Velkommen til januar angerens og bodens måned. På intet andet tidspunkt af året fejrer vores syndsbevidsthed større triumfer end i de bøvsende og tømmermandsplagede post-juledage.
Vi har i en måned forbrudt os big time mod et af tidens få hellige principper, nemlig at man skal holde sig slank og værne om sit helbred. De fleste nytårsforsætter fokuserer på vores personlige, fysiske sundhed. Vi lover at drikke mindre, spise sundere og motionere mere.
LÆS OGSÅ: Januar er blevet et slags moderne renselsesritual
Som bekendt fejrer vores regnormerygrad og manglende selverkendelse lige så store triumfer. Hvor ofte slutter en hvid januar ikke brat, når man efter blot en uge som rastløs, tørlagt borderline-alkoholiker hører sig selv sige ja tak til det første glas hvidvin, værten byder en? Det nye liv med madplaner, grove grønsager og rationelle storindkøb ligger i ruiner, i samme sekund hverdagens flodbølge rammer os. Og de fleste af de fitness-abonnementer, som sælges i januar 30 procent af årets samlede salg ender med ikke at slanke andet end bankkontoen.
I bedste fald rækker vores selvdisciplin til at stå en karsk og mådeholden januar igennem, hvorefter vi rensede og lutrede ånder lettet op og slækker på principperne igen. Nu har vi bevist, at vores karakterstyrke er mægtigere end vores begær, og så er der ingen grund til ligefrem at være fanatiske.
Vi lider af en cyklisk, kulturel spiseforstyrrelse en bulimi, hvor vi det meste af året giver efter for et moderat til svært ædeflip, hvorefter vi i januar forsøger at gøre det gjorte ugjort. Hvis vi kunne løse problemet ved at stikke fingeren i halsen og brække os, gjorde vi det. I stedet straffer vi os selv med en måned på tyndt vand og revne gulerødder.
HVIS DET MINDER om en religiøs faste eller måske ligefrem en flagellantisk praksis, er det ikke tilfældigt. Når vi i dag taler om fristelser, om at synde eller om at være frelst, handler det næsten altid om mad. De klassiske, kristne begreber, som vi ikke bryder os om at høre i kirken, bruger vi med største selvfølgelighed i køkkenet.
I vores nye religion er maden både Gud og Djævel. På den ene side fylder nydelsesaspektet af maden mere end nogensinde. For blot få generationer siden var finere madlavning en sag for de faglærte og en håndfuld frankofile entusiaster. I dag er hele middelklassen forvandlet til snobbede wannabe-gastronomer på jagt efter dyre kvalitetsråvarer. Aldrig nogensinde har madlavning udgjort så stor en del af vores selvforståelse. Det er nærmest en hellig pligt at gøre sig umage med maden.
LÆS OGSÅ:Selvbeherskelsens gode genkomst
På den anden side frygter vi maden og pålægger os selv komplekse spiseregler. Vi er sygeligt optagede af, hvordan det, vi spiser, påvirker vores kroppe. Vi er langt hinsides 1960ernes husmorviden om kalorier, vitaminer og madpyramider. I dag handler det om at kende komplicerede biokemiske og fysiologiske processer, som selv videnskaben ikke har helt styr på. Vi er også en middelklasse af neurotiske wannabe-diætister.
Omkring forrige århundredeskifte brugte en gennemsnitsfamilie halvdelen af sin indkomst på mad. I dag bruger den under 10 procent. En fødevareteknologisk revolution, hvis produktionsmæssige detaljer vi helst ikke vil vide for meget om, har sikret os en overflod, som langsomt tager livet af os.
2012 var det første år i menneskehedens historie, hvor der på globalt plan var flere, der døde af overvægt end af underernæring. Er det en god eller en dårlig nyhed? Stillet over for valget mellem en blodprop i hjertet eller en langsom sultedød, vil de fleste nok foretrække det første når nu døden skal have en årsag. Ingen ønsker sig tilbage til en tid, hvor skørbug og engelsk syge var almindelige følgesvende gennem tilværelsen.
Men vi har brug for at sekularisere vores forhold til maden. Engang var festen og fasten de markante, hellige undtagelser i årets cyklus. Resten af tiden var mad bare mad noget, man havde et prosaisk, nøjsomt og uanstrengt forhold til. I dag pendulerer vi mellem hedonisme og askese, men har mistet fornemmelsen for en normaltilstand.
Der mangler havregryn med mælk på morgenbordene og leverpostejmadder med agurk i madkasserne. Almindelig og småkedelig mad, hvor der hverken har været en kreativ kok eller klinisk diætist inde over, og som man kan få lov at spise, mens man tænker på noget andet. Så vil vi langsomt kunne øve os i at nyde festmåltiderne uden at have blikket stift rettet mod, hvor mange kilometer vi skal løbe dagen efter.
Nytårsforsættet for 2013 kunne passende være at bringe hverdagen tilbage i køkkenet.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade