forseelse.
Den kendte skuespiller holder en sjælden pause i sin sikre talestrøm:
På samme måde må man ikke lade sig knække af sladder og rygter, kommer det så, inden hun tilføjer:
At blive beskyldt eller anklaget for noget betyder ingenting, medmindre man selv fastholder ydmygelsen. Men hvis man fastholder sin smerte, holder man den også i live.
Jagten har premiere påtorsdag, hvor den anmeldesi Kristeligt Dagblad
Susse Wold
